Folkekirkens ualvorlige tæskehold

FOLKEKIRKEN: Man kan undre sig over, at Svend Bjerg og Palle Steffensen vil smide højrefløjspræster ud af folkekirken, når deres egentlige anliggende er at få lukket folkekirken og få dens uduelige levebrødspræster fyret

SÅ HAR DEN STÆRKT polemiske duo bestående af universitetslektor, dr.theol. Svend Bjerg og pastor emeritus Palle Steffensen været på banen igen med endnu en negativ vinklet pep-talk. Denne gang tilsyneladende i et noget mere afgrænset anliggende.

Med deres kronik Folkekirkens spøgelsesbilister langer Bjerg og Steffensen ud mod folkekirkens højrefløjspræster og deres på alle måder kønsdiskriminerende og dermed evangeliekompromitterende embedssyn.

Enig! Kan man ikke lide lugten i eget bageri, bør man redeligt prøve at se sig om efter et andet. Det er vi nogle, der med baggrund i frikirkelige miljøer ud fra helt andre spørgsmål allerede har gjort for længst og med megen glæde og taknemmelighed fundet os til rette i vor evangelisk-luthersk danske folkekirke.

Også selv når man ser bort fra konvertitters første begejstring over at have nået frem til et nyt og mere meningsfuldt kirkeligt ståsted, end det, man af samvittighedsmæssige og teologiske grunde i sin tid måtte tage afsked med.

MEN HVORFOR ER den ellers relevante kritik mod kirkens højrefløj alligevel i dette tilfælde fejlanbragt og følgelig får et noget ualvorligt og inkonsekvent skær over sig? Fordi tæskeholdet længe, og sidst i en helsides artikel i Weekendavisen, ikke blot vil af med en del af folkekirken, men vist nok af med hele folkekirken og dens uduelige og pinagtige levebrødspræster. Tjenestemænd, der har solgt ud af det luthersk-teologiske arvesølv for at kunne gøre sig interessante, samtidig med at man bekvemt læner sig op ad sikker løn, tryg embedsbolig og god pension. Sådan tæsk, tæsk, tæsk!

Hvorfor lader tæskeholdet ikke højrefløjspræsterne stå i kronikken som endnu et argument for at nedlægge folkekirken, som man i forvejen længe har udråbt til at være en slags terminal patient? Er det ikke det, tæskeholdet vil, hvis det i det hele taget vil noget positivt: opløse folkekirken i suveræne fri(kirke)menigheder, så enhver efter teologisk anskuelse og bibelsyn kan gå hen og blive bekræftet i den eller hin hjemmestrikkede kirkeklub? Så hvorfor smide højrefløjspræster ud af folkekirken, hvis det er folkekirken som sådan, man vil have ud?

JEG TVIVLER PÅ, de ved, hvad de taler om. Gør det slet ikke indtryk, at mere end hundrede års frikirkeri stadigvæk ikke har formået at inddrage mere end cirka to procent af befolkningen? Er de mon bekendt med, at den fri

kirkelige og valgmenighedsprægede miniverden ifølge sit væsen har større tilbøjelighed til over det lange løb, med visse undtagelser, at lukke sig om sig selv?

Så langt, langt hellere udfordringerne med de åbne sognekirkerammer i vores rummelige og bevægelige folkekirkeordning, hvor folk kan komme og gå ligesom den variable og skiftende tilhørsskare i evangeliernes fortælleunivers.

Akademisk tæskehold eller ej: Hensynet til evangeliets friest mulige løb taler afgjort til støtte for, at vi beholder den folkekirkelige ordning med eventuelle justeringer så længe, der er politisk og folkeligt flertal for den.

Anders Eyvind Nielsen er dr.theol. og sognepræst i Ringe