FOLKESKOLEN. FOLKEKIRKEN. Folketinget. Fortsæt selv listen. Fælles for en stor del af det danske samfunds bærende institutioner er, at de begynder med "folke". Blandt de senest tilkomne er Folkemødet, som finder sted på Bornholm i disse dage, og som har Folketingets nestor og folkelighedens mangeårige fortaler Bertel Haarder (V) blandt idémagerne.
På en lunefuld juni-sommerdag har han midt i Molslinjens menneskemylder ladet sig overtale til at indkredse, hvad dansk folkelighed anno 2017 egentlig handler om. Hvordan den kommer til udtryk, og hvor kampen om det folkelige står i dag.
Han er på vej til åbningen af en P.C. Skovgaard-udstilling i Viborg og vil, inden dagen er omme, have været en tur omkring Flensborg, inden dagen slutter med et foredrag i Odsherred. Sådan har det ofte været, siden han begyndte sin politiske karriere for fem årtier siden. Så den der med, at politikere forskanser sig bag Christiansborgs tykke mure, føler han sig ikke synderligt truffet af.
Og uanset, hvor i landet han befinder sig, slår det ham, hvordan et fællestræk bliver stadigt mere tydeligt i disse år: behovet for autentiske oplevelser, ønsket om at møde det ægte. Mennesker af kød og blod, levende musik, foredrag, fællessang, festivaler.
”Du ser det også med Folkemødet, som i dag er 10 gange større end det første. Folk kommer fra alle ender af landet, fordi de vil opleve den ægte vare. Folk vil ikke lade sig nøje med mediernes fremstilling af politikerne eller digitale adspredelser. Der er en søgen efter det autentiske,” siger Bertel Haarder.
SÅ VIDT ER FORTÆLLINGEN om folkeligheden positiv og opbyggelig. Nærmest som en vækkelse, i hvert fald en besindelse. Men både her i landet og internationalt er det et andet ord for folkelighed, som præger debatten. Nemlig populisme. Det gælder den tilspidsede kamp om at tale på folkets vegne, som af mange opfattes som en trussel mod Vestens frie samfund. Fra Donald Trumps ”America first” til Marine Le Pens slogan ”Au Nom de Peuple” og tyske Pegidas ”Wir sind das Volk”. Folket er blevet en kampplads, hvor antiestablishment-bevægelser over hele den vestlige verden finder sin legitimitet. For Haarder hænger den udvikling tæt sammen med, at mange borgeres gruppetilhørsforhold er blevet svækket.
”Folk lader sig ikke lede på samme måde som før. Hvor man tidligere har haft forbilleder, i fagforeninger, politik og lokalt i civilsamfundets organisationer, tænker folk i dag meget mere uhildet af interesser, partier og tradition. Det er godt på visse måder, men bagsiden er, at folk er meget påvirkelige for agitation af forskellig art. Propaganda har fået gode vilkår. Og på de sociale medier lever man i vidt omfang i et rum uden modsigelse. At det offentlige rum, hvor påstande bliver efterprøvet og imødegået, er blevet svækket til fordel for ekkokamre, hvor vi hører dem, vi er enige med, blive udnyttet af folk som Putin og Trump.”
Når danskerne alligevel ifølge Haarder er godt rustet til tidens politiske omvæltninger, skyldes det ikke mindst, at vi gennem de seneste årtiers værdikamp gradvist har etableret en øget bevidsthed om betydningen af en national identitet i en verden i opbrud.
”Globaliseringen og udviskningen af alle former for grænser skaber et behov for at føle sig hjemme et sted. Det nationale, som vi troede var forældet, bliver nu stærkere og stærkere, og det er en udvikling, som EU bliver nødt til at tage hensyn til. EU skal være fædrelandenes støtte og ikke fædrelandenes dommer og revser. Ellers går det galt,” mener Haarder.
Af samme grund hører han heller ikke til den del af det liberale Danmark, der ser danskhedsdebatten som indelukket, hyggenationalt dansk rygklapperi, der står i vejen for vores evne til at omfavne den moderne verden.
”Nationalisme er altid et problem, hvis den opdeler mennesker i os og dem og bliver aggressiv og fordummende. Nogle populister lever højt på at finde syndebukke og give andre skylden, hvad end det er EU eller flygtninge. Men det nationale forstået som kærlighed til fædrelandet, vil jeg påstå er en meget vigtig værdi, som vi skal værne om, og som der kan komme rigtig meget godt ud af. Når P.C. Skovgaard blev en af dansk guldalders store kunstnere, var det jo ikke mindst, fordi han tog afsæt i Grundtvigs ord om at: ’Kærlighed til fædrelandet er den sande odelsret’. Det var ikke en aggressiv nationalisme, men netop en insisteren på kærligheden til fædrelandet. Der kommer ingen guldalder af at leve i et drivhus. Men folk, som kommer her til landet, skal mødes af en dansk bevidsthed og ambition om at omsætte det udenlandske til noget dansk.”
Dermed peger Haarder lige ind i disse års væsentligste brudflade i debatten om danskhed og national identitet: mødet mellem nye danskere og såkaldte gammeldanskere.
”Det er uden sammenligning den største kulturelle udfordring siden 1800- tallet. Og når jeg tog initiativ til Danmarkskanonen, skyldes det først og fremmest behovet for, at vi møder omverdenen og dem, der kommer her til landet, med en større kulturel tydelighed. Det er en dansk svaghed, at der er så meget, som er indforstået.”
MENS NOGLE VIL HÆVDE, at al den snak om danskhed, danske værdier og Danmarkskanon snarere virker ekskluderende end inkluderende over for nydanskere, ser Haarder anderledes på det.
”I kanonprojektet lagde jeg netop vægt på at inddrage personer med indvandrerbaggrund, og folk som Rushy Rashid og Paula Larrain gjorde tydeligt opmærksom på, at vi skal være mere kulturelt og værdimæssigt tydelige, også over for indvandrere. Det handler om at understrege vigtigheden af nogle værdier som ligestilling, tillidskultur, foreningsliv og så videre Det er for mig at se inkluderende værdimæssigt.”
Når Tysklands kansler Merkel derfor taler om, at alle, der bor i Tyskland, er en del af det tyske folk, er det for Haarder en for vag definition. Så hellere det fokus på en Leitkultur, som andre CDU- politikere lægger vægt på. Også selvom det ifølge Haarder er et dårligt ord. Især på tysk. Men alene at have Grundloven, forfatningen og tilslutningen til demokratiet som fundament for et folkeligt fællesskab er ifølge Bertel Haarder ikke nok.
”I dag tør vi nu sige, at Danmark er et gammelt kristent land, hvorfor det også er vigtigt, at indvandrere får kristendomskundskab, som muslimer heller ikke har noget imod. Derfor er det ikke ekskluderende, at vi bliver mere værdimæssigt tydelige, tværtimod. At Grundloven er et vigtigt fundament og går forud for Koranen og andre ting. Men det er ikke nok. Grundtvig skelnede mellem den kristne anskuelse og den kristne tro, og den kristne anskuelse er det kulturelle, som er fælles for kristne og ikke-kristne.
MENS HAARDER NÆRMER SIG hovedlandet på vejen mod Viborg, er der netop tid til at berøre et andet centralt aspekt af debatten om folkelighed og sammenhængskraft, som altid dukker op under Folkemødet, nemlig modsætningen mellem folk og elite, eller mellem land og by, som det ofte fremstilles.
Haarder bestrider ikke, at der er reelle spændinger, som følger af den bevægelse fra land til by, der har fundet sted i mere end 100 år, og som hænger tæt sammen med, at landbruget i dag bliver varetaget af en eller to procent af befolkningen, og de unge i stedet søger mod byen. Men selv som indfødt sønderjyde finder han ikke desto mindre mest anledning til at lange ud efter ”jyderiet”.
”Begrebet har jeg fra H.P. Clausen, der i sin tid som generalkonsul i Flensborg advarede mod ’sønderjyderiet’ og opfordrede dem til at holde op med at opføre sig som ofre. Der er for meget offermentalitet i debatten om udkant, folk og elite. Alt virker til at være københavnernes skyld, men det er simpelthen noget ’jyderi’. De virkelige udkanter findes jo heller ikke først og fremmest i Jylland, men på Lolland-Falster, Langeland og andre steder. I Jylland, både i øst og vest, går det jo godt mange steder. Derfor skal jyderne snarere være selvbevidste og optimistiske i stedet for at gøre sig til ofre for nogle grimme mennesker i København.”