Hvert 10. barn gruer for sommerferien

Der er ikke noget pædagogisk personale til at passe på de udsatte børn i sommerferien. Og så bliver verden pludselig et skræmmende og farligt sted, skriver psykolog

Mens alle vi andre jubler over, at det endelig er sommerferie, og vi har fri fra de daglige rutiner i, hvad der synes en uendelighed, så ser det anderledes ud for cirka hvert 10. barn i Danmark. Modelfoto.
Mens alle vi andre jubler over, at det endelig er sommerferie, og vi har fri fra de daglige rutiner i, hvad der synes en uendelighed, så ser det anderledes ud for cirka hvert 10. barn i Danmark. Modelfoto.

DET ER IKKE kun til jul, at mange børn frygter fulde forældre. Det gør de også i sommerferien.

Der er ikke noget pædagogisk personale til at passe på dem, så verden bliver pludselig et skræmmende og farligt sted.

Mens alle vi andre jubler over, at det endelig er sommerferie, og vi har fri fra de daglige rutiner i, hvad der synes en uendelighed, så ser det anderledes ud for cirka hvert 10. barn i Danmark, nemlig de børn, hvis far eller mor forbinder ferien med masser af øl eller kølig hvidvin på terrassen. Eller for den sags skyld frit forbrug af joints, så de rigtig kan slappe af.

De børn frygter sommerferien. Ferie og frihed for dem betyder endnu mere ensomhed, endnu mere vagtsomhed, endnu flere voksenopgaver, for hvem skal ellers passe på far, så han ikke falder og kommer til skade i sin fuldskab? Eller på mor, når hun falder fuld i søvn på sofaen uden at få slukket sin cigaret?

Eller på de små søskende, når der ikke er nogen til at tage sig af dem i de lange timer, mens de voksne griller og fester og sover rusen ud til langt op ad næste dag?

Til daglig er der i det mindste skolen, fritteren eller børnehaven. Og der er voksne, som de kan gå til og få opmærksomhed og tryghed. Og der er den dejligt lange skoledag, hvor deres tanker afledes af kammerater og af sjove aktiviteter, der kan jage deres tristhed bort for en stund.

SÅ SELVOM konsekvenserne af fars eller mors alkoholforbrug møder dem, når de kommer hjem, klarer de sig gennem hverdagen så nogenlunde, for her kender de udfordringerne og har lært sig at navigere rundt.

Men i sommerferien er der ikke andre voksne, de kan ty til, hvis de skal med på ferie hos nogle venner i Sverige eller et sommerhus et fjernt sted i landet. Nej, det er ikke uden grund, at de frygter endeløse sommerferiedage, hvor de må tage hånd om sig selv eller passe de små, mens de voksne hygger og drikker med vennerne.

DET ER EN KENDT SAG, at vi har en alkoholkultur i Danmark, der lægger op til, at vi ikke kan feste eller hygge uden alkohol.

At det går værst ud over børnene, er heller ikke nyt. Det er på tide, at vi finder ud af at lade alkoholen stå, når der er børn til stede.

Det kan godt være, at de leger med vennernes børn, mens vi drikker, men tag ikke fejl:

De har antennerne ude, og de ved præcis, hvornår deres forældre ikke længere er tilgængelige.

De bliver bange, måske endda rædselsslagne, ikke mindst hvis de er et fremmed sted og med fremmede voksne, der også er fulde.

En rædsel, der kan sætte sig i sjælen og følge dem resten af livet.

For børnenes skyld (blandt andet) behøver vores samfund at ændre holdning til alkohol.

Vi må indse, at børn og fulde folk er en katastrofal cocktail.

Vi bør ændre holdning og gøre det lige så uacceptabelt at drikke, når man har ansvar for børn, som det er at køre bil, når man er fuld.

Tænk, hvis vi som forældre ville give vores børn den tryghed, at de aldrig skulle se os fulde - hele året rundt.

Det er vel ikke for meget at investere i at lære vores børn, at man sagtens kan hygge og feste uden store mængder alkohol.

Et resultat vil være, at de også selv vil blive ansvarsbevidste alkoholbrugere som voksne.

Børn har brug for ædru forældre Hver dag. Også i sommerferien.

Inger Chercka, psykolog, tilknyttet Barnets Blå Hus, Gammel Slimmingevej 7, Ringsted