Teologers debat om opstandelse kan lede læsere på afveje

Teologer har beskrevet opstandelsen som noget poetisk eller mytisk under de seneste måneders debat. Men ”poetisk” giver associationer til noget følelsesladet, mens ”myte” ofte bruges om noget, der er uden bund i virkeligheden. Kunne man i stedet tale om en ”trossandhed”, spørger Niels Davidsen-Nielsen

"For mig er Ramsdals ståsted ganske uklart, og jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvilket formål han egentlig havde med at lade sig interviewe af Morgenavisen Jyllands-Posten," siger Niels Davidsen-Nielsen.
"For mig er Ramsdals ståsted ganske uklart, og jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvilket formål han egentlig havde med at lade sig interviewe af Morgenavisen Jyllands-Posten," siger Niels Davidsen-Nielsen.

I FORÅRET 2003 udtalte sognepræst Thorkild Grosbøll i et interview i Weekendavisen, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. Det vakte opstandelse og førte til, at han blev sat under tilsyn hos biskop Jan Lindhardt. Det brød han sig ikke om, har han efterfølgende udtalt.

Affæren fik mig til at tænke på et afsnit af den engelske tv-serie ”Javel, hr. minister”. Det handler om en ubehagelig splittelse i den engelske statskirke, Church of England.

Sagen er landet på minister Jim Hackers bord og kræver, at han griber ind. Departementschefen, Sir Humphrey Appleby, skal som sædvanlig vejlede sin minister og ved, at denne foretrækker at blive orienteret så koncist og begribeligt som muligt.

Som jeg husker den, foregår samtalen omtrent således:

Humphrey: Ser De, minister, der er to forskellige fløje i kirken: den traditionelle Church of England og den progressive Church of England.

Hacker: Og hvad er de så uenige om?

Humphrey: Traditionalisterne tror på Gud.

Hacker: Det kan man vel ikke fortænke dem i. Og de progressive?

Humphrey (efter en pause): De tror ikke på Gud.

Hacker: Tror de ikke på Gud!?

Dette skisma er mig bekendt også velkendt i den danske folkekirke, og efter at pastor Per Ramsdal i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten har sat spørgsmålstegn ved Jesu opstandelse fra graven, er der nu igen ballade.

Et stort antal teologer er faret i blækhuset og har i aviserne skrevet mangt og meget om opstandelsen. Som man kunne læse den 4. februar, peger udtalelser fra seks af landets ti biskopper i forskellige retninger.

Ramsdal-debatten minder mig om, at Grundtvigs og Ingemanns venskab endte bittert, fordi de blev uenige om dogmet om kødets opstandelse. Mens Grundtvig fastholdt opstandelsens legemlige karakter - som det blandt andet fremgår af salmen ”Påskeblomst! Hvad vil du her?” (vers fire), forkastede Ingemann dette dogme. Som man kan læse i hans salme ”Dejlig er jorden”, mente han, at sjælen ved døden forlader kroppen. I vers et står der således ”Skøn er sjælenes pilgrimsgang!”.

DEN 26. JANUAR hørte jeg i Lindevang Kirke på Frederiksberg pastor Jonas L. Christy prædike over lignelsen om de onde vinbønder, der slog vingårdsejerens søn ihjel (Markusevangeliet kapitel 12, vers 1-12). Ifølge pastor Christy kan man, hvad opstandelsen angår, indtage tre standpunkter:

Hvis opstandelsen ikke kan forklares, må den forkastes. Man kan ikke tro på noget uforklarligt.

Man kan tro på opstandelsen som et mirakel, et brud på naturlovene, og derved anse troen som irrationel, mystisk og uforklarlig.

Den tredje position - som sådan set giver plads til de to andre - er den, der er blevet kaldt den poetiske (eller mytiske), hvor opstandelsen er noget, der sker i sproget, en ordbegivenhed.

Spørgsmålet er så, hvor pastor Ramsdal står. Hvis det er position tre, han har placeret sig i, ville der vel ikke være noget at komme efter.

Men har han samtidig placeret sig i position et? Om Gud siger han for eksempel, at han ikke kan tro på ham som en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky. Men hvordan tror han så på Gud? Og hvem diskuterer han egentlig med? Børn?

For mig er Ramsdals ståsted ganske uklart, og jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvilket formål han egentlig havde med at lade sig interviewe af Morgenavisen Jyllands-Posten.

Måske er det ikke vellykket at betegne position tre som den, der skal forstås ud fra poetisk-mytiske dimensioner. Ordet ”poetisk” giver associationer til noget følelsesladet og stemningsfyldt, og i almensproget bruges ”myte” om noget, der er uden bund i virkeligheden. Hvis formuleringen poetisk-mytisk leder læsere på afveje, kunne man måske, som forhenværende biskop Karsten Nissen gjorde for nogle år siden, betegne opstandelsen som en ”trossandhed”.

Jeg tror egentlig ikke, at den danske folkekirke er mere i splid med sig selv i dag end tidligere. For mig er det en fredfyldt og tankevækkende oplevelse at gå i kirke.

Jeg forstår godt, hvad en af mine amerikanske bekendte (en travl forretningsmand) mente, da han sagde, at den ugentlige gudstjeneste var hans ”spiritual filling station” (åndelige tankstation).

Niels Davidsen-Nielsen er tidligere formand for Dansk Sprognævn og klummeskribent i Kristeligt Dagblad