DUF-formand: Folkemødet kan genoplive den demokratiske samtale

DUF’s stifter Hal Koch sagde tilbage i 1940’erne, at demokrati er en livsform, som enhver generation må tilegne sig. Her spiller nyere initiativer som eksempelvis Folkemødet på Bornholm en vigtig rolle, mener Kasper Sand Kjær, der er formand for  DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

"Jeg ville ønske, at alle danskere kunne opleve at være på folkemøde. At vi som borgere alle fik mulighed for at møde hinanden og vores folkevalgte under mere uformelle rammer og have meningsfulde samtaler og debatter om, hvor vores samfund skal hen," skriver Kasper Sand Kjær. Billedet er fra sidste års folkemøde på Bornholm.
"Jeg ville ønske, at alle danskere kunne opleve at være på folkemøde. At vi som borgere alle fik mulighed for at møde hinanden og vores folkevalgte under mere uformelle rammer og have meningsfulde samtaler og debatter om, hvor vores samfund skal hen," skriver Kasper Sand Kjær. Billedet er fra sidste års folkemøde på Bornholm.

I dag begynder årets folkemøde på Bornholm, og jeg glæder mig til fire dage med politik, samfund og demokrati, til gode debatter og spændende samtaler og til at blive klogere på de andre. For det har vi brug for.

Til daglig oplever jeg desværre en debatkultur, hvor der i stigende grad er fokus på konflikter og personsager. Hvor vi overlader for meget af den politiske debat til journalister, meningsdannere og eksperter, og hvor konkurrencen om annoncekroner, læser- og seertal ofte trænger de politiske visioner i baggrunden til fordel for magtspil og personsager.

På de sociale medier har den demokratiske samtale og politiske debat særligt trange kår. I jagten på likes og klik skruer vi op for retorikken og lader dårligdomme og anklager flyde ud gennem tastaturet. Mange unge melder sig helt ud af politiske debatter på nettet, fordi tonen er for hård.

I landet, hvor vi bryster os af høj sammenhængskraft og stor tillid på tværs af befolkningsgrupper, frygter jeg, at vi er ved at glide fra hinanden hjemme bag hver vores skærm.

Så der er mere end nogensinde brug for, at vi genopliver vores samtale med hinanden og erstatter konflikt med dialog og angreb med respekt for forskellighed og uenighed. At vi indstiller skyttegravskrigene på de sociale medier og i stedet lader meningsudvekslingen finde sted i en ordentlig tone og i det direkte møde mellem mennesker.

DUF’s stifter, Hal Koch, sagde tilbage i 1940’erne, at demokrati er en livsform, som enhver generation må tilegne sig. Demokratiet er ikke et naturgivent og uforanderligt fundament under vores samfund, men derimod noget vi hele tiden må udfordre, udforske og udvikle. Og her spiller nyere initiativer som eksempelvis Folkemødet en vigtig rolle.

For når tusindvis af mennesker i de kommende dage valfarter til Bornholm, er det langt fra lobbyister, journalister og politikere det hele. Allinges gader fyldes også af helt almindelige danskere, der vil diskutere og påvirke samfundet. Folkemødets enorme succes sender et klart signal om, at der er potentiale for lignende lokale tiltag i resten af landet.

Jeg ville ønske, at alle danskere kunne opleve at være på folkemøde. At vi som borgere alle fik mulighed for at møde hinanden og vores folkevalgte under mere uformelle rammer og have meningsfulde samtaler og debatter om, hvor vores samfund skal hen.

Folkemødet på Bornholm er for alle, men alle kan ikke være der. Derfor arbejder vi i DUF målrettet på at udbrede folkemødeidéen lokalt rundt omkring i Danmark.

Vi vil skabe lokale folkemøder, hvor vi med udgangspunkt i værdierne bag Folkemødet på Bornholm kan udvikle nye måder at mødes og tale sammen lokalt på, og hvor vi på tværs af partier, foreninger, værdier og andre skel, kan diskutere og drømme om, hvordan fremtidens Danmark og vores lokalområde skal se ud.

Hal Koch stillede i 1945 et stort spørgsmål med sin bog ”Hvad er demokrati?”. Det korte svar er, at demokrati først og fremmest er samtale.

Demokrati handler grundlæggende om at turde mene noget, om at ville noget med det samfund, man er del af, og om at hylde nysgerrigheden for det og dem, man er uenig med.

Vi har alle sammen et ansvar for at bidrage til den samtale. Politikerne har et ansvar for at være i dialog med alle os andre. Medierne har et ansvar for at sikre, at debatten er levende og fokuseret på indhold frem for form.

Som borgere har vi et ansvar for at holde demokratiet – og ikke mindst samtalen – i live ved at tage aktivt del i den. For eksempel til et fremtidigt folkemøde i vores lokalområde eller på Bornholm i denne weekend.

Kasper Sand Kjær er formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd