I Randers, hvor jeg bor, har indtil flere sogne projekter om tilbygning til sognegårde eller kirker med nye, rummelige kontorfaciliteter. En hurtig googling afslører, at det åbenbart også er tilfældet andre steder i landet: funklende nye lokaler med kontorer, der ligner noget fra direktionsgangen i en stor erhvervsvirksomhed.
Som almindelig kirkegænger spørger jeg mig selv: Hvorfor har kirkerne pludselig brug for så mange kontorer? Hvad skal en organist med sit eget kontor, når størstedelen af hans/hendes arbejdstid må formodes at foregå ved orgelet og med kirkens forskellige kor? Hvad skal en kirketjener med et kontor, når han/hun hovedsageligt løser praktiske opgaver som for eksempel rengøring? Hvad skal en sognehjælper med sit eget kontor, når han/hun sandsynligvis bruger mest tid på at undervise børn og unge eller besøge ældre? Og hvorfor skal det være rummelige enmandskontorer med designermøbler?
Når man som jeg tidligere har arbejdet på en kontor-arbejdsplads med mange mennesker stuvet sammen hele arbejdsdagen i store fælleskontorer, så virker kirkens forbrug af kvadratmeter som ekstravagant. Især når kontorerne ikke kan undgå at stå tomme en pæn del af tiden.
Folkekirken bør huske på, at den er en medlemsorganisation, og at de penge, der bruges på arkitekttegnede kontordomiciler, kommer fra medlemmerne. Godt nok er cirka 78 procent af befolkningen stadig medlemmer, men det er et tal, der er faldende. Det kommer til at gøre ondt på kirken, den dag hvor medlemstallet er så langt nede, at det kan mærkes på kirkeskatten. I de tilsvarende kirker i Tyskland og Storbritannien er medlemstallet lavere end her, og kirkerne kæmper med økonomien og må skære ned på ansatte og bygninger.
Men i Danmark bygger man laderne større og bruger pengene på noget, der ikke hører til kirkens kerneopgaver.
Anette Broberg Knudsen, forfatter og oversætter, Ivarsminde 14, Randers SØ