Folkekirken skal kende sin besøgelsestid

"Udfordringen er alt for vigtig til at sidde overhørig. Den handler nemlig om børns og unges liv!", skriver Jens Maibom Pedersen og Jacob Zakarias Larsen fra FDF

ILLUSTRATION SUR L'ADOLESCENCE ; GROUPE DE  COPAINS
ILLUSTRATION SUR L'ADOLESCENCE ; GROUPE DE COPAINS. Foto: colourbox.com.

DER ER GANG I den kirkelige debat – og det er sådan set godt nok! For hvis vi holder af vores fælles folkekirke, så skal vi også snakke om den og diskutere for og imod.

Men debatten har fået slagside, for de mange spaltemillimeter handler stort set kun om truslen fra vore muslimske medborgere og et vist vielsesritual. Men der er mere at sige – og dét mere er måske vigtigere end nogensinde. De seneste årtier har på godt og ondt ændret grundlæggende vilkår for børn og unge og blandt andet betydet, at de i langt højere grad end tidligere er overladt til sig selv. Det gælder både helt konkret, når far og mor har travlt med alt muligt andet, og i overført betydning, når der skal tages ansvar for egen læring. Og det gælder også, når der skal navigeres i en kompleks verden og foretages eksistentielle valg blandt et utal af muligheder.

Når verden ser sådan ud, er der brug for at lægge øre til fortællinger, der holder vand, og der kan leves liv på. Der er brug for at høre evangeliet og brug for en kirke, der evner at forkynde det, så det rammer ind i børnenes og de unges hverdag.

DIVERSE undersøgelser viser, at børn og unge ikke er blevet mindre religiøse. De spiller på mange måder med de samme spørgsmål og kæmper med de samme udfordringer, som voksengenerationen gjorde. Men spillepladen har ikke længere ét startfelt og ét slutfelt – men mange forskellige, og reglerne er ikke længere entydige og overskuelige.

Når svarene skal gives, er den kristne fortælling bare én blandt mange, og den kristne etik og de deraf følgende værdier blot én mulighed blandt flere. For børnene og de unge lever med frit valg på alle hylder.

Det er derfor, at det er så vigtigt, at de i deres liv og tilværelse møder en fælles folkekirke, hvor voksne er optaget af at spille med, lytte og undre sig og bidrage med fortællingen om Gud, der blev menneske.

Hvis ingen bringer de kristne fortællinger i spil og insisterer på vigtigheden heraf, så overtages deres plads – hen over natten – af helt andre beretninger. Dem om egen lille næsetip, om de spidse albuer og om at komme først til mølle.

Vel vidende, at der er mange lyspunkter, og at antallet af børne- og ungdomspræster stiger, så må vi indrømme, at vi som folkekirke må kende vores besøgelsestid og indrømme, at der er blevet sovet i timen.

Der er blevet brugt alt for mange kræfter på teologiske spidsfindigheder og perifere diskussioner i stedet for at være optaget af, hvordan den kristne livstydning kan bringes i spil og møde børnenes og de unges erfaringsunivers.

Udfordringen er alt for vigtig til at sidde overhørig. Den handler nemlig om børns og unges liv!

Jens Maibom Pedersen er medlem af FDF's hovedbestyrelse, og Jacob Zakarias Larsen er præst i FDF