Det er januar måned og tiden, hvor skoleelever på niende klassetrin valfarter til åbent hus-arrangementer på de mange ungdomsuddannelser sammen med deres forældre. 1. marts skal de nemlig søge ind på den ønskede uddannelse, og adgangsbilletten er den uddannelsesparatheds-vurdering, der faldt den 1. december og kunne revideres frem til den 15. januar.
Som lærer i folkeskolens ældste klasser mener jeg, at valget af en erhvervsuddannelse kan være lige så attraktivt som valget af en gymnasieuddannelse, fordi det er så afsindigt vigtigt, at både Anton, Nora og Ahmed oplever at tage et meningsfuldt og i samfundets øjne værdifuldt uddannelsesvalg.
I tråd med tidens tendens vil mine elever stort set alle i gymnasiet. Også Anton med et karaktergennemsnit på 2,3, Ahmed med 3,5 og et fravær på 28 procent og Nora, der har svært ved at koncentrere sig 15 minutter ad gangen om at læse en samfundsfaglig tekst om det økonomiske kredsløb.
De sidder med vredestårer i øjnene, når gymnasiedrømmen brister eller udsættes et år.
Det holder også rigtigt hårdt at få forklaret forældrene, at det ikke er en underkendelse af deres børns i øvrigt formidable evner til så meget andet end lige netop at passere gennem nøglehullet til det forjættede gymnasieland. Nora er kreativ og har bemærkelsesværdige evner for at tegne, Ahmed er et hit i den lokale cykelbutik, hvor han har eftermiddagsjob, og Anton er fuld af gode idéer og praktiske løsninger. Fælles for dem alle tre er, at karaktergennemsnittet er for lavt til gymnasiet.
Gymnasiereformen er landet med et krav om et karaktergennemsnit på 5 fra 2019. Adgangskravet har været heftigt omdiskuteret, hvilket vidner om, at gymnasiet mere end nogensinde sætter dagsordenen i spørgsmålet om valg af ungdomsuddannelse.
Vi står med en folkeskole, som ikke formår at spille bold med erhvervslivet, og en undervisning, der fortsat peger frem mod akademisk dannelse. Så når vi sidder til forældremøde i 8. og 9. klasse med Ahmed og hans håbefulde forældre og siger, at der er så mange andre veje end gymnasiet til et rigt og meningsfuldt liv, så klinger det hult.
Vi har brug for intet mindre end et paradigmeskifte, hvis vi skal sikre fremtidens behov for faglært arbejdskraft. Så kære tømrere og snedkere, butiksassistenter, og tandteknikere.
Jeg vil så gerne invitere jer til at komme og blive en del af folkeskolens alsidige dannelsesopgave.
Kom og præsenter jeres håndværksmæssige kunnen og lær mine elever at svinge hammeren, mens jeg prøver at lære dem at stave til mangfoldighed og ligeværd.
Gitte Riishuus Jensen er folkeskolelærer.