Prøv avisen

Folkekirken svigter ved at indføre alkoholfri nadvervin

Duccio di Buoninsegnas Den sidste Nadver er fra omkring 1308 og en at de tidligere gengivelser. - Foto: Arkiv.

At skjule alkoholikerens problem ved indførelse af alkoholfri "vin" er en uforpligtende og forkert måde for menigheden at "hjælpe" alkoholikeren på

Torsdag den 8. juli bragte Kristeligt Dagblad indlæg om den såkaldte alkoholfri nadvervin. Der er mennesker, som oprigtigt ønsker at komme alkoholikere i møde med indførelse af alkoholfri "vin". Deres velmente motiv fortjener respekt. Mange har blot ikke overvejet de væsentlige sjælesørgeriske og teologiske begrundelser for at fastholde folkekirkens klassiske syn og praksis.

Vi kan have meget forskellige skrøbeligheder. Som kristne må det kunne være os en ære at fremstå som svage over for Gud, så hans kærlighed og nåde kan blive bevidnet for verden, når han tager imod os, som vi er.

Hvis vi derimod for eksempel ved indførelse af såkaldt alkoholfri nadvervin søger at skjule vore skrøbeligheder over for Gud og mennesker, giver vi ikke Gud mulighed for at vise sin nåde og magt på al vor synd og skrøbelighed.

Hverken vi selv eller kirken skal med forskellige midler tildække vore skrøbeligheder. Det skal alene Gud ved at møde os i de hellige nådemidler, sådan som han har givet os dem, og ikke som vi synes, de skulle have været indrettet af hensyn til os. Det hører med til at bære Kristi fornedrelse, at vi åbent viser os, som vi er, over for Gud og mennesker.

Det ligner betænkeligt den verden, der vil hjælpe sig selv, hvis vi blot vil gemme os i flokken med alle vore skrøbeligheder og ikke åbent vedstå, hvor det virkelig klemmer. Dermed afskærer vi os fra at kunne høre det sande, virkelige evangelium.

At skjule alkoholikerens problem ved indførelse af alkoholfri "vin" er en uforpligtende og forkert måde for menigheden at "hjælpe" alkoholikeren på. Han opdages ikke og vil derfor heller ikke få den personlige tilkendegivelse af respekt og solidaritet, som ville kunne være ham en virkelig hjælp og oprejsning.

Vi kan derimod hjælpe alkoholikeren ved at sige, at det ikke på nogen måde er mindreværdigt i Guds øjne ikke at kunne tåle alkohol og i andre tilfælde alterbrødet. Derfor er det ingen skam at undlade at tage imod enten det ene eller det andet ved nadverbordet. Den, som af helbredsmæssige grunde må gøre det, får ved nadverbordet helt og fuldt del i Kristi gave, syndernes forladelse, på linje med dem, der uden problemer kan modtage både brød og vin.

Således har alkoholproblemet været løst gennem århundreder, før den såkaldte alkoholfrie nadvervin kom på mode. Det er ikke ved nadverbordet, alkoholikeren stødes ud over kanten, men i de utallige folkelige fællesskaber, hvor alkohol gør sin skadelige virkning. Det er ude af proportioner at indføre alkoholfri nadvervin, samtidig med at man uden for kirken uhæmmet drikker løs.

Endelig må man frem for alt gøre sig klart, hvor alvorligt det er at lave om på Herrens indstiftelse. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at der var ægte vin i det bæger, Herren velsignede og rakte disciplene med ordene: "Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for Eder til syndernes forladelse." Disse stærke ord kan ikke knyttes til noget andet end til det, der den nat var i bægeret.

Helt på linje hermed pålægger et cirkulære af 18. januar 1899 biskopperne at indskærpe præsterne, at der ved nadveren kun må anvendes uforfalsket, ren vin. Sådan er den evangelisk-lutherske lære om nadveren kort og godt.

De, som af sjælesørgeriske hensyn støtter indførelse af alkoholfri "vin", kan uden at ønske det befordre den ødelæggende tendens i tiden til at ville løfte kristendommen ud af alle dens uopgivelige historiske hængsler og til at kalde alt "det ydre" betydningsløst, som det for eksempel sker i et læserbrev af Leif Hjernøe i Kristeligt Dagblad den 10. juli. Det ender med en "kristendom", som blot passer egne meninger og tidens krav, men ikke gavner eller frelser nogen.

Man kan heldigvis træffe alkoholikere, der tilslutter sig ovenstående og klart tilkendegiver, at de ikke ønsker nogen ændring i kirkens klassiske praksis af specielle hensyn til dem. De løser selv "problemet" ved ganske enkelt at lade bægeret stå tomt.

Hartvig Wagner,
Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse,
Revlingens Kvarter 74,
Herning