Sognepræst: Vi kan få de unge ind i kirken. Men det kræver, at vi ikke taler ned til dem

Igen og igen hører vi, hvordan folkekirken gerne vil være kirke for de unge voksne. Der diskuteres og diskuteres, hvad vi skal gøre for at give dem en plads i både rummet og vores tradition, men der er tilsyneladende intet i vores værktøjskasse, som løser opgaven.

Det er jo objektivt set ikke umuligt. Vi kan bare se Vinyard- eller Hillsong-kirkerne, og der kan vi hente meget inspiration. Men udfordringen er, at frikirkerne holder "lavkirkelige" gudstjenester med guitar og fællesspisning, og der er ikke plads til vores traditionelle symboler, ritualer og salmer. Det er nemt at stille debatten sådan op, men den anskuelse glemmer noget vigtigt.

De unge voksne er ikke ateister – nogle er, ligesom nogle er rødhårede – men langt de fleste bruger en masse energi i subkulturerne, hvor de også udtrykker deres åndelighed og rækker ud efter mening og aflastning af det mentale pres, som vi alle sammen taler om for tiden.

Problemet er altså ikke, hvordan vi får løftet en flok ateister op på gudstjenestens symbolske dannelsesniveau, så de kan komme ind og få en plads i den ”rigtige” kirke. Nej, udfordringen er, hvordan kirken får en flok mennesker, der allerede rækker ud efter det transcendente, til at se kirken som et sted, hvor der også er plads til dem.

Det skal ses i lyset af et Danmark, hvor de nyeste undersøgelser peger på, at 80 procent af danskerne føler en religiøs længsel efter dybere mening og forbindelse til ”noget” større. Det ser jeg lige så meget som et resultat af en informationsreformation, idet vi lever i en verden, hvor 90 procent af al den viden, som er tilgængelig, er blevet tilgængelig inden for de seneste to år. Men hvordan møder vi mennesker i den virkelighed? Det har jeg et bud på, som jeg gerne vil dele.

Den 18. marts holdt jeg som præst et event rettet mod målgruppen de 25-35-årige i samarbejde med et musikkollektiv ved navn All We Need, der spiller musik i kategorien house og arbejder med dansere. Danserne optrådte ikke for gæsterne, men hjalp dem med at komme i gang med at danse selv.

Vores intention var på den ene side at give den gruppe mennesker, som ofte ikke kommer i kirken, et bud på, hvilket formål rummet også kunne tjene.

Resultatet blev et event, som nedbrød barriererne mellem deltagerne og dem, der officielt og korrekt agerer på kirkens vegne. Vi havde 267 deltagere. Det er altså min erfaring, at kirken kan være et rum for de unge voksne, som ønsker at udleve deres tro, åndelighed eller behov for noget større, afhængigt af hvad de foretrækker at kalde det.

Derfor deler jeg ud af denne positive erfaring med jer her. Det er muligt at få de unge ind i kirken, men det kræver, at vi taler med dem og ikke ned til dem. Her er det ekstra vigtigt at huske på, at de, som er vokset op i informationsrevolutionen, ofte suger viden til sig både i bredde og kompleksitet, hvilket stiller en masse krav til os, hvis vi vil tages seriøst af dem.

Når jeg skriver det her, så er det for at dele ud af den positive erfaring, så hele kirken kan få gavn af det. Men jeg kan også frygte, at folkekirkens konservative nerve vil forhindre, at vi faktisk bliver ved med at åbne os op og inviterer de unge ind og tager dem seriøst, så de bliver ved med at se kirken som et seriøst tilbud og ikke bare noget, gamle mennesker gør, fordi de ikke ved bedre.

Men som Augustin sagde det så fint, så er sandheden som en løve. Det er ikke vores opgave at forsvare den, vi skal bare slippe den løs. Og sandheden er, at de unge voksne hjertens gerne vil ind i Guds hus, men de ønsker bare at kunne tage deres egne udtryk og praksisformer med ind. Og det behov må vi tage seriøst.

En undersøgelse fra 2000 viste, at datidens børn havde samme niveau af angst som en psykiatrisk patient i 1950’erne. Og nu, hvor de er blevet voksne, må vi acceptere, at vi ikke kan få dem til at tale om vores fælles Gud udelukkende på vores måde, fordi de har fået overdraget en verden, hvor de har måttet tilpasse sig og nu har deres egne symboler og udtryksformer.

Til eventet var der flere, som fortalte mig, hvordan især house-musikken er dybt åndelig for dem, idet den giver dem en følelse af fællesskab, af at være elsket og værdsat og fri fra verdens byrder og længsler. Og hvis ikke det er hjertet i den evangeliske tankegang, så ved jeg snart ikke, hvad er.

Nogle vil vrænge på næsen ad det og mene, at kirkerummet er helligt, ligesom det inderste af Salomons Tempel. Men her må vi huske på, at Luther selv mente, at kirkerummet skulle udlånes som festsal.

Sandheden er, at de ældre generationer altid begår den fejl at tro, at ungdommen skal følge deres fodspor for at nå sit mål. Det er velment, men tiderne ændrer sig, og ligesom dinosaurerne og andre fortidsvæsener engang var de bedst tilpassede i deres økosystemer, så løb tiden fra dem, og de hører i dag hjemme på museer. Hvis vi ønsker, at kirken skal fortsætte med at være en fejring af den levende og frelsende Guds kærlige virke, er der ingen fare forbundet med at lade de unge voksne bruge deres egen musik og praksisformer som et tillæg til kirken. Vi har jo allerede jazzarrangementer og babysalmesang.

Derfor skriver jeg denne kronik, ikke som en klagesang, men som en glædelig beretning om, hvad der sker, når kirken slipper kontrollen lidt og stoler på, at ånden hjælper os i vores arbejde med at forkynde og udbrede evangeliet. Hvis vi stoler på Guds hus, så kan vi stole på, at når fremtidens kirkegængere danser i kirken, så mærker de ånden på en anden måde, end de ville gøre, hvis de var på natklub. Og hvis nogle skulle tvivle, så kan jeg fortælle, at der var flere, der ved midnat hev mig i ærmet og bad om nadver. I dyb alvor.

Det, jeg prøver at sige, er med andre ord, at vi kan forkynde evangeliet og være kirke ved at møde folk i det sprog, som de har taget på sig.

Udfordringen med at nå de unge voksne er, at vi ikke skal opdrage dem, for de har allerede et sprog. Man kunne gå så langt som til at sige, at de har åndelige praksisser, og dem kan vi tale ind i og derigennem give de unge et rum i Guds hus, for at vi sammen kan være kirke. Med det mener jeg ikke, at vi skal give slip på vores traditioner, men derimod skal vi acceptere, at Gud er større end vores sprog, og at kirkens job ikke er at tvangsfodre folk med et system, men derimod at hjælpe dem med at finde vejen selv.

At være kirke er at lade det frø, som dåben planter, gro i os, og at være kirke er at skabe rum og fællesskab omkring det. Ja, vi er et trossamfund, men vi er også en folkekirke. Vi har en forpligtelse til at skabe en kirke, hvor fokus er på oplevelse af det, som teolog Niels Henrik Gregersen kalder for ”resonans” og ikke på konformitet.

Spørgsmålet er altså ikke, hvordan vi ”opfinder” en måde at give de unge voksne en plads i Guds hus, men om vi magter at tage skridtet og huske på Frans af Assisis ord om, at vi til alle tider og på alle måder skal forkynde evangeliet og om nødvendigt med ord.