Relationen mellem stat og folkekirke er til debat, atter en gang. Og i sådan en debat er det vigtigt at trænge ned under de hurtige overskrifter til de grundlæggende forhold.
En forudsætning for Grundlovens bestemmelse om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, er, at det er den kirke, folkets flertal tilslutter sig. Det faldende dåbstal må derfor, ud over at påkalde sig teologisk refleksion og kirkelig handling, også kalde på fornyede overvejelser over folkekirkens ordning. Men denne diskussion er som sådan kun et afledt, strukturelt spørgsmål i forhold til det helt grundlæggende om en kirkens legitimitet som kirke, både for sine medlemmer og for det omgivende samfund og dettes beslutningstagere.
Legitimiteten er stærk, dér hvor kirken fremtræder som åbenlyst nødvendig for menneskers liv. I København er der i denne vinter åbnet ekstra overnatningssteder i to kirker, Mariakirken på Vesterbro, og Hellig Kors Kirke på Nørrebro. De to natåbne kirker har betydet den helt nødvendige volumen til nødovernatning. Sammenlagt med pladserne hos Blå Kors’ Café Grace i Kristuskirken og på Kirkens Korshærs herberg i Københavns nordvestkvarter kan mere end 100 mennesker nu komme ind og få en madras at sove på.
Sammenhængende søvn er livsnødvendigt, når man skal holde sig gående på gaden hele dagen igennem.
At kunne holde sig gående dagen igennem er et bogstaveligt krav til hjemløse mennesker. Der er blevet færre bænke at sætte sig på, og for at forhindre, at folk lægger sig på bænkene, er der blevet sat armlæn på. Riste med varme bliver afskærmet, så man ikke kan sove dér. Men der er bænke i kirkerne. Og madrasser.
De mange ekstra overnatningspladser i kirkerne betyder alverden til forskel for gadens hjemløse. Men det har også stor betydning for kirkerne. Jeg er selv tilknyttet Hellig Kors Kirke som præst, og det har været fantastisk positivt at mærke, hvordan hele menigheden, personale og menighedsråd har bakket op om natherberget. Selvom det betyder masser af ekstra indkøb af wc-papir. Selvom de mange menneskers færden betyder ekstra rengøring. ”Det er dybt meningsfyldt for os som kirke,” lyder det.
Det betyder noget, at natherberget er i en kirke, både for dem, der søger ly, og for dem, der er tilknyttet kirken på anden vis. Folk, der kommer for at sove, placerer madrassen oppe ved alteret. Diakoni er en fantastisk blanding af sjæletrøst og dækning af praktiske behov. Natherberget i kirken er begge dele. Folk tager madrasserne med op til alteret. Det er godt at ligge tæt på Jesus, er en af forklaringerne. En anden er, at det også er dér, stikkontakterne til opladning af mobiltelefoner er. Det åndelige skal dækkes, uden at det fysiske forsømmes. Sådan skal det være i diakonalt arbejde.
Kirken bliver styrket af natherberget, selvom det også betyder ekstra arbejde. Lokale forretningsdrivende bakker op om natherberget ved at donere fødevarer. Dåbsfamilien om søndagen bidrager ved indsamling. Det burde ikke være nødvendigt, at mennesker skal leve på gaden og søge midlertidig overnatning. Men når det nu er nødvendigt, er det glædeligt, at kirkerne åbner deres brede døre, også om natten.
Der er så store behov at dække hos mennesker i nød, og der er så stor identitet at hente for menighederne. I tillæg får kirken legitimitet, fællesskab med og respekt i det omgivende samfund. Ikke kun om vinteren, men året rundt.
Første søndag i februar er Diakoniens Dag i folkekirken. Nogle kloge mennesker tog for nogle år siden det initiativ at markere diakoni en søndag om året. Diakoniens Dag er blevet markeret i rigtig mange sogne i søndags. Hvis det enkelte steder glippede i søndags, så er der mulighed for at gøre det på en hvilken som helst søndag året rundt, og hverdage med, for den sags skyld. Kyndelmisse var kun midten af vinteren. Nu sner det. Der er ingen som helst god grund til, at nogle mennesker er hjemløse. Som samfund kan vi forebygge hjemløshed og bekæmpe dens årsager af ulighed og sygdom.
Nødovernatningstilbud lindrer nød og afbøder de værste skader her og nu, men vi skal samtidig arbejde på at gøre dem overflødige. Alle mennesker har brug for et sted, vi kan kalde et hjem. Hele året.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.