Ugens debat: Folkelig kunstnerdrøm, skræmte teologistuderende og en romance mod alle odds

København drukner i for mange kulturelle tilbud, nye studerende på teologi skal på et ikke-uhyggeligt natløb og Pernille Rosenkrantz-Theils' (S) har fået en ny - og kontroversiel - kæreste. Læs op på ugens debat med Kristian Østergaard

Sceneinstruktør Katrine Wiedemann spørger i Information, om det danske kulturliv ikke lider under, at alle ”er publikum eller artister på deres livs scene. Med al den personlige udfoldelse, hvem har så brug for mere kunst, mere kultur”? –
Sceneinstruktør Katrine Wiedemann spørger i Information, om det danske kulturliv ikke lider under, at alle ”er publikum eller artister på deres livs scene. Med al den personlige udfoldelse, hvem har så brug for mere kunst, mere kultur”? – . Foto: Morten Germund/ Ritzau Scanpix.

FOR MEGET AF EN god ting kan være vidunderligt, mente skuespiller, sanger og forfatter Mae West (1892-1980). Gælder det også i kulturlivet? Det spørgsmål beskæftiger sceneinstruktør Katrine Wiedemann sig med i en kommentar i Information.

Fra sin udkigspost på en café i København bliver hun helt tummelumsk af alle de kulturelle tilbud, der lanceres:

”Der spilles rollespil på havnerundfartsbådene, og byens facader er fulde af reklamer for diverse koncerter, shows og udstillinger (…). Folket vil have mættet ånden eller i hvert fald more sig, og vi vil udtrykke os. Nogle gange virker sidstnævnte som det vigtigste; der spilles for tomme sæder, da udbuddet er for stort i forhold til efterspørgslen.”

Og Katrine Wiedemann spørger sig selv og læseren, om det danske kulturliv ikke lider under, at alle ”er publikum eller artister på deres livs scene. Med al den personlige udfoldelse, hvem har så brug for mere kunst, mere kultur”?

De omsiggribende kulturtilbud udspringer uden tvivl af, at mange kreative sjæle ikke øver ret megen selvkritik, og at det er blevet for nemt at udgive bøger, stille sig op som sanger eller sætte streger på et lærred:

”Vi må hver især gøre os den overvejelse, om det, vi laver, er værd at vise til andre, eller om man skal nøjes med at gøre det derhjemme.”

Informations chefredaktør Børge Outze (1912-1980) skrev i sin tid:

”I Danmark er der tre millioner, der kan skrive, og to millioner der slet ikke kan lade være.”

Følger man bogmarkedet, kan man godt få indtrykket af, at Børge Outzes sarkastiske bemærkning ikke har tabt i aktualitet, og at det har resulteret i, at for mange bøger jager for få læsere. Eller som redaktøren af Hvedekorn engang sukkende konstaterede, så ville dette organ være en guldrandet forretning, såfremt antallet af abonnenter matchede antallet af håbefulde poeter, der hver måned tilskikkede redaktøren deres digte til Hvedekorn.

Katrine Wiedemann ræsonnerer, at ”man kan skrive digte til skuffen, der ligger de fint, eller filme sig selv med et kamera, der så forhåbentligt brænder sammen, inden andre skal lide under at se optagelserne. Det skader aldrig med et blik udefra og at skamme sig lidt. Eller tvivle lidt på sin eksistensberettigelse”.

Studerende må ikke blive forskrækkede

I en klumme i Berlingske fortæller journalist og debattør Mikkel Andersson, at de nye teologistuderende på Københavns Universitet ifølge Uniavisen skal på natløb, men at en tutor kan forsikre om, at der er ”en klar regel om, at det ikke skulle være uhyggeligt eller ubehageligt”, for ”der er nogle, der ikke bryder sig om mørke eller om at blive forskrækket på den måde”. Man vil derfor ikke udsætte de teologistuderende for det, der bliver betitlet ”bøh-faktoren”.

Natløb for de nye teologistuderende må ikke blive uhyggeligt eller ubehageligt. Er det ønskværdigt, at folkekirken bliver bemandet med ængstelige personer? spørger debattør Mikkel Andersson. – Arkiv
Natløb for de nye teologistuderende må ikke blive uhyggeligt eller ubehageligt. Er det ønskværdigt, at folkekirken bliver bemandet med ængstelige personer? spørger debattør Mikkel Andersson. – Arkiv Foto: Martin Bubandt/Ritzau Scanpix

Det studser Mikkel Andersson over og spørger, om det vitterligt er ønskværdigt, at folkekirken bliver bemandet med personer, som bliver skræmte af fænomener, der var helt gængse på lejerskoleture for ikke længe siden. For hvad sker der så, når teologerne bliver kastet ud i sognedybet, hvor død og sorg er en ikke uvæsentlig del af præstebestillingen?

Som branchekyndig gennem mere end 20 år kan jeg garantere, at man som præst lærer tilværelsens natside grundigt at kende, og at skumgummiøkser og rød frugtsaft på et natløb er peanuts i sammenligning med det, præstegerningen indebærer.

Politiker med en kontroversiel kæreste

Heldigvis har man som præst dog også tit anledning til at repetere apostlen Paulus’ ord om, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Måske ordene også randt nogle af Ekstra Bladets læsere i hu, da bladet forleden kunne berette, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) kæreste hedder Lars Bernhard Jensen. Ikke blot er han direktør i Nordea, men for nogle år siden blev han endog meget velhavende takket være det kontroversielle aktieprogram i Nets.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er blevet kærester med Nordea-chef og tidligere chef i Nets Lars Bernhard Jensen. Det får Kristian Østergaard til at repetere Paulus’ ord om, at kærligheden tåler alt. –
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er blevet kærester med Nordea-chef og tidligere chef i Nets Lars Bernhard Jensen. Det får Kristian Østergaard til at repetere Paulus’ ord om, at kærligheden tåler alt. – Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/ Ritzau Scanpix

Rosenkrantz-Theil har tidligere raset over disse aktieoptioner, men i en sms til Ekstra Bladet giver hun indirekte apostlen ret i ordene fra Første Korintherbrev. For nok bliver Rosenkrantz-Theil aldrig enig politisk med sin kæreste, ”men derfor er han ret sød alligevel”.

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.