Prøv avisen

Forældreansvarsloven. Et barn er altid en enkeltsag

- Foto: Arkiv

Forældreansvarsloven er god for forældre, der har overskud og vilje til at samarbejde. Så langt så godt. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor der skal bredes et gråt lag af generaliseringer ud over alle sager

Thorkil Vestergaard-Hansen udtrykker i Kristeligt Dagblad den 27. oktober sin frustration over ønsket om at justere forældreansvarsloven. Faktisk er der store grupper af professionelle, der hele vejen igennem har gjort opmærksom på, at denne lov vil skade et udsat mindretal af børn, nemlig de højkonfliktfyldte familiers børn.

Man kan ikke bygge på enkeltsager, skriver Thorkil Vestergaard-Hansen og lægger derved sin argumentation tæt op ad Foreningen Fars måde at håndtere debatten på. Der er kun enkeltsager, lyder parolen. Nu er det bare sådan ,at mens der spørges efter dokumentation og kvantitet, så er der børn, der må se deres forældre presset ud i konflikter, som de bliver midtpunkt i.

Børnene føler sig ikke som enkeltsager, men som Henrik, Pernille, Victor og Natasha. De kan ikke mærke, at den nye lov har et børnefokus. Tvært imod mærker de, at loven, der skulle beskytte dem, udsætter dem for et urimeligt pres. Forældrene kan ikke samarbejde, som loven kræver, altså må børnene gøre det.

Henrik vil helst til at bo hos sin mor, så han kan passe på hende, Pernille hos far, så han ikke bliver ked af det. Victor siger ja til at bo lige meget hos både far og mor, fordi han er for lille til at forstå, hvad det betyder, og Natasha ville bare ønske, at hun blev usynlig. Hver især er disse børn en sag for sig, og de kan ikke tages som gidsler i en lovs tjeneste.

Forældreansvarsloven er god for forældre, der har overskud og vilje til at samarbejde. Så langt så godt. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor der skal bredes et gråt lag af generaliseringer ud over alle sager. Thorkil Vester-gaard-Hansen hævder på den ene side, at det er let at få stoppet samvær i familier, hvor den ene part (oftest faderen) er voldelig. På den anden side beskylder han kvinder for at obstruere sager og fingere anklager for at sabotere samvær mellem fædre og deres børn. At anklagerne ses som grundløse, må vel kunne komme an på en prøve.

Fra mine otte år som krisecenterleder er det min konkrete erfaring (fra mange enkeltsager), at kvinder som udgangspunkt har samarbejdet for børnenes skyld ud over alle rimelige grænser. Kvinderne ville allerhelst tro, at deres børn trygt kan være hos far, men deres bitre erfaringer siger dem noget andet. Derfor arbejder de på at beskytte Henrik og Pernille, Victor og Natasha. Hvis de ikke gør det, kan de jo også anklages for at være mødre, der omsorgssvigter deres børn.

Som loven er nu, har de ikke mulighed for at passe på deres børn, medmindre der har været en politisag. De allerfleste sager med konflikt og vold er stadig typer, der ikke kommer til myndigheders kendskab. Faktisk er det ofte sådan, at børn i voldsramte familier suger normalitet til sig i børnehaver og skoler og trives der. Derfor bliver de ikke set, selvom der er vold og utryghed hjemme.

Et barn er altid en enkeltsag og kalder på følelser. Et barn svigtet er et barn for meget. Hvis børnene virkelig var i fokus, så skulle det vel ikke være så svært at udfærdige undtagelsesbestemmelser for de højkonfliktfyldte sager. Der er jo ikke så mange af dem faktisk er det blot enkeltsager.

Thyra Ernstsen,

krisecenterleder,

Fredericia Krisecenter,

Odinsvej 34,

Fredericia