EN KIRKEMINISTER SIDDER i debatten om det skævvredne Danmark midt i noget, der indimellem kan virke som en velbevaret hemmelighed.
Normalbilledet er jo, at tv viser programmer med titler som for eksempel ”På røven i Nakskov”. Der er tilsyneladende en uafvendelig afvikling på dagsordenen i tyndt befolkede områder - det regnes nedladende for hørende til ”den rådne banan”.
Regeringen modarbejder tendensen med udflytning af først 4000 statslige arbejdspladser. Og derefter den nye plan ”Vækst i hele Danmark”.
Men midt i problemerne står folkekirken stadig for en landsdækkende, aktiv tilstedeværelse. Også i de allermindste landsbyer. Det er ofte overset. Det er ikke noget, folkekirken selv råber meget op om. Men det rummer et stort potentiale.
Hvad er det, der gør, at når købmanden er lukket, når skolen er nedlagt, når bussen er gået over til en køreplan med kun to afgange om dagen, så har selv de mindste landsbyer stadig deres kirke?
Det skyldes, at folkekirken er i kontakt med folket - deraf navnet folkekirke. Den lever af, at folk ønsker, at den skal være der. Men der findes sogne så små, at der kun er 200 folkekirkemedlemmer, og så kniber det - både praktisk og økonomisk.
Faktisk har flere end 1000 af folkekirkens sogne under 1000 folkekirkemedlemmer. Mange steder bor der altså strengt taget ikke tilstrækkeligt mange til at holde kirken kørende.
Men så findes der en kirkelig udligningsordning. Som i den kommunale verden sender områder med mange medlemmer penge til områder med færre medlemmer. Fordi der er et ønske om, at folkekirken solidarisk skal være over det hele.
Jeg er klar over, at det langtfra kun har med kirkegang, aktivt menighedsliv og from salmesang at gøre. Der betales kirkeskat, og folkekirken kan opfattes som en anonym selvkørende supertanker på automatpilot. Men at der i selv de mindste byer er meget stærke følelser og tilknytning på spil i forhold til den lokale kirke og den omkringliggende kirkegård, er alligevel ubetvivleligt.
Derfor er jeg ekstra glad for, at når regeringen vil gøre livet lettere i de tyndest befolkede områder, så har folkekirken faktisk en oplagt mulighed for at bidrage. Den er der nemlig allerede. Det ligger så at sige på den flade hånd - at løfte sig fra en symbolsk til en konkret betydning.
SIDSTE ÅR VEDTOG Folketinget, at det skal være muligt at anvende kirkerum til andre aktiviteter end de rent kirkelige. Naturligt nok rejste der sig straks den bekymring, om man da kan anvende et kirkerum til hvad som helst?
Svaret er nej, men spørg menighedsrådet, hvor grænsen går. Folketingsbeslutningen føjer sig nemlig til kirkens historie og tradition, når den er allersmukkest og absolut værd at hæge om.
Det er det lokale menighedsråd, der i samråd med biskoppen afgør, hvad man siger ja eller nej til. Men det er i folkekirken ikke en kirkebygning eller dens inventar, der er helligt eller ukrænkeligt - det er forkyndelsen, der foregår deri, og som også kan foregå så mange andre steder. Det levende ord er vigtigere end de døde sten.
Der ligger med andre ord over 2000 kirkebygninger spredt over hele landet, som har alle muligheder for at blive brugt til alt muligt andet end gudstjeneste og kirkelige handlinger. Det er en lokal beslutning at komme i gang.
Muligheden fortjener større opmærksomhed, når landet bliver skævvredet, for der kan næppe være to meninger om, at skulle man i dag kaste sig ud i det gigantiske kirkebyggeprojekt, Danmark i middelalderen var centrum for, så ville kirkerne ikke være bygget, hvor de ligger i dag. Deres placering ville have været anderledes - men nu ligger de altså i vidt omfang i områder, hvor der er lukket og slukket for så meget andet.
På Mors findes eksempelvis 34 kirker. Det modsvares mildest talt ikke af indbyggertallet. Men der er tale om et enestående stykke kulturhistorie, som har muligheden for aktivt at vekselvirke med det lokalsamfund, som ellers er udfordret af fraflytning. Og både kirke og lokalsamfund vil få gavn af det. Hvis ikke kirken er i kontakt med det omgivende samfund, så er risikoen, at det omgivende samfunds forståelse for kirken forringes.
Enden på den udvikling kender vi: Så kommer kirken til at skulle forsvare sig med for eksempel kirketællinger, som kan vise et fremmøde, det omgivende samfund måske synes er for lavt.
Jeg synes ikke, en kirkes relevans kan gøres op i antallet af kirkegængere. Og jeg har senest ved kulturmødet på Mors konstateret, at tyndt befolkningsgrundlag absolut ikke betyder lavt engagement.
Men hvis ikke kirken engagerer sig i andet end klassiske gudstjenester, risikerer dialogen med det omgivende samfund at blive ført på lige præcis de præmisser, der handler om kirkens evne til at tiltrække mange kirkegængere søndag formiddag.
Det hedder altså folkekirke, og skal kirken have relevans, må den være, hvor folk er. Hvis kirken er en lukket klub, er den ikke en folkekirke. Den skal med andre ord ud i det fællesskab, som folket i dag er sammen i på nye måder.
Bertel Haarder (V) er kirke- og kulturminister
