I FORÅRET 2013 blev det retligt stadfæstet, hvilket menighedsbegreb folkekirken opererer med. Det skete, da Østre Landsret afsagde dom i en i offentligheden omtalt paragraf 43-sag, hvor en præst fik rettens ord for, at hun var blevet uberettiget afskediget.
I sagen indgik et væsentligt spørgsmål om definitionen af begrebet menighed.
Præsten hævdede, at menigheden kun omfattede sognebørn i snæver forstand, det vil sige de medlemmer af menigheden, som har bopæl i sognet (paragraf 5 i medlemskabsloven), mens Kirkeministeriet mente, at menighed betyder ”de medlemmer af folkekirken, institutioner, myndigheder og samarbejdspartnere i pastoratet, som præsten har en pastoral forpligtelse over for, herunder også menighedsrådet”.
Da landsretten tilsluttede sig den udvidede definition, er det den, der gælder i dag.
I sagen om betjeningen af to vestjyske plejehjem ejet af Luthersk Mission har Ribe-bispen Elof Westergaard annulleret en mangeårig turnusordning, hvorefter plejehjemsgudstjenesterne udelukkende er blevet varetaget af de mandlige præster i Skjern Provsti, da plejehjemsbestyrelserne ikke anerkender kvindelige præster, men omvendt ikke har hindret kvindelige præster i at udøve sjælesorg med videre blandt beboerne.
Biskoppen har begrundet sin afgørelse med, at ordningen er i strid med ligestillingsloven.
I stedet skal plejehjemmene selv finde mandlige præster til afholdelse af gudstjenester, og de præster, som medvirker, udfører ikke tjenstligt arbejde under den såkaldte rådighedsordning, men fritidsarbejde uden at få dækket en eneste krone til kørsel.
Biskop Westergaard har overset, at folkekirken har en gejstlig betjeningspligt over for de to institutioner, uanset at de teknisk set er privatejede. Det udvidede menighedsbegreb skelner ikke mellem private og offentlige institutioner, men fokuserer på institutionen som en del af den pastorale forpligtelse.
Det betyder, at betjeningspligten i den aktuelle sag både omfatter plejehjemmenes beboere og bestyrelser med teologisk-kirkeligt begrundede ønsker om fortsat at blive betjent af mandlige præster til gudstjenester.
Biskoppen svigter folkekirkens betjeningspligt og -ansvar ved at privatisere betjeningen af de to plejehjem, sådan som han forklarede til Kristeligt Dagblad den 15. maj: ”Der er tale om private plejehjem, og der må de nu selv få fat i de præster, de vil bruge.”
Biskoppen vil ikke have noget embedsansvar for, at plejehjemmene kan finde velvillige præster, der skal arbejde privat iført præstekjole og dermed uden at være underlagt gejstligt tilsyn. Derimod er biskoppen optaget af, at ”det enkelte medlem af folkekirken kan få en gejstlig betjening, uanset hvilket køn præsten har”.
Hvad angår den enkelte plejehjemsbeboer, har den hidtidige turnusordning ikke afskåret kvindelige præster fra at udføre en sådan betjening, som ifølge biskoppen ikke er privat arbejde.
Retsteologisk betragtet har biskoppen gjort knæfald for en ligestillingslov, som vel at mærke ikke udelukker forskelsbehandling af det ene køn, hvis dette er begrundet i et legitimt formål.
Det legitime formål i denne sag er folkekirkens betjeningspligt over for to plejehjem med en luthersk-missionsk profil varetaget af bestyrelserne og kendt af beboerne.
Med det udvidede menighedsbegreb kan biskoppen under påberåbelse af ligestillingsloven ikke varetage folkekirkens betjeningspligt ved at tilgodese beboernes individuelle behov, men fralægge sig ansvaret for indfrielse af bestyrelsernes berettigede ønske om kollektiv betjening.
Kristine Garde er retsteolog og ph.d.