Hans Raun Iversen, fastslår i en ”kirkeanalyse” i Kristeligt Dagblad den 12. november, at folkekirkens trosgrundlag må indrettes efter, hvad der kan opnås ”folkelig opbakning” til. Derved kan for eksempel en præsts erklærede tro på reinkarnation ”blive en vindersag” for kirken. Sammenblandingen af kristen tro og reinkarnation kan øge tilslutningen til kirken.
Folkekirken, han taler om, er ”et arbejdsfællesskab til fremme af kristustro i et kulturkristent folk”, hvor tilhængerne kaldes ”frihedssøgende”, som ikke skal respektere Grundlovens beskrivelse af trosgrundlaget. Modsætningen er for ham ”et trossamfund, der er forpligtet på en bestemt dogmatik”.
Bedømmelsen af, om der kan opnås ”folkelig opbakning” til at overskride det luthersk-evangeliske, bliver vanskelig. Den vil skabe megen uklarhed. Hvem skal bedømme, om en ”folkelig opbakning” kan forventes? Hvorledes skal forventningen give sig udslag? Skal bedømmelsen være omfattet af biskoppernes tilsynspligt? Skal fejlvurdering have konsekvenser? Kan det kristne budskabs indhold virkelig påvirkes af ”folkelig opbakning”?
Andre, der også tumler med budskabets indhold og ønsker trosgrundlaget ændret, har valgt en anden vej. De hævder, at det, de har fundet ud af, kan rummes i kirkens trosgrundlag. De hævder, at de ved at fortolke dette trosgrundlag ikke udvider dets grænser. Vi oplever det eksempelvis, når præster - og sågar en biskop - tager afstand fra det, der ikke kan fattes af forstanden, det, der er ”overnaturligt”, eller når de hævder, at evangelierne udspringer af menneskelig fantasi - som poesi og prosa, at Vorherre ikke eksisterer uden for den menneskelige hjerne.
Kan det kristne budskabs indhold virkelig ændres af, hvad en tilfældig præst eller biskop finder på? Ravn Iversens ”frihedssøgende” må gøre sig klart, at paragraffer normalt ikke er af det onde.
Paragraffer er tværtimod hensigtsmæssige. De, der sidder på kirkebænken, bliver fri for at skulle høre på præsters hjemmestrikkede tro og fri for at bekende troen under fortale af en præst, der - uden uforbeholden tro på trosbekendelsens indhold - lyver.
Regler og paragraffer er ikke et onde, fordi biskop, provst og præst ved at skulle holde sig til det folkekirkelige trosgrundlag har fået friheden til ikke selv at skulle bruge tid på at opfinde, hvad de skal forkynde, og kan koncentrere sig om, hvordan de bedst formidler det trosgrundlag, de er forpligtede på.
Forkyndelsen fritages for at tage hensyn til ”folkets opbakning” og frigøres fra den fejlagtige antagelse, at dette at vinde mennesker for den kristne tro bliver lettere og holdbart ved at lefle for den del af befolkningen, der måtte have afvigende religiøs tro som for eksempel reinkarnation, eller som har vanskeligheder med at tro på andet end, hvad deres fornuft dikterer.
Hans Raun Iversen glemmer, at Grundtvig klart har tilkendegivet, at kristentro ikke er ”en tro på hvad som helst”.
Jens Smedegaard Andersen, fhv. dommer, Sofievej 9, Hellerup