Foråret, som kommer med død – og lærer os nyt om livet

Vi står midt i et forår, som nådesløst blotlægger alt det om menneskers sårbarhed, afmagt og ansvar, vi havde glemt. På få uger er alle det moderne livs bekvemmeligheder skrællet bort, og tilværelsen skåret ind til benet. Alle vil komme til at vise, hvad de består af

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Hvor verden dog er lille,

og menneskene bittesmå.

C.V. Jørgensen, ”Florafobi”

De fleste af os er vant til at fejre forårets komme med forventningens milde glæde. Med sang, fornyet livsmod og boblende hjerter. Dette forår bliver anderledes.

Det bliver ikke Frank Jægers ”April, april”, hvor bedstefar tager sine tænder på, og søbemadens triste tid er ude. Selvom solen skinner gavmildt, bliver det ikke Poul Martin Møllers kåde forår, hvor kåben kastes væk, og jomfruer sig alt på volden sole. Snarere bliver det T.S. Eliots ildevarslende forår fra ”Ødemarken”, hvor april er den grusomste måned, og hvor syrenerne blomstrer, mens mennesker dør.

Døden er en virus fra Kina. På få uger har den vendt vrangen ud på verden. Mens grænser lukkes, mennesker isolerer sig i deres hjem, verdensøkonomien kuldsejler, og læger og myndigheder kæmper med inddæmning og afbødning af smittespredningen, stiger dødstallene nådesløst.

I Norditalien kan aviserne udgive tillæg alene med dødsannoncer, i Iran graver de massegrave, og Spanien og Frankrig er på vej til at miste grebet. Ingen ved, hvor døden rammer hårdest i morgen, i næste uge og i næste måned. Men vi ved, at vi slet, slet ikke har set det sidste til coronavirussens mikrobiologiske hærgen.

Her står vi og kan ikke andet. Sjælen kan ikke følge med. Hver især kan vi kaste over os nyhedstrømmen, læse foruroligende rapporter fra italienske intensivlæger, se hvordan kinesiske myndigheder inddæmmer smitten med metoder, vi selv i al vores handleiver aldrig vil kunne bringe i anvendelse, eller vi kan vende os mod vores nære, fordrive tiden i familiens umiddelbare tryghed og fylde.

Men intet kan fjerne den forstyrrende fornemmelse af, at det moderne liv i al dets overflod og overfladiskhed er blevet blotlagt som det sårbare, nøgne liv, det også er. Vi havde bare glemt det eller aldrig erfaret det. Men på blot en uge er alle vores bekvemmeligheder, vores ”unikke” oplevelser, vores evindelige forbrug, golfrejser og cafébesøg skrællet bort og tilværelsen, la condition humaine, som franskmændene kalder det, skåret ind til benet: Død. Smitte. Afmagt.

Men der findes også tro, håb og kærlighed – og det fællesskab og samfundssind, som kan redde liv. Dette forår lærer os ting om sårbarhed, afmagt, magt og ansvar, som mange havde glemt, men som er lige så gamle som menneskeheden selv.

Dybest set skiller intet os længere nævneværdigt fra livet, som det skildres i Det Gamle Testamente, hvor plagerne kunne ramme som lyn fra en klar himmel.

Selvom menneskeheden i dag kan fæste større lid til videnskab og sundhedsvæsen, er det, når alt kommer til alt, ikke alverden, som skiller os fra vilkårene under middelalderens pestepidemier. Bliv hjemme. Undgå kontakt med andre mennesker. Hjælp, hvis du kan.

Men selvom det er enkle råd, er læringskurven for de fleste af os meget stejl. Først og sidst fordi kun meget få nulevende danskere har oplevet en krise af tilsvarende omfang.

I næste måned markerer Danmark 80-året for Besættelsen, til maj gælder det 75-året for Befrielsen, sidste år gjaldt det 100-året for den spanske syge, som nogle få ældre borgere og historiekyndige nok kan berette om, men som ingen længere har som del af deres kriseberedskab. Det er kun samfundets allerældste – den mest udsatte gruppe under coronakrisen – der endnu i deres erindring har noget, som minder om krisebevidsthed. Alle vi andre skal lære det – helt fra bunden.

Der findes ingen e-læringsprogrammer eller selvhjælpsbøger til formålet. Ingen gør det selv-videoer på Youtube. I stedet er mennesker konfronteret med den nøgne eksistens – med os selv, vores nærmeste og med samfundet. Vores evne til at håndtere krisen vil bero på vores karakter og indre styrke. På mod, fattethed, sund fornuft og evnen til ikke at gå i panik.

Coronakrisen er en moralsk test af den enkelte, som ingen har oplevet i Danmark i moderne tid. Nogle skal træffe afgørende beslutninger, nogle skal kæmpe med at gøre ingenting, nogle skal være, hvor der er brug for dem, alle skal tænke over, hvad de selv kan bidrage med. Også livet derhjemme i den karantæneramte familie, hvor alt på overfladen ånder fred og fordragelighed med udvidet skærmtid og hjemmeundervisning af skolebørnene, bliver sat på nye prøver.

Hverdagen er brudt op og skal for en tid, vi endnu ikke kender omfanget af, fungere på helt nye præmisser. Spørgsmålene er mange, og sundhedsmyndighederne har ikke svar på dem alle. Sund fornuft og ansvarsfuldhed rækker langt, men Søren Brostrøm fortæller dig ikke, hvem din næste er, og hvad du skal gøre. Hvem er særligt udsat i familien? Er der isolerede ældre, som har brug for praktisk hjælp. Psykisk syge, som har det vanskeligere end ellers. Har naboerne, hvad de skal bruge?

I den forstand er krisen også en test af fællesskabet. Af vores evne til at følge anvisninger og drage omsorg for hinanden.

For civilsamfundet gælder det nu et væld af praktiske foranstaltninger, som udspringer af myndighedernes mange beslutninger for at inddæmme smitte. Det giver håb i mørket, at tusindvis af danskere har meldt sig som frivillige til at hjælpe et sundhedsvæsen, som vil komme under pres. At folk samler ind til de mange, der allerede nu er ramt af coronakrisens økonomiske konsekvenser, og at bedsteforældre over Skype hjælper med matematikundervisningen af børnebørnene.

Samfundssind kan ikke kurere en virus, men det kan gøre ufatteligt meget for at afbøde epidemiens omkostninger. Og selvom landets kirker for første gang i tusind år er lukket, kan ordet endnu lyde, digitalt og derhjemme. Læs i Bibelen – den rummer så meget sandhed om ansvar, forbundethed, håb, frygt og frimodighed, at den ikke mindst nu er værd at søge. Bibelen er netop kommet i ny oversættelse, og der står mere sandt i den, end der nogensinde kommer til på Facebook.

Endelig er krisen en test af staten, af vores myndigheder og regering. Det gælder hastelovgivning og vidtrækkende beslutninger, der alene i løbet af den seneste uge har nået et omfang, som ikke er set herhjemme siden Besættelsen. De fleste er berettiget enige om, at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen og de sundhedsfaglige myndigheder har udvist handlekraft og overblik. Men der er også begået klare fejl, herunder ugers undervurdering af smittespredningens omfang, og der vil blive begået flere.

Selvom det også er mediernes opgave loyalt at videregive vigtige oplysninger om, hvordan borgerne skal forholde sig under krisen, er det lige så afgørende, at pressen vedbliver at forholde sig kritisk til myndighedernes beslutninger eller fravær af samme. Autoritære stater har indimellem lavpraktiske fordele ved at kunne handle uden at skulle frygte modsigelse, men det er og bliver et af det åbne samfunds styrker, at informationer og kritisk stillingtagen kan flyde frit. Det redder også menneskeliv.

Sikkert er det, at coronakrisen fortæller os noget afgørende om, hvad moderne staters opgave er. I fredstid gælder det den bedst mulige varetagelse af borgernes interesser, i krisetid gælder det håndfaste beslutninger, som vedrører liv og død.

Til det formål har staten først og sidst et voldsmonopol, det vil sige retten til med magt at tvinge borgere til at handle efter bestemte retningslinjer. Og lige så afgørende: retten til at erklære undtagelsestilstand, hvilket herhjemme vil sige, at grundlæggende frihedsrettigheder under bestemte betingelser kan suspenderes. Den rå magtudøvelse har de fleste danskere lykkeligt glemt alt om, men den er og bliver afgørende i dybe kriser, som kræver akut handling.

Det er værd at bemærke, at den rå, suveræne magt over undtagelsestilstanden er placeret inden for rammerne af nationalstaten, hvorfor man i Europa og i resten af verden også ser meget forskellige svar på den aktuelle krise. Det rummer i sig selv en udfordring for verdenssamfundets evne til at imødegå coronasmitten på en koordineret og effektiv måde, men det er nok alligevel de færreste, som ønsker sig et transnationalt eller globalt voldsmonopol placeret i Bruxelles, Washington eller Beijing.

Globale epidemier skal naturligvis også mødes med globale svar, og her er det internationale sundhedsberedskab i WHO-regi naturligvis helt afgørende. Vi lever i et globalt risikosamfund, og det skal vi forholde os til. Men de store beslutninger træffes nationalt, og sådan må det være. Der kommer en tid, hvor grænserne igen kan åbnes og den globale rejseaktivitet kan genoptages, men coronakrisen udstiller også globaliseringens sårbarhed og nationernes styrke.

Vi skal undgå, at den erkendelse fører til ny isolationisme eller antiglobalisering, men vi bør indse de risici, som er forbundet med tankeløs globalisering i stor skala og indrette os efter det.

Samtidig skal vi være opmærksomme på, at mange af de værktøjer, som mange lande, også Danmark, har taget i brug til bekæmpelsen af coronavirus, ikke bliver en ny normal. Det er ikke nyt, at hensynet til sikkerhed, liv og død trumfer de fleste rettigheder i krisetid. Men op gennem det 20. århundrede har vi, der lever i Vesten, også lært betydningen af frihed og den enkeltes rettigheder.

Vi skal holde øje med, at staten gør præcist, hvad der er nødvendigt i denne vanskelige kamp, og sikre, at vi alle lærer af den. Men vi skal holde lige så godt øje med, at det åbne samfund ikke forsvinder i kampens hede. Ellers lever vi ikke længere i den frie verden.

Der er endnu meget at gøre i bekæmpelsen af coronakrisen og endnu mere at lære til tiden, der kommer. Lige nu vurderer de danske sundhedsmyndigheder, at smittespredningen i første bølge vil toppe om seks uger. Til den tid vil mange være døde, og ”Kom, maj, du søde milde” vil have fået en anden klang.

Konsekvenserne er enorme. For den enkelte. For familien. Samfundet. Nationen. For økonomien. For verden. Alle vil i de kommende uger og måneder komme til at vise, hvad de består af. Det kan gå godt. Det kan gå galt. Meget galt.

Midt i mørket er der endnu meget at knytte håbet til. Men under alle omstændigheder vil verden ikke være den samme, når krisen er forbi. Det vil vi heller ikke selv.