Er forældreansvarsloven det bedste for barnet?

Forældreansvarslovens fokus på ligestilling af forældre har i praksis betydet, at børn er blevet tvangsudleveret til samvær, også når der har været alvorlige problemer med den ene forælders evne til at udvise omsorg for barnet, skriver Bruno Skibbild

”Forældreansvarsloven er et skræk­ek­sempel på, hvordan et blindt fokus på ligestilling kan komme udsatte børn til skade,” skriver Bruno Skibbild. – Model
”Forældreansvarsloven er et skræk­ek­sempel på, hvordan et blindt fokus på ligestilling kan komme udsatte børn til skade,” skriver Bruno Skibbild. – Model. Foto: Maskot/ritzau.

Det er svært at være uenig i, at det vil være godt at forbedre forældres muligheder for at give deres børn omsorg. Det er også svært at være uenig i, at det vil være godt at forbedre mulighederne for forældre for at udnytte de eksisterende muligheder for barsels- og forældreorlov. Og ja, det vil være en god ting at forbedre disse muligheder for forældre. Det må være en naturlig ting, at både far og mor bidrager til barnets trivsel og udvikling. Så langt så godt.

Når jeg læser Jesper Lohses (formand for Foreningen Far) kronik i Kristeligt Dagblad, så kan jeg dog godt blive i tvivl om vægtningen af fædres rettigheder versus barnets bedste, selvom Lohse gør et sobert forsøg på at vægte begge dele i kronikken.

En af Foreningen Fars kæpheste er ”barnets ret til to forældre”. På overfladen lyder det godt og naturligt, og det er da også formuleret i forældreansvarsloven af 2007. Men netop forældreansvarslovens fokus på denne ligestilling af forældre har i praksis betydet, at børn er blevet tvangsudleveret til samvær, også når der har været alvorlige problemer med den ene forælders evne til at udvise omsorg for barnet.

Forældreansvarsloven er et skrækeksempel på, hvordan et blindt fokus på ligestilling kan komme udsatte børn til skade. Denne del af familielovgivningen er ikke bygget op omkring den ene forælder, heller ikke i de tilfælde, hvor det ville være til barnets bedste at overlade ansvaret for barnets trivsel til den ene forælder, fordi den anden ikke kan tage vare på barnet.

Det er vigtigt at forholde sig til hvert enkelt barn individuelt, således at man ikke pr. automatik gør som kong Salomon, der testede de to mødre ved at foreslå, at man kunne hugge barnet over i to dele. Denne kong Salomon-metode, som har været udbredt praksis under forældreansvarslovens vinger, har været intet mindre end en katastrofe.

Derfor skal man holde tungen lige i munden, når Jesper Lohse benytter ”barnets ret til to forældre” som løftestang til at argumentere for et ellers legitimt ønske om at forbedre mulighederne for, at fædre kan få mere fri fra arbejde for at være sammen med familiens børn.

Et barn har ret til en tryg og god opvækst med kærlige og omsorgsfulde forældre. Men diskussionen om øremærket barsel til fædre må aldrig blive til en praksis, der går ud på at hugge barnet over på midten, som det er set i de seneste 10 år med forældreansvarsloven.

Bruno Skibbild er cand.mag.