Folkekirken mellem miljøaktivisme og borgerlig bornerthed

Lige så langhårede de kan være på venstrefløjen, lige så snerpet ortodokse er dele af den kirkelige højrefløj, skriver Marie Høgh i kirkeligt set

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Det lugter lidt tungt og tæt af overfrakker, brugsens altervin og osen fra stearinlysene, mens søndagsgudstjenesten synger på sidste salmevers. Lydbølger hænger og dirrer i kirkerummet, inden vi bliver efterladt i den der stilhedspause, hvor man holder vejret og ligesom venter på en sidste forløsning, inden man kan få lov at forlade kirken.

I sine sorte søndagssko med hårde såler klaprer kirketjeneren, kordegnen eller kirkesangeren, alt efter sognets størrelse og personalenormering, op ad kirkegulvet. Slår den lille sorte bog op. Kigger ud mod menigheden og siger: ”Lad os alle bede!”. Slår blikket ned og fortsætter: ”Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre.”

Sådan bliver menigheder over hele landet sendt hjem til frokostbordet eller fodboldkampen. Vasketøjet og skænderiet med ægtefællen, eller hvad man nu foretager sig en søndag eftermiddag. Hverdagens gudstjeneste begynder, hvor søndagens gudstjeneste slutter.

Vi bliver sendt hjem til hverdagen, hvor Gud har lært os, hvad Han vil, at vi skal gøre. Og hvad er det så, vi skal? Ja, det kan man tilsyneladende misforstå på hundrede måder på henholdsvis den ene og den anden kirkelige fløj, både til højre og til venstre. For hvad vil Gud egentlig med os mennesker? Hvad er i grunden kristendommens budskab?

Hvis vi begynder med venstrefløjen: Der har man virkelig travlt. De mener nemlig, at Bibelen har lært os, at vi skal redde hele verden. Først og fremmest Den Tredje Verden, klimaet, miljøet og løvfrøerne. Vi skal stå på den politisk korrekte palæstinensiske side i Israel-Palæstina-konflikten og lade grænserne til Barmhjertighedsstaten stå pivåbne. Du skal helst være venligbo og helst ikke DF’er. Du skal helst bruge elsparepærer og dække et bæredygtigt alterbord. For det ”økologiske syndefald” skal vi tage alvorligt, som jeg hørte forleden i P1 programmet ”Tidsånd”. Som om vi ikke havde nok at gøre med vores eget syndefald.

Men syndefaldet prøver venstrefløjen at holde i ave ved at prædike rød og grøn politik. Så bliver vi nemlig alle lige, og så er det ikke så slemt. I det mindste prøver den fløj hverken at bortforklare eller skjule, at de fedter evangeliet ind i en fed politisk fernis. Det er der ligesom ingen grund til, når man tror, at Jesus var socialist.

Lige så langhårede de kan være på venstrefløjen, lige så snerpet ortodokse er dele af den kirkelige højrefløj. De har derimod travlt med at bortforklare, at deres forkyndelse har nogen politisk undertone. Overhovedet. Ligesom venstrefløjen kan få Bibelen til lyde som første side i De Radikales partiprogram, kan dele af højrefløjen ud fra den såkaldte skabelsesordning indrette et konservativt (læs: småborgerligt) samfund.

De forsøger også at holde arvesynden i ave, men ved hjælp af den særlige konservative samfundsindretning, som kristendommen altså bidrager til.

Her gør synet på det kristne ægteskab som en guddommeligt indstiftet ordning og den kristne civilisations grundsten sig gældende. Ægteskabet blev nemlig stiftet før syndefaldet i Edens have, før verden gik af lave. Før folk begyndte at leve i homoseksuelle forhold, åbne forhold og skilsmissefamilier.

Den slags dekadent roderi kan vi ikke have, for det fører til den kristne civilisations forfald. Derfor skal kirken opretholde en eller anden borgerlig bornert orden og udstikke en retning for, hvordan man skal leve sit liv.

Men kære konservative, jeg kan afsløre for jer, at I tager fejl. Guds rige skaber ikke et guldalderrige på jorden. Heller ikke i Rusland, der er under genkristning. Det er glædeligt, men der er ingen grund til at miste sin kritiske sans. Putin kan vel også have interesse i at være venner med kirken, så den kan være åndeligt grundlag for hans magt. Og kirker har før yndet at være tæt på magten. Vær nu ikke naive.

Men læs, hvad Søren Ulrik Thomsen skriver i ”Kritik af den negative opbyggelighed”: ”Jeg kan lide tanken om at sidde på kirkebænken ved siden af en mand, som muligvis stemmer på et politisk parti, der får mig til at gyse.”

For når vi sidder der på kirkebænken, mærker vi en højtidelighed, der drejer sig om noget helt andet end højre og venstre, klima og borgerlig orden. Det drejer sig om den ”personlige afvikling”, som Thomsen formulerer det. I kirken er vi nemlig ”nulstillede over for hinanden ved at være lige for Gud”. Alle laster og dyder, alle politiske skel er visket ud og ophævet af evangeliet. For her er mennesket adlet af Gud. ”Fattig kom du til jorden ned, adlede armod og usselhed” (Salmebogen nummer 108) – det er det, der er gældende for menneskelivet. Altid. Adlet til at være noget stort. Være Guds børn. En så stor betroet opgave, vi slet ikke kan løfte, fordi vi er ufuldkomne syndere.

Det er vilkåret for vores daglige gudstjeneste. Hvor vi bliver sendt hjem, ikke med et politisk program hverken rødt eller blåt, men med besked om at stole på Gud. For han har lært mig, at jeg skal leve mit syndige liv. Med freden i hjertet. Det er kirkens eneste eksistensberettigelse.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.