Folkekirkens åndelighed er væk - Tro er reduceret til en intellektuel øvelse

Måske er nutidens teologers forståelse af, hvad tro er, blevet degraderet til ren mental eller intellektuel overbevisning og forståelse?

Johannes af Korset siger, at mennesket skal give slip på intellektuelle og personlige forestillinger for nå frem til troen, som er sammensmeltning med Kristus - ikke som en mental overbevisning, men som en indre realitet, skriver debattøren.
Johannes af Korset siger, at mennesket skal give slip på intellektuelle og personlige forestillinger for nå frem til troen, som er sammensmeltning med Kristus - ikke som en mental overbevisning, men som en indre realitet, skriver debattøren. Foto: Rune Johansen Denmark

Indlægget er fortfattet af Else Marie Post, tidligere pædagogisk konsulent, Spjellerupvej 3, Næstved
DEN KVINDE, som søger åndelig næring, og som Iben Krogsdal omtaler i sin artikel i Kristeligt Dagblad fredag den 11. oktober, kunne være mig.

Gennem mange år sad jeg hver søndag på en kirkebænk i en folkekirke i håb om at få næring til at komme tættere på Kristus og i håb om at blive fyldt af indre levende vand og liv.
LÆS OGSÅ: Kristian Leth: Man forstår ikke tro, før man har følt den
Men de første gange, hvor jeg fornemmede små glimt af, at levende vand og liv ikke kun er en hypotese, men virkelighed, var på weekendretræter med ledere med anden kristen tilknytning end folkekirken. De viste, hvordan man gennem bøns- og meditationspraksis kunne arbejde i sit indre og derigennem åbne sig ind til den åndelige kilde.

For 8-10 år siden sendte min længsel efter åndeligt liv og Kristus mig på retræte i Italien, og her oplevede jeg en strøm af indre åndeligt liv. Siden den tid tager jeg et par gange hvert år til et eller andet sted i Italien eller Frankrig i tre uger ad gangen.

Et andet sted, hvor jeg har kunnet finde næring til min indre åndelige rejse, er hos de kristne mystikere. Særlig har Jakob Böhme i Vejen til Kristus hjulpet mig. Heri beskriver Böhme den proces, han selv har vandret, og han giver anvisninger til, hvordan læseren selv kan gøre det samme.

Hvad årsagen er til folkekirkens mangel på åndelighed eller spiritualitet, som nogle hellere vil sige, ved jeg ikke. Måske er nutidens teologers forståelse af, hvad tro er, blevet degraderet til ren mental eller intellektuel overbevisning og forståelse. Det er i al fald sådan, jeg hører det i folkekirken.

I min søgen efter at forstå, hvad tro er, har jeg hos mystikerne fundet en ganske anden forståelse. Den cypriotiske mystiker Daskalos siger, at tro er en fuldkommen transformation af personligheden, hvor mennesket forenes med Gud i Kristus. Johannes af Korset siger, at mennesket skal give slip på intellektuelle og personlige forestillinger for nå frem til troen, som er sammensmeltning med Kristus ikke som en mental overbevisning, men som en indre realitet.

Når jeg læser skriftsteder som Lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed(1. Joh. 1, 3) og For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt (Jak. 2, 26), så har jeg svært ved at forstå, hvordan nutidens teologer kan sige, at vore egne gerninger ikke er med til at bane vejen til Kristus.

Det er, som om al åndelighed er tørret ud i folkekirken, og ånd er degraderet til og erstattet af mentalisme og underholdning! Hvor ville jeg inderligt ønske, at der i folkekirken var plads til sådan nogle som os eller kvinden, som Iben Krogsdal omtaler, og mig! Hvor ville jeg ønske, at der ved en gudstjeneste var fokus på at tjene Gud og dele vore tanker, forståelser og oplevelser af det guddommelige med hinanden uden at alt skal fortolkes i snævre, folkekirkelige, dogmatiske forestillinger!