SOLEN STÅR HØJT over Allinge. Christiansborgpolitikere, meningsdannere og journalister i rå mængder er fløjet eller sejlet ind til klippeøen i Østersøen sammen med Humanistisk Samfund, nogle småforurettede kvinder fra Kvinfo, de regnbuefarvede Copenhagen Pride, DGI-folk i lækkert træningstøj, menneskerettighederne og alle de andre.
Kaffevogne fra fastlandet, konsulentfirmaer og nogle private erhvervsdrivende, der gerne vil have et eller andet med folkelighed og politik at gøre. Og så folket. Dem er der mange af i år.
Og folkekirken er der minsandten også. Et stort, fint, hvidt telt, lilla banner med folkekirkens logo i hjørnet på Cirkuspladsen. Den placering har kostet Hr. og Fru Danmark nogle års kirkeskat. Men pyt, pengene er jo givet godt ud, for der er dækket op til en udvidet sogneeftermiddag for pensionister. Borde-bænke-arrangementer er linet op i halv skygge og halv sol, så man kan kravle i skyggen og pleje sine rosétømmermænd, medmindre pladsen altså er optaget af de friske over 80, der dårligt tåler den bagende sol. Lilla orkidéer på bordene matcher logoets lilla kirkefarve.
Intet overladt til tilfældighederne. Løjerne strækker sig nemlig over hele tre dage klokken 12-13 inklusive. I folkekirkens telt sover de nemlig længe – gudstjenesten er jo stærkt overdrevet. Det må andre tage sig af (!). Men der er termokirkekaffe på kande – alt det, du kan drikke. Ølhanen er nemlig gemt af vejen i et hjørne bag kaffemaskinen under en T-shirt.
BALLET BLEV ÅBNET af biskop Peter Skov-Jakobsen, kirkeminister Mette Bock (LA) og en eller anden standupkomiker, ”der vil tage gas på folkekirken”. Gudfaderbevares! Nej, for vi er nemlig slet ikke bange for, at nogen skal gøre grin med os. Men altså: Der skal trods alt være en eller anden form for indhold at gøre grin med. Biskoppen leverede det ikke. Mette Bock derimod sagde meget fint, at ”folkekirken er et levende fællesskab båret af folket”.
Og folket var på folkemøde – også dem, der ikke slider lakken af kirkebænkene. Ateisten, der stadig er medlem og kommer juleaften. De unge familier, der kun kommer til spaghettigudstjenester, og dem, der aldrig kommer, men har en længsel, en nysgerrighed efter, hvad det betyder, det der kristendom. Måske har de færten af, at det faktisk betyder noget, at der er noget på spil, at de selv er på spil. Folket var der faktisk i Allinge – alle dem, folkekirken så gerne vil møde i såkaldt øjenhøjde. Og hvad sker der så? Ja, de taber det hele på gulvet. Selvfølgelig.
For når nogen vil repræsentere folkekirken, skal de repræsentere det levende fællesskab båret af folket, som Mette Bock sagde. Det vil sige folkekirkens rummelighed, ja, mangfoldighed. Hele baduljen fra de lutherskmissionske og (katolsk-) tidehvervske, til grundtvigianerne og de langhårede venligbo-kristne på venstrefløjen burde blive inviteret indenfor i det hvide telt. Men sjovt nok har de, der repræsenterer folkekirken, altid en bestemt retning. Eller rettere: ingen retning.
Når man vil repræsentere alt selv, må man nødvendigvis være indholdstom. Og det levede folkekirkens (præste-)stand på Folkemødet fint op til. Mens Søren Pind (V) og Bertel Haarder (V) synger højskolesange og drikker kolde fadøl med folket i Venstres Have, Kristeligt Dagblad holder kirkepolitisk topmøde, og alt det vigtigste i samfundet er til debat, holder folkekirken det ene søvnige arrangement efter det andet. Eneste debat med lidt krudt i – ”Er religion farlig?” – forblev tæmmelig ufarlig, fordi paneldeltagerne en hel time dansede omkring den varme grød, islam.
Ellers stod programmet på ”Folkekirken til serviceeftersyn”, tre dages soft talk om folkekirkens styrker og svagheder anno 2017 med blandt andre (bare for en gangs skyld) Lars Kolind. ”Hvordan fungerer familien?”. Samtalesalon og workshop om ”95 nye teser”. Samtale om ”Velfærdsstaten”, samtale om ”Gode gerninger, gode mennesker”.
Og endelig en samtale om ”Danmark i verden – Fadervor, fastelavn og frikadeller” med de på én gang joviale og glinsende selvgode DSUK-folk, der strutter af politisk korrekthed, mens de bekræfter hinanden i, at en udlandspræst ikke må være for fin til at grille pølser. Og på baggrund af sin store erfaring fra udlandet beriger sømandspræst Kim Jacobsen os med en snedig metode til folkekirkens fremtidige overlevelse: ”Vi skal give folk en undskyldning for at komme i kirke.” Ved Gud, det sagde han. I ramme alvor. Man er tilbøjelig til at give ham ret.
Hvis ikke folk har andet kendskab til kirken og kristendommen end de tandløse samtaler over blødt brød på folkemøde, hvor Asser Skude valser tværs gennem Allinge i fuldt ornat, mens han råber et eller andet uforståeligt om systemet i en blå megafon – ja, så skal undskyldningen være helt usædvanlig god. For hvad kommer det folks liv med alt det, livet er, ved? Intet.
Folkekirken havde en gylden mulighed for at sætte sig selv på bornholmerkortet og folkemødeprogrammet, men hvad blev der af debatten med ateisterne? Og Humanistisk Samfund? Hvor var debatten om vielser af homoseksuelle? Skal stat og kirke adskilles – hvorfor/ hvorfor ikke? Hvad er det evige liv? Hvad med aktiv dødshjælp? Og hvad blev der af Luther, ham den lille tykke tyske mand, der har jubilæum? Og hvorfor blev muslimerne ikke inviteret indenfor – eller de kristne konvertitter? Er der egentlig forskel på islam og kristendom?
Og hvad laver i øvrigt en præst i krig? Alt sammen temaer, der ville skabe debat, rygende uenighed og give næring til den frie tanke. Men det kræver mod til at vise, at der ikke er indbyrdes enighed blandt præster eller i det hele taget i folkekirken. Præsterne afspejler faktisk det mangfoldige folk, der bærer folkekirken. Den rummelige folkekirke er ligesom til at overse.
”Sig ej i fred-lér forme,” skriver Grundtvig i en af sine højskolesange. Men i folkekirkens telt blev leret ikke formet, meninger ikke brudt og påstande ikke sagt imod. Der var dødsens kedeligt, der var ”gravens stille ro”, som Grundtvig skriver er konsekvensen af ikke at turde vælge livets storme og strides om det, der er allervigtigst. Men i folkekirkens biks på Cirkuspladsen, hvor segmentet med folk over 65 år stimlede sammen, var det vigtigste åbenbart, at vi er nogenlunde enige. Ikke nødvendigvis om noget særligt, bare enige. Og dermed overflødige og ligegyldige.
”Det lyder som folkekirken,” udbrød en god ven og journalist forleden, da jeg refererede slagets gang i folkekirketeltet. Og det er han nok ikke den eneste, der siger. Desværre.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.