Prøv avisen
Debat

Forældreformand: Besparelser på børneområdet skaber udsatte børn

Der er brug for dagtilbud med mere veluddannet pædagogisk personale, som har tid til omsorg, nærvær og tætte relationer. Det kræver voksne, der har tid til dialog, for børn udvikler sprog i tæt samspil med voksne, skriver Louise Gjervig Lehn, som er formand for Forældrenes Landsforening. – Arkiv Foto: Jens Dresling/ritzau

Så længe der er så få voksne, at der er grædende børn, der ikke får trøst og 10, 15, 20 børn skal dele én voksens opmærksomhed, så producerer vi i virkeligheden selv udsatte børn. Derfor er minimumsordninger er en nødvendig del af løsningen, skriver Louise Gjervig Lehn, der er formand for Forældrenes Landsforening, FOLA

I Danmark har vi overordentligt svært ved at skabe social mobilitet – altså løfte dem, der ikke er født med en guldske i munden. Og det er ikke et ubetydeligt antal børn, vi taler om. Det er i omegnen af 20 procent, der ifølge forskningen betegnes som værende i udsatte positioner.

Vi famler, men vi kender egentlig godt en væsentlig del af løsningen: Hvis vi for alvor skal ændre på den sociale ulighed, skal der sættes ind i vores dagtilbud med mere veluddannet pædagogisk personale.

Vi ved det godt. Vi ved også, at det betaler sig – det siger den berømmede amerikanske økonomiprofessor James Heckman. Vi ved, at en krone investeret i de mindste, er den krone, der giver det bedste afkast, hvis vi skal vælge de økonomiske briller. Men et andet og langt vigtigere perspektiv er, at vi giver vores børn – både dem i udsatte positioner og de øvrige – en langt bedre barndom og et langt bedre liv. For det er ikke kun, hvad man kan blive og eventuelt bidrage med, men i høj grad også, hvad man er, og om man trives her og nu. Uden smålig skæven til den samfundsmæssige gevinst.

Vi ved, at svigt i barndommen sætter fysiske spor i hjernen. Og vel at mærke ikke den positive del af slagsen. Vi forældre, det pædagogiske personale, forvaltningsfolk og politikerne – ved det godt: Der skal investeringer til.

Det er vel ret beset også erkendelsen bag de sociale normeringer, som er aftalt politisk, altså at flere veluddannede pædagogiske medarbejdere er dét, der skal til for at løfte de børn, der har det sværest!

Men på trods af viden, på trods af, at vi véd, hvad der skal til, så står politikerne ikke i kø med bud på opprioritering af dagtilbudsområdet.

”Børnene må vente en omgang,” sagde daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for et par år siden, da finansloven blev forhandlet på plads. Og de venter stadig. Og børneminister Mai Mercado (K) synes ikke nødvendigvis, at det er problematisk, at en medarbejder står alene med ansvaret for 17 børn.

Men, jo, det er er det. Det er meget problematisk. Jeg fristes til at sige, at det er katastrofalt, for skal vi støtte børn i deres udvikling, og skal de for alvor rykke sig, lære noget, indgå i sociale fællesskaber – og det gælder i særdeleshed de udsatte børn – så skal vi sikre en langt tættere og bedre voksenkontakt.

Man kan nemlig ikke sætte børns udvikling på standby eller snige den igennem med et minimum af nærvær og omsorg. Manglende omsorg og opmærksomhed får konsekvenser, fordi børns hjerner hele tiden er under udvikling. De laver cost-benefit-analyser – kunne man sige. Og kun de områder af hjernen, der stimuleres, udvikles.

Med en bemanding, som betyder, at 17 børn skal dele én voksen, kan man med rette stille spørgsmål til stimulationen og frygte konsekvensen.

Når danske børn så ovenikøbet tilbringer størstedelen af deres vågne timer i dagtilbud, så er det, at det fælles samfundsansvar bliver endog meget tydeligt.

Det her er ikke en kritik af de pædagogiske medarbejdere på gul og grøn stue. Det er heller ikke en kritik af lokale ledere, for vi kan ikke længere organisere og lede os til øget kvalitet i en størrelsesorden, som er nødvendig.

Det er en kritik af arbejdsforholdene i vores dagplejer, vuggestuer, børnehaver og fritidsinstitutioner – en kritik af de politikere, som ikke tager ansvar, og som ikke handler i overensstemmelse med den viden, vi har, og de har.

Videnskaben er ikke i tvivl. Al forskning peger helt entydigt på, at den første tid af et barns liv er afgørende for resten af dets liv.

Selvfølgelig skal vi løfte både Ahmed og Amalie, men det kræver dagtilbud med mere veluddannet pædagogisk personale, som har tid til omsorg, nærvær og tætte relationer.

Det kræver voksne, der har tid til dialog, for børn udvikler sprog i tæt samspil med voksne.

Det fordrer voksne, der har tid, for omsorg, nærvær og tætte relationer kan ikke effektiviseres.

Det er længe siden, vi er trådt over grænsen for, hvor mange børn en medarbejder bør have ansvaret for. Selv den dygtigste pædagogiske medarbejder kan ikke kompensere for det tab af nærvær, der selvfølgelig opstår, når man alene skal rumme 17 børn.

Så gode og kald dem bare højkvalitetsdaginstitutioner med et minimum af veluddannet voksne til vores børn – det er en forudsætning for, at vi kan løfte alle børn inklusive dem, der trænger allermest. Det er forudsætningen for, at vi kan ændre på de sociale mønstre. Det er forudsætningen for, at vi kan skabe trivsel for alle børn.

Jeg synes, vi skal skabe chance-lighed ved at investere i det, der virker.

Og jeg bliver nødt til at sige det: Minimumsordninger er en nødvendig del af løsningen! For så længe der er så få voksne, at der er grædende børn, der ikke får trøst, og 10, 15, 20 børn skal dele én voksens opmærksomhed, så producerer vi i virkeligheden selv udsatte børn.

Et minimum af veluddannede pædagogiske medarbejdere er fundamentet, hvorpå vi skal bygge. Når fundamentet er solidt, så kan der bygges ovenpå med trivsel, udvikling og læring for alle børn. Sociale normeringer er et prisværdigt tiltag, men det løser ikke de grundlæggende problemer.

Louise Gjervig Lehn er formand for Fola – Forældrenes Landsforening.