Prøv avisen
Debat

Folkeskolelærer: Mit lærerliv ligger i ruiner

Jeg oplever ikke tillid, fællesskab og omsorg på mit arbejde. Jeg mærker kun driftoptimering, akkreditering og teknokrati, skriver lærer Iben Benedikte Valentin Jensen. Billedet her er et arkivfoto.

Jeg står her som en smed, der har fået udleveret en revisors attachétaske. En forbyttet bagage. Og jeg kan endda ikke finde ud af, hvor rejsen går hen. Jeg er dømt til at være en forvirret turist i afgangshallen. Resten af mit arbejdsliv, skriver folkeskolelærer

JEG VILLE GERNE have skrevet noget morsomt. Sådan a la Bjarne Reuter og Ole Lund Kirkegaard. Med lidt Nynne og Bridget Jones oveni. Men jeg kan ikke. Har ikke humoren i mig længere.

Mit lærerliv ligger som i ruiner efter en tabt kulturkrig. Jævnet med jorden. Og pædagogikken er udrenset. Sendt til fjerne himmelstrøg. Hvor nogle kinesere på selvmordets rand forsøger at forstå ”konceptet”. Som de købte færdigpakket af en efterskole heroppe.

Jeg går hvileløst i murbrokkerne af de sønderskudte pædagogiske institutioner. Træder på knækkede tavler og knust kridt. Der var mit værktøj, mit håndværk. Dengang man sagde lærer, klassen, undervisning og indhold. Og ville have brækket tungen ved feedbackbaserede læringsarenaer og læringsmålstyring.

Jeg kender faktisk overhovedet ikke de begreber. Jeg er ikke uddannet i dem, for de er ikke didaktiske og pædagogiske. Engelske psykologer har måske opfundet dem eller amerikanske kliniske neurologer. Jeg ved det ikke. Det er ikke begreber fra mit fag. Jeg står her som en smed, der har fået udleveret en revisors attachétaske. En forbyttet bagage. Og jeg kan endda ikke finde ud af, hvor rejsen går hen. Jeg er dømt til at være en forvirret turist i afgangshallen. Resten af mit arbejdsliv.

Idéer til morgendagens undervisning om aftenen er erstattet af en handlingslammet stirren ud i luften. Mens uledsagede flygtningebørn ”ikke skal have pædagogik, men en fast hånd”. Jeg mærker mørket komme over mig. Silhuetten af mit fag, der forsvinder. Pædagogikken, der var en løs og en fast hånd. På en gang. Det var jo det svære. I praksis.

Forpligtetheden, begrænsningerne, mod- og medspillet, formaningerne, konfrontationerne, insisteringen – på både at frigøre og forpligte. Ikke for konsekvensens skyld. Men fordidu skal være en del af fællesskabet, blive borger, blive myndig, ansvarsfuld og ende som min kommende gode kollega, forældre, borger og nabo. Jeg har brug for dig. Vi har brug for dig.

MIT LAND LIGGER ØDE. Pædagoger og lærere udskiftes med frivillige, HK’ere, studerende, computerprogrammer, den nærmeste ledige. Og lærer- og pædagoguddannelsen akademiseres og styres abstrakt af psykologiske metoder og teorier.

Nu kommer læringskonsulenterne, der handelshøjskoleagtigt skal ”optimere de knappe ressourcer” i kommunen. Men pædagogik er en praksis, en kultur, et fællesskab, en menneskelig intelligent omsorg. Fordi næste generation både skal fastholdes og frisættes. Hverken psykologiseres eller optimeres.

Hvis man finder en humorist, finder man ofte en kristen. Skrev Kierkegaard. Det har jeg fra min seminarietid, hvor kristendomsundervisningen var en del af det at blive lærer. Er jeg så ikke kristen længere? Jeg føler ellers Gud så nær. Meget nær. Han er hos mig.

Men jeg kan ikke mærke menneskene længere. Jeg kan ikke mærke et ”vi”. Mærke vores kamp for et bedre samfund. Jeg oplever ikke tillid, fællesskab og omsorg på mit arbejde. Jeg mærker kun driftoptimering, akkreditering og teknokrati. For mit ”land” er gået under.

Jeg ville gerne have skrevet noget morsomt. Men jeg kan ikke. For jeg findes ikke mere.

Mit lærerliv er forsvundet. Som Atlantis.

Iben Benedikte Valentin Jensen er folkeskolelærer, cand.pæd., lektor og master i professionsvejledning

Iben Benedikte Valentin Jensen