En af de største opgaver i det store mediehav er at få opmærksomhed. Det vilkår har ikke mindst visse ateister forstået.
Sidste år var vi vidne til en ateistisk kampagne, der målrettet gik efter at tømme folkekirken for medlemmer, og i forbindelse med påsken har videnskabsjournalist Lone Frank optaget en video i Københavns Domkirke. Her latterliggør hun alt det religiøse bavl og opfordrer folk til i stedet at søge svar på store spørgsmål i videnskaben.
Én ting er niveauet for eksistentiel samtale, der fortsat kendetegnes ved tiltagende primitivitet, mens noget andet er trangen til at provokere mest muligt i det offentligt tilgængelige kirkerum.
Lone Frank er tilknyttet Weekendavisen, hvor chefredaktør Martin Krasnik har udtalt, at der ikke er noget problem, da man jo fik en tilladelse til at filme af en person på stedet. Og ja, rent praktisk blev vejen banet, sandt nok, men episoden efterlader et stort og påtrængende spørgsmål: Hvorfor benytter visse ateister denne infantile ”se, hvad jeg tør-taktik”, når de gerne vil høres?
Og nej, det kan ikke sammenlignes med Muhammed-tegningerne, der udgjorde en principiel manifestation i ytringsfrihedens navn. Ingen anfægter ateistens ret til sin tro.
Men hvorfor skal den så ofte udtrykkes gennem aggressive aktioner mod kirken?
Måske har det at gøre med, at kirken selv indirekte inviterer til andres skamløshed ved ikke seriøst at stå i opposition til noget. Den bliver til en slags dørmåtte, som enhver kan sætte sit hovne fodaftryk på.
Sognepræst Michael Brautsch, der har fået en medieplatform gennem sin medvirken i DR’s ”Gift ved første blik” (reality-tv kan føre til meget), udtalte i et påskeinterview på P4, at han ikke ved så meget om andre religioner. Men, tilføjede han, ”jeg elsker at tale med folk fra andre religioner.”
Man anede klapsalven fra det værdirelativistiske kor i baggrunden, og med mangfoldighedsglød i stemmen udbrød studieværten: ”Hvorfor har alle det ikke ligesom dig?”. Måske – fristedes man til at sige – fordi nogen tager tingene lidt mere alvorligt end denne præst.
Naturligvis skal vi tale sammen på kryds og tværs, men Michael Brautsch personificerede her den underligt uagtsomme tilgang til andre overbevisninger, der får folkekirken til at fremstå svag. Og den underdanige mentalitet kan for eksempel medføre, at man blot rutinemæssigt giver grønt lys, når en journalist dukker op med et kamera og gerne vil bruge rummet. Ja ja, film du endelig, for herinde elsker vi folk fra andre religioner, og inden man ved af det, har endnu en glødende ateist stået og forkyndt sin tomhed midt i kirkens rum.
Hvormed nogen utvivlsomt spørger sig selv, hvorfor kirken mon går med til det. Tager den ikke sig selv alvorligt? Vi lever i en rå medietidsalder, hvor ord og holdninger produceres i et sandt raseri i kampen om opmærksomhed. Kirken skal ikke lægge rum til det hele. Midt i den store samtale skal den stå i opposition til andre religioner. Ikke mindst ateismen.
Sørine Gotfredsen er præst og forfatter.