Prøv avisen
Debat

Udtrykket ”forfølgelse” er et skønmaleri af folkemordet i Armenien

Danske politikere har i årevis brugt det argument, at folkemordet ikke har noget med politik at gøre, men bør overlades til historikerne. Dette kunne der være fornuft i at sige, hvis ingen historiker endnu havde udforsket sagen. Men historikerne har for længst gjort deres arbejde! skriver sognepræst. Her en tyrkisk demonstration. Foto: ADEM ALTAN/AFP

Første Verdenskrig gav læ til, at det daværende tyrkiske regime kunne tyrkificere befolkningen og udrense og udplyndre grækere og armeniere. I dag giver krigen i Mellemøsten læ til, at det nuværende regime kan islamisere befolkningen, stramme grebet om kurderne og fortsætte fornægtelsen af folkemordet, skriver sognepræst

JEG VRIDER MIG STADIG ved erindringen, selvom det ligger nogle år tilbage. Den danske ambassadør kom på besøg. Jeg skulle ledsage ham til en audiens hos den armenske kirkes leder, Karekin II. Han er den armenske nations overhoved og har samme status som dronningen i Danmark. Vi blev budt velkommen med åbne arme og hjertelighed.

Så holdt ambassadøren sin tale. Diplomati er en højt forfinet kunstart, hvert ord vælges med omhu som i et digt. Han sagde: Vi kender det armenske folks historie og de forfølgelser, I har oplevet.

Karekin stivnede, da ordet ”forfølgelser” blev udtalt. Han så på diplomaten med udtryksløst ansigt og tav i flere sekunder for at lade ham mærke vægten af det, han lige havde sagt. Så smilede han et lille, venligt smil og sagde: Vi føler en dyb forbundethed med det danske folk. Alle armeniere kender de to tapre danske missionærer, Karen Jeppe og Maria Jakobsen, som hjalp os under folkemordet.

Jeg kan ikke huske, hvad den danske diplomat replicerede. Kun at han havde svært ved at få greb om situationen igen. Han måtte lede efter ordene.

Udtrykket ”forfølgelse” er et skønmaleri. At omtale massakren på 1,5 millioner armeniere som ”forfølgelse” er diplomatisk poesi.

AMBASSADØREN KAN IKKE klandres. Han var en loyal repræsentant for den danske regering, hvis politik over for Tyrkiet baserer sig på to kyniske kalkuler.

1) Vesten har brug for militærbaser i Tyrkiet, så vi kan værge os imod Islamisk Stat. Altså: For at bekæmpe ét morderisk regime må vi dække over et andet regimes folkemord.

2) Europa har brug for Tyrkiet til at håndtere migrantstrømmen. Altså: For at kunne tale med Tyrkiet om de flygtninge, der ankommer, må vi tie om dem, et tyrkisk regime selv fordrev.

Denne politik fører til, at historien gentager sig selv. Første Verdenskrig gav læ til, at det daværende tyrkiske regime kunne tyrkificere befolkningen og udrense og udplyndre grækere og armeniere. I dag giver krigen i Mellemøsten læ til, at det nuværende regime kan islamisere befolkningen, stramme grebet om kurderne og fortsætte fornægtelsen af folkemordet.

For de tyske politikere blev det for nylig for meget. De vil ikke lade denne inhumane historie fortsætte. Forbundsdagen anerkendte fakta. De har fået nok af poesi.

Efter besøget hos den armenske kirkeleder inviterede jeg ambassadøren hjem på en kop kaffe. Det kunne han nok have brug for.

Vi stod lidt på trappen foran mit hus. Herfra kan man se otte nabohuse. Jeg pegede diskret og fortalte diplomaten, at seks af mine naboer har en slægtshistorie, som med få variationer lyder ens: ”Ja, vi stammer egentlig fra (…) (og så nævner de en egn i det nuværende Østtyrkiet), men min bedstefar måtte flygte som lille. Hans far blev dræbt. Jeg ved ikke, hvor mange søskende han havde, men det lykkedes altså hans mor at holde ham i live under flugten. Derfor er vi her i dag.”

Danske politikere har i årevis brugt det argument, at folkemordet ikke har noget med politik at gøre, men bør overlades til historikerne. Dette kunne der være fornuft i at sige, hvis ingen historiker endnu havde udforsket sagen. Men historikerne har for længst gjort deres arbejde! Se for eksempel Matthias Bjørnlunds bog ”Det armenske folkedrab”. Nu må politikerne gøre deres.

Politikerne kan ikke skubbe denne sag fra sig. Folkemordet er allerede – rent faktisk og i praksis – en del af dansk politik. Blot i negativ forstand. Nemlig som fornægtelse og poetisk skønmaleri.

Per Damgaard Pedersen er sognepræst og tidligere dansk præst i Armenien