Folkekirkens arbejdsmiljø i problemer: Snak og rådgivning er ikke nok

I folkekirken er der simpelthen ikke rimelige vilkår for ansatte og ikke gode forhold for evangeliets forkyndelse. Vi må have modet til at reagere på, at strukturen står i vejen for at finde løsninger på problemet, skriver sognepræst Morten Skrubbeltrang

Folkekirken er tidligere beskrevet som et velordnet anarki. Og selvom det måske nok er gået indtil nu, så bliver det ikke ved med at gå på den måde.
Folkekirken er tidligere beskrevet som et velordnet anarki. Og selvom det måske nok er gået indtil nu, så bliver det ikke ved med at gå på den måde. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Det er godt at se, at folkekirkens arbejdsmiljø nu igen tages frem, men spørgsmålet er, om vi har modet til for alvor at gøre noget ved det.

Der er ingen tvivl om, at der er alt for mange helt uhyrlige sager, hvor et dårligt arbejdsmiljø har omfattende konsekvenser for dem, der er involveret. Og der er heller ingen tvivl om, at der nok ikke kommer færre sager, før der for alvor gøres noget ved problemet. Men man kan frygte, at der – som så meget andet i folkekirken – alligevel ikke rigtig kommer til at ske noget, der for alvor forbedrer forholdene.

Folkekirken er tidligere beskrevet som et velordnet anarki. Og selvom det måske nok er gået indtil nu, så bliver det ikke ved med at gå på den måde. Derfor er det heller ikke nok, hvis man tror, at samtale om problemerne og Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er nok til at løse de grundlæggende problemer, der er med arbejdsmiljøet i folkekirken.

Der skal mere til, og man skal turde se på strukturen i folkekirken. For grundlæggende er det den nuværende struktur med uklar ledelse, der er årsag til langt størstedelen af problemerne. En struktur, hvor mange sogne er så små, at det er en frivillig kontaktperson, der ikke er til stede i hverdagen, der har personaleledelsen for størstedelen af personalet i kirken. Og en struktur, hvor provsten også er fjernleder og ikke har nogen reel ledelsesmagt, hvis konflikten omhandler en præst og øvrigt personale.

Selvom nogle vil mene, at eftersom det har fungeret indtil nu, er der ingen grund til rigtig at ændre noget, så bliver det ikke ved med at kunne fungere. Der er simpelthen ikke rimelige vilkår for ansatte og ikke gode forhold for evangeliets forkyndelse.

Folkekirken står også over for den helt store udfordring, at unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet, forlanger ledelse. De unge er enormt dygtige og arbejdsomme, men i modsætning til tidligere kræver de langt mere ledelse og sparring. De er vokset op i et skole- og uddannelsessystem, hvor der arbejdes sammen og sparres om opgaven. Alt sammen noget, der kræver ledelse for at kunne fungere. De unge skal nok finde sig job uden for folkekirken og klare sig, men spørgsmålet er, om folkekirken også klarer sig?

Centralisering er ikke løsningen på alt. Men en så decentral struktur, som folkekirken har, er bestemt heller ikke altid sagen. Derfor må vi have modet til at reagere på, at strukturen står i vejen for at finde løsninger på problemet, for snak og rådgivning løser ikke de grundlæggende udfordringer.

Morten Skrubbeltrang, sognepræst i Hasle og tidligere generalsekretær i FDF.