Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Præst: Folkekirken har brug for linjevogtere

Den kvindelige iman Sherin Khankan var inviteret som gæsteprædikant i Aarhus Domkirke tidligere på året. Foto: Leif Tuxen

Det er på tide, at præster og biskopper siger noget om skellet mellem kristendom og islam, skriver sognepræst

ALLE, DER HAR SPILLET fodbold i serie 6 eller oldboys, eller eventuelt stået langs linjen og set sine poder spille lilleput, ved, at en eller anden må tage jobbet som linjevogter. Der er en dommer, men ingen linjevogter. Det er for dyrt, så derfor må en af reservespillerne på bænken eller en af forældrene tage en overtrækstrøje på, gribe det lille flag og vinke bolden ude, når den er ude. Sådan er det, for der skal være en linjevogter.

Som det er i fodbold, er det også i åndelige sager og i folkekirken. Der må være en linjevogter. Det har vi biskopperne til. Ordet ”biskop” betyder opsynsmand, eller om man vil: linjevogter. Biskoppen skal holde opsyn i kirken og sikre, at der ikke bliver forkyndt ting dér, som ikke har hold i evangeliet.

Men hvad gør man nu, når opsynsmændene ikke vil være opsynsmænd? Når der ingen linjevogter er? Svar: Så må en anden jo gøre det.

Et argument, som på det seneste ofte er blevet rettet imod de formastelige, der har kritiseret for eksempel initiativet ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke, er: De har for travlt med at lege linjevogtere! Linjevogter er ikke et plus-ord blandt biskopperne, forstår man. Biskop Peter Fischer-Møller har således til Kristeligt Dagblad udtalt, at han ikke bryder sig om denne ”linjevogtermentalitet”. Men kan folkekirken leve uden linjevogtere? Det mener jeg ikke. Og når biskopperne ikke vil være det, så må andre jo være det – ligesom i fodbold.

JEG VIL GERNE BEKENDE MIG som en af disse amatørlinjevogtere – i mangel af bedre. Jeg tillader mig at stå her i min overtrækstrøje og løfte mit lille flag og spørge: Er det ikke på tide, at præster og bisper i folkekirken skriver eller siger noget principielt om, hvor skellet går mellem kristendom og islam? Ikke skellet mellem kristne og muslimer, men skellet mellem den kristne lære og den muslimske lære.

De, der udtaler sig om det, bliver i reglen skammet ud som – nå ja, linjevogtere! Men der er et stærkt behov blandt folkekirkens medlemmer for at høre, hvad kristne teologer har at sige om den ting. Forvirringen er nøjagtig lige så stor som berøringsangsten, og i tidens megen snak om udmeldelser glemmes det alt for tit, at folk altså også melder sig ud, fordi de netop savner klar tale i denne sag.

Forsigtigt hviskes det: Kan man få lov at sige, at der er forskel, uden at man dermed er racist og mørkemand? Er det okay at sige, man er kristen og ikke kan lide islams lære?

JEG BEGRIBER FOR EKSEMPEL IKKE, hvorfor vi igen og igen skal være vidner til, at muslimske imamer inviteres med til gudstjenester i danske kirker. I Christians Kirke i København, i Haderslev Domkirke, i Københavns Domkirke, i Aarhus Domkirke og i mange flere kirker har imamer og muftier talt med fuld pastoral og biskoppelig velsignelse. Hvad skal det til for? Hvorfor er denne sag så vigtig for danske folkekirkepræster- og biskopper?

Når man i Aarhus vil forny gudstjenesten, skal det åbenbart også ske med hjælp fra en imam. Hvorfor i al verden dog det? Hvem kommer på sådan noget? Jeg har fuld forståelse for, at man lokalt laver sociale arrangementer i nærmiljøet, for at folk kan lære hinanden at kende. Det sker mange steder, at man på en fornuftig måde forsøger at afdramatisere det indbyrdes forhold. Men dette kan ikke ske, uden at man også gør rede for, at der rent faktisk er en forskel.

Jeg tænker ikke på ritualer, påklædning eller skikke, men på selve læren. Det er i mine øjne at spille falsk, hvis man bagatelliserer denne forskel eller lader som om, den slet ikke er der. Og hvis man vil lege gudstjeneste med imamerne – hvorfor så ikke også med Jehovas Vidner eller med mormonerne? At muslimerne er flere end både Jehovas Vidner og mormonerne er ikke et gyldigt argument. Begge religioner fornægter jo ligesom islam det helt centrale i kristendommen: troen på den treenige Gud. Koranen rummer flere eksplicitte fordømmelser af netop treenighedslæren, som er helt grundlæggende i kristendommen.

Hvis ikke biskopperne kan finde ud af at markere denne forskel, svigter de deres embede som linjevogtere, ligesom præsterne svigter deres menigheder. Alle præster og bisper har jo højtideligt svoret at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider imod folkekirkens trosbekendelse”. Er det bare pjat? Lyder det ikke, som om der er en god portion ”linjevogtermentalitet” i selve præsteløftet?

Findes der nogen teologer, der skriver om islam og kristendom? Findes der præster, der skriver for deres menigheder som vejledere og linjevogtere? Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard har gjort det. Men hvem ellers? Biskop Niels Henrik Arendt skrev i sin tid lidt. Biskop Steen Skovsgaard har også skrevet lidt. Tilgiv, hvis jeg gør nogen uret, men det korte af det lange er: Der er ikke mange. Og det er ellers savnet, tror jeg.

JEG VIL GERNE UNDERSTREGE med syv røde streger: Jeg er ikke ude på at starte en hadkampagne mod muslimer. Men jeg vil fastholde, at muslimernes lære, islam, er en rent ud forfærdelig og umenneskelig, totalitær ideologi. Det skal man nok ikke forvente, at muslimerne selv skal fortælle om. Afhoppere og konvertitter har – ligesom tidligere Jehovas Vidner – fortalt om konsekvenserne af læren, men ellers er det da en soleklar opgave for en præst og en biskop i den danske folkekirke at vejlede sin menighed og fortælle dem om deres syn på sagen.

Jeg ønsker ikke at sætte skel mellem mennesker, men jeg vil gøre opmærksom på, at islam – igen som lære – dagligt sætter skel mellem mennesker, akkurat som den altid har gjort.

Menneskeheden inddeles groft sagt i tre grupper eller grader: De muslimske mænd er den inderste kreds. Så er der de muslimske kvinder, og så er der jøder og kristne, ateister og polyteister – i den rækkefølge (kristne bliver af og til regnet med som polyteister, fordi de angivelig tror på ”tre guder”). Alt, hvad man kan finde af positivt og godt og smukt i Koranen, gælder muslimske mænd. Alt positivt tager sigte på dem.

Læs altid korancitaterne i sammenhæng. Deraf fremgår det, at for kristne og jøder, ateister og polyteister gælder helt andre regler. I den del af læren, som stammer fra ”profetens sædvane”, fremgår det, at disse grupper med små variationer er urene andenrangsmennesker. De er dhimmier. I et land med ikke-muslimsk flertal underbetones dette altid af imamerne. Men så snart der i et land er muslimsk flertal, får piben en helt anden lyd. Der er dobbeltstandarder for alting i alt fra spiseregler over omgangstone og påklædning til pengesager og beklædning af offentlige embeder.

Islam er en lov- og domsreligion af ganske samme art som Jehovas Vidner. Kernen i den er: Følg reglerne og bed til, at du gjorde nok, så Allah måske er dig nådig efter døden på dommens dag. Hele muslimens fremtid hviler på et lillebitte ”hvis” – hvis Allah er dig nådig. Ingen kan vide det.

Dette og meget mere har alle medlemmer af folkekirken ret til at høre præstens og biskoppens mening om. Hvordan stemmer det med kristendom? Er det det samme blot i en anden indpakning – eller står det i modsætning til evangeliet? Ikke for at dømme nogen ude. Det gør læren islam som beskrevet. Men for at enhver kan få lejlighed til at dømme selv, vejledt af en sagkyndig, som de forhåbentlig har tillid til.

Fodbold fungerer ikke uden linjevogtere. Hvis der ingen linjevogter er, bryder spillet sammen og spillerne løber over og kæmper videre om bolden i naboens have.

I åndelige kampe fungerer det på samme måde. Så ja, folkekirken har brug for ”linjevogtermentalitet” og skarpe linjevogtere!

Morten Rydal er sognepræst.