Folkekirken er for pæn til at tale om især én anden religion. Men den skal passe på, den ikke bliver ligegyldig

Jeg ved ikke, om folkekirken, præsterne og menighedsrådene overhovedet har et forhold til eller synspunkter om islam. Hvis det skulle være tilfældet, er man i hvert fald meget diskrete

"I en by i provinsen har jeg hørt en præst fra prædikestolen enkelt og nøgternt forklare om forskellen mellem kristendom og islam. Hun tog sig også – ganske modigt – af kristne asylansøgere, der på det lokale asylcenter var under hårdt og truende pres fra de muslimske asylansøgere. Det blev hun vist ikke populær på i kirkelige kredse og hos kirkelige autoriteter."
"I en by i provinsen har jeg hørt en præst fra prædikestolen enkelt og nøgternt forklare om forskellen mellem kristendom og islam. Hun tog sig også – ganske modigt – af kristne asylansøgere, der på det lokale asylcenter var under hårdt og truende pres fra de muslimske asylansøgere. Det blev hun vist ikke populær på i kirkelige kredse og hos kirkelige autoriteter.". Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Sognepræst Torben Bramming tager i en kronik i Kristeligt Dagblad den 10. november fat i spørgsmålet om folkekirkens forhold til islam. Det sker med en beskrivelse af den officielle folkekirkes afstandtagen til den islamkritiske sognepræst Massoud Fouroozandeh. Islamkritik er angiveligt ikke velset i folkekirken. Det svarer til mine observationer.

Jeg ved ikke, om folkekirken, præsterne og menighedsrådene overhovedet har et forhold til eller synspunkter om islam. Hvis det skulle være tilfældet, er man i hvert fald meget diskrete. I årenes løb har jeg været en ganske flittig kirkegænger i mange kirker rundt i landet. Jeg har kunnet glæde mig over en god kvalitet i prædikerne – både teologisk og retorisk. Og har kunnet glæde mig over en kendelig reduktion i utilslørede, politiske angreb på politiske partier og kredse, som præsten ikke brød sig om.

Bortset fra et enkelt tilfælde har jeg ikke hørt nogen præst tage ordet islam i sin mund. Det er ellers en aggressiv lovreligion, der i detaljer vil diktere og dominere alle sider af menneske- og samfundslivet – og står derfor som sådan i klar kontrast til kristendommen. Hvis jeg ellers forstår det ret.

Den muslimske indvandring har ført mange flittige og brave borgere til landet, men også medført en række alvorlige, menneskelige og samfundsmæssige belastninger. Den har også givet anledning til omfattende, vedvarende debatter – dog ikke i kirken.

Rundt om i landets mange hundrede sognekirker sidder søndag efter søndag menigheder, der gerne hører deres højtuddannede sognepræster fortælle og forklare om de religiøse strømninger, der præger hele eller visse dele af samfundet. Det kan også gøres ved arrangementer i menighedshuset.

Det forhold har jeg taget op med adskillige præster. Svarene er undvigende og afglidende. Enkelte har givet udtryk for, at islam er en ”skrækkelig religion ”, men det er et emne, som skal omgås med megen varsomhed. Man skulle jo nødigt stemples som islamofob.

”Kirken skal passe på i sin pænhed ikke at gøre sig lidt ligegyldig,” skriver tidligere politimester Jørn Bro i debatten, som er opstået efter en kronik i Kristeligt Dagblad den 10. november. Kronikken beskrev, 
at præsten Massoud Fouroozandeh (billedet) har mistet popularitet 
i præstekredse, fordi han har udtalt sig stærkt kritisk om islam.
”Kirken skal passe på i sin pænhed ikke at gøre sig lidt ligegyldig,” skriver tidligere politimester Jørn Bro i debatten, som er opstået efter en kronik i Kristeligt Dagblad den 10. november. Kronikken beskrev,
at præsten Massoud Fouroozandeh (billedet) har mistet popularitet
i præstekredse, fordi han har udtalt sig stærkt kritisk om islam. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

I en by i provinsen har jeg hørt en præst fra prædikestolen enkelt og nøgternt forklare om forskellen mellem kristendom og islam. Hun tog sig også – ganske modigt – af kristne asylansøgere, der på det lokale asylcenter var under hårdt og truende pres fra de muslimske asylansøgere. Det blev hun vist ikke populær på i kirkelige kredse og hos kirkelige autoriteter. Her synes man særligt at hengive sig til dialogkaffe. Det er stadig uklart, hvad dialogen hen over kaffekopperne går ud på. Menigheden venter stadig på bidrag til afklaring af et af tidens store spørgsmål: kultur og religion i samfundslivet i kølvandet på folkevandringen.

Kirken skal passe på i sin pænhed ikke at gøre sig lidt ligegyldig.

Jørn Bro er tidligere politimester.