TO GANGE I FORRIGE UGE har ellers ansvarlige borgerlige politikere, endda med ministererfaring, taget folkekirken som gidsel for den benhårde, neo-liberale afvikling af velfærdssamfundet, der for tiden foregår - også den siddende regering har som bekendt indvilliget i at omdøbe samfundet til ”Konkurrencestaten” (se blandt andet Kristeligt Dagblad den 11. april).
Charlotte Dyremoses (K) kritik af biskop Elof Westergaards fastholdelse af ligestillingsloven i forbindelse med betjeningen af to privatejede plejehjem i Skjern (Kristeligt Dagblad den 13. maj), er nemlig ikke kirkelig omsorg, men liberal minimalsstatsideologi. Ribe-biskoppen har indskærpet i provstiet, at så længe kvindelige præster ikke komme på plejehjemmet, må præsterne ikke betjene plejehjemmet i arbejdstiden.
Hvad er problemet? At beboerne ikke vil have kvindelige præster? Nej, problemet er, at velfærdsydelsen er privat. I en offentligt ejet velfærdsorganisation ville det være utænkeligt at udelukke en medarbejder på grund af køn. Men eftersom det er konservativ ideologi at gøre velfærdsydelser private, ser hun ikke noget problem i det.
Dyremose anråber i stedet den folkekirkelige rummelighed. Pludselig skal den kunne rumme, at kvindelige præster lukkes ude fra betjening af sognebørn. På et offentligt ejet plejehjem ville beboerne kunne vælge gudstjenesten fra.
Den anden situation, hvor folkekirken tages som gidsel, kommer fra uventet hold, nemlig fra tidligere kirkeminister og nuværende socialminister Manu Sareen (R). Han meldte sig forleden i koret af kritikere mod dem, der ”bruger for mange penge” i folkekirken - på kunst og byggerier, i stedet for på socialt arbejde, diakoni, som det hedder kirkeligt set. I en artikel her i avisen den 5. maj interviewes Sareen og nævner en række både komiske og uheldige eksempler.
Men det er ikke rimeligt ud af den blå luft at kritisere folkekirken for at bruge for mange penge på kunst og for få penge på diakoni - blot fordi det lyder mere evangelisk korrekt. Der er tre vidt forskellige, principielle og historiske grunde til, at kirken bruger sine penge rigtigt.
Med sine kulturelle aktiviteter tager kirken faktisk i dag den opgave op at åbne universer for eksistentiel refleksion i en flimrende tid, hvor alting afbrydes af forbrugerreklamer hele tiden. Livskvalitetet, kalder man det.
Desuden er folkekirken en del af en solid offentlig byggetradition, som vi også kender fra militære anlæg og de gamle sygehuse. Det er lykkedes folkekirken så nogenlunde at holde fast i, at dens bygninger skal være af en vis standard og med ordentlige materialer, i modsætning til de deprimerende betonskolemiljøer, vi lader vore børn vokse op i, og som hele tiden må renoveres, fordi det ikke holder nær så længe som håndværk i den klassiske tradition.
Den værste brist i den tidligere kirkeministers logik - og han er endda socialminister i dag - er dog, at han overser, hvorfor kirken bruger relativt færre penge på diakoni og andre sociale initiativer. Der er fordi, vi tidligere havde en offentlig velfærdsideologi, der tog sig af den slags opgaver. Og så fordi kirken arbejder socialt gennem foreninger som Kirkens Korshær. Det har specifikt aldrig været en del af den lokale menigheds opgave.
Ønsker man nu, at også sognemenigheden skal gå ind i diakonien, skyldes det, at man retter blikket i den gale retning. Det eneste saglige var at gøre opmærksom på, hvor det offentlige svigter. Med mindre altså det også her er en del af strategien, ideologisk at tage folkekirken som gidsel for afvikling af velfærdstaten.
Jakob Brønnum er teolog, forfatter og redaktør