I sin leder den 31. august gør Kristeligt Dagblad det nærmest til en kristen pligt for præster i folkekirken at medvirke ved begravelser og bisættelser, selvom afdøde ikke var medlem af samme folkekirke. Nogle vil muligvis kunne finde en skelnen mellem dem, der aldrig er blevet døbt, og dem, der på et tidspunkt har meldt sig ud, men lad det nu ligge her.
De fleste præster bliver en gang imellem udsat for det dilemma, om de skal medvirke ved en begravelse eller bisættelse, skønt afdøde ikke var folkekirkemedlem.
De to præster Peter Nejsum og Ulla Salicath anfører i den samme avis, at der som udgangspunkt bør siges nej til en kirkelig begravelse af ikke-medlemmer. Det kan måske synes lidt firkantet, men hvis der skal være mening med det, vi foretager os som præster, er det nødvendigt at gøre sig klart, at den kirkebogs-førende sognepræst som begravelsesmyndighed skal påse, at afdødes ønsker tilgodeses og respekteres.
Almindeligvis tages en udmeldelse som udtryk for, at afdøde på et eller andet tidspunkt i sit liv ikke har ønsket gejstlig medvirken ved sin begravelse eller bisættelse, og det må naturligvis spille ind, når præsten som begravelsesmyndighed træffer sin afgørelse.
De fleste præster kommer så ud for, at de nærmeste pårørende alligevel ønsker en kristen begravelse, og her er det så, dilemmaet for alvor opstår.
For mig har det altid været nødvendigt, at de pårørende på en eller anden måde kan sandsynliggøre, at præstens medvirken ikke stred mod afdødes ønske - at det var et øjebliks protest mod en præst eller en folkekirkelig strømning, der førte til udmeldelsen.
Ja, eller som nogen har sagt: Hvad der sker med mig, når jeg er død, må I finde ud af. Jeg har sågar været ude for, at en person havde meldt sig ud af folkekirken, fordi han fandt en trafikbøde uretfærdig, og så skulle udgiften finansieres et andet sted på skattebilletten, og så måtte kirkeskatten holde for.
Jeg er sikker på, at jeg mellem år og dag også er blevet bundet nogle historier på ærmet, der måske ikke holdt vand, fordi mange pårørende vitterligt ikke ved deres levende råd, når de selv skal stå for en bisættelse, selvom mange bedemænd er fulde af idéer her.
Jeg har med andre ord sikkert medvirket ved flere begravelser og bisættelser, end jeg tror de afdøde havde ønsket - af hensyn til de efterladte.
Og det vil altid være præstens dilemma. Er begravelses- eller bisættelsesgudstjenesten for afdøde eller for de efterladte? I en evangelisk-luthersk kirke er det for så vidt nemt nok at svare på det:
Den er for de efterladte. Efter Reformationen kom kisten slet ikke med ind i kirken. Begravelsen fandt sted på kirkegården, og gudstjenesten - uden kiste - i kirken. Sådan kan vi ikke forestille os det i dag.
Men at folkekirken som ren servicekirke skal stille op og levere varen - også dér, hvor afdøde faktisk har sagt nej tak - er at gå for meget op i at please. Godt nok er folkekirkens begravelser og bisættelser en kerneydelse, som Kristeligt Dagblad anfører. Men et eller andet sted skal der vel være mening med det hele?
Jakob Hvidt, provst, Klostervej 28F, 2. tv., Odense C