Hvorfor var det mon barnet i H.C. Andersens eventyr, der måtte fortælle kejseren og godtfolk om, hvordan virkeligheden ser ud? Og hvorfor er det mon igen og igen nødvendigt, at der er nogen, der skærper dømmekraften? For nylig var det juristen Louise Kobbernagel, som i Kristeligt Dagblad den 4. januar måtte minde sundheds- og psykiatriordfører Pernille Schnoor fra Alternativet om, hvad virkeligheden går ud på.
Schnoor vil gerne bruge en masse millioner kroner på at uddanne lærere og pædagoger til mindfulnessinstruktører. Men hvorfor det? Schnoor mener, at skolebørn er stressede, og at de derfor har brug for, at lærere kan træne børnene i mindfulness. Kobbernagels indsigelse går på, at børn er frustrerede, fordi forældrene svigter dem ved ikke at tage et ansvar for deres opdragelse.
Kobbernagel fortæller os, hvad enhver burde kunne sige sig selv: Det er ikke lærernes opgave at vugge børnene til ro. Det er heller ikke deres opgave at anerkende børn, før de har præsteret noget. De skal heller ikke ”mindfulnesse” børnene eller skifte ble på dem. Lærere skal undervise børn, og selvfølgelig må de gerne være forstående og indfølende, men de skal ikke psykoterapeutisere skolemiljøet.
Forudsætningen for, at børn kan lære noget i skolen er, at de er blevet opdraget. Men det er jo det, forældre ikke tør. For de ved, at psykologer og pædagoger ved meget mere om børn, end de selv gør, og da forældre desuden har nok i at passe deres arbejde, er det jo nærliggende at overlade opdragelse til pædagoger og lærere.
Det kan imidlertid være på sin plads at minde om, at vi mennesker har opdraget vores børn gennem mere end 300.000 år ganske uden pædagogik og psykologi. Endda med et udmærket resultat, hvilket man kan slutte sig til, eftersom vi som art stadig er her.
De første pædagogiske pip kom for et par tusinde år siden, men det er først gennem de seneste 100 år, vi har oparbejdet en egentlig pædagogisk videnskab. Er folk så blevet bedre til at opdrage deres børn? Nej! Tværtimod, fristes man til at sige. Det er der flere grunde til.
Afgørende har det været, at forældre ikke tør opdrage, for psykologer har lært dem, at man skal undgå at give børn traumer. Altså går man til den anden yderlighed og finder beroligelse i curlingideologien, der ikke kan se nogen mening i at opdrage. Det kan imidlertid være på sin plads at minde om, at opdragelse handler om, at barnet skal lære at give afkald på sin selvtilstrækkelighed. For at kunne det, skal der først oparbejdes stærke følelsesmæssige bånd. Og det er jo det, man har i kernefamilien (og ikke i skolen). Det kræver således stærke intime relationer, hvis barnet skal lære, gennem et brud, at blive et socialt væsen.
Hvis forældre tager deres ansvar alvorligt, så frustrerer de deres børn til at lære, at der er medmennesker i verden, som man må vise forståelse og indføling over for. Hvis barnet når så vidt i sin udvikling, får det overskud til at samle sig om at lære det stof, som det er skolens opgave at formidle. Børn, der ikke har fået nogen opdragelse, virker ganske rigtigt, som om de lider af stress, og det gør de sådan set også, men ikke af de grunde, som Schnoor anfører.
Dersom man følger den kurs, som Alternativet lægger op til, ved at uddanne lærere og pædagoger til mindfulness-instruktører, har vi taget endnu et skridt i retning af at gøre skolen til en afdeling af et psykiatrisk hospital.
Finn Korsaa er psykolog og parterapeut.