Folket og eliten

Illustration: Søren

Illustration: Søren Mosdal

Trump er en fejltagelse. En sentimental og egoman fantast. Han vil aldrig kunne løse sine vælgeres problemer, og han vil i fire år være en permanent trussel mod vores civilisation.
Jens Smærup Sørensen

Jo, Trump er en fejltagelse. Vi kan så håbe på et nyvalg, og at politikere med brugbare idéer da har nået at slå ørerne ud. Og vil forstå. En fredelig vej ind i fremtiden er ufarbar uden folkets jævnlige korrektion af eliten, men den ender også uden det modsatte i en ødemark, skriver forfatter Jens Smærup Sørensen

AF OG TIL KAN MAN være villig til at agere lidt tungnem. Hvis altså det, man ikke kan få ind i sit hoved, er noget ufint – såsom at synes om Donald Trump. Jeg forstår det ikke, siger man så, og forventer nok, at tilståelsen af ringe evner bliver simultanoversat til et vidnesbyrd om et godt hjerte. Og sker det ikke, er det vel, fordi det banker betænkeligt valent i samtalepartnerens bryst.

Eller fordi hun betragter én som en hykler. Eller hun mener, at selv en måske delvis oprigtig naivitet er udtryk for en utilladeligt tilbagelænet attitude. For hvilken mindreværdig tilskyndelse kender enhver, der ikke har dopet sig i det sødeste selvbedrag, ikke fra sig selv og kan erkende som en del af vores alle sammens væsen og vilkår? Og til stadighed at skyde denne rædsomme viden fra sig under påskud af, at den – trods alt – i højere grad gælder visse end andre, det er vel at befri sig for medansvar og etisk åndsnærværelse.

Det kan endelig være, at hun bare, som nu jeg, finder det nyttigt at skelne ganske pedantisk mellem verber som forstå, anerkende, acceptere, forsvare og så videre. Især når vi vender blikket mod noget i udgangspunktet så hæderligt som at afgive sin stemme ved et folketings- eller præsidentvalg.

RESULTATET KAN IKKE desto mindre blive mødt med en mangel på forståelse, der lader ane, at fordømmelsen er vældigere, end der lige i farten findes ord for. Jeg erfarede det første gang for alvor, da flere hundrede tusinde begejstrede vælgere bar Glistrup og hans Fremskridtspartiet ind i Folketinget i 1973.

Jeg havde på det tidspunkt fået en smule kontakt med landets kulturelle og meningsdannende elite, og flere af dens medlemmer betroede mig, at de virkelig slet ikke fattede, hvad der skete og hvorfor. De lød nu heller ikke til at ville høre den forklaring, jeg kunne have forsynet dem med: Det var netop deres egen vanemæssige isolation fra den øvrige befolkning, der havde trængt dens ønsker og behov så dybt ned i tavshedens mørke, at kravet om at få dem på dagsordenen måtte bryde igennem som en eksplosion.

Når jeg bedre forstod det, var det takket være min talrige familie her og der og alle vegne i det nordjyske. Jeg havde lagt øre til landmænd, der, under et tiltagende økonomisk pres, rasede over, at de ikke længere måtte anlægge de nødvendige udbygninger eller grave deres gylletanke, hvor det praktisk set var rigtigst. Ligesom jeg havde lyttet til fiskere der, lige så trængte, forbandede de akademikere, der ved deres skriveborde fjernt fra havet bestemte, hvad fiskebestandene kunne bære, og hvad der nu med ét skulle være ulovligt.

Jeg forstod dem inderligt vel. Men jeg var ikke enig med dem. Med den voldsomt øgede trawlertonnage var det blevet nødvendigt at sætte grænser for fiskeriet af en række arter, og med en hidtil uhørt finansiel (omend lånebaseret) rækkevidde i det industrialiserede landbrug måtte det øvrige samfund søge kontrol med tilplastringen af nødtørftigt konstruerede haller og siloer i vores fælles landskab.

Jeg var indforstået med protesterne, men kunne langtfra dele troen på en Glistrup. De nødstedte skulle hjælpes ind i en ny tid – han bød dem på fortidsdrømme. For så vidt var de uforståendes forfærdelse på sin plads: Blændværket var værre end blot bedragerisk. Ethvert forsøg på at genskabe (selv nøgternt erindret) liv er ikke alene dødsens. Det er dødsens farligt.

MIDT I DET HELE kunne vi vel alle glæde os over at leve i et demokrati. Tanken om dét havde givetvis også styrket bøndernes og fiskernes hidtidige tålmod, og det fritog dem nu for som førhen at skulle ud og nedslagte og mordbrænde magthaverne for at gøre opmærksom på sig selv. Ligesom i dagens Danmark de arbejdere, der her må betale prisen for globaliseringen, stadig uden andet våben end stemmesedlen kan gøre sig håb om at blive hørt.

Alle kan vi da nu også, i hele verden, glæde os over demokratiet i USA, og at det amerikanske folk i al fredsommelighed har kunnet vælge en Trump til deres præsident.

Vi forstår det bare ikke. Sådan melder de dannede og velbjærgede sig alligevel med forloren troskyldighed for også moralsk at hæve sig over den gemene hob. Lad det nu være nok at have ret! Stille og roligt, for jo, Trump er en fejltagelse. En sentimental og egoman fantast. Han vil aldrig kunne løse sine vælgeres problemer, og han vil i fire år være en permanent trussel mod vores civilisation.

Vi kan så håbe på et nyvalg, og at politikere med brugbare idéer da har nået at slå ørerne ud. Og vil forstå. En fredelig vej ind i fremtiden er ufarbar uden folkets jævnlige korrektion af eliten, men den ender også uden det modsatte i en ødemark.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst

Lotte Blicher Mørk.