Tak, børne- og socialminister Mai Mercado (K), for dine ord om, at man som politiker ikke bare kan sige, at det må de (familierne) selv klare. Anerkendelsen af, at den manglende balance kan skyldes andet end antallet af yogatimer og mængden af hjemmebagte speltboller, er vigtig, men der er nogle helt grundlæggende problematikker, som vi bliver nødt til at kigge på, hvis vi vil øge chancen for balance.
En kortere arbejdsdag vil give tid til mere omsorg for børnene, men også for hinanden – tid til mere samvær og mere fællesskab.
Lur mig, om ikke det også ville påvirke skilsmisseraten positivt.
Et andet er normeringerne i vores daginstitutioner. Vi oplever det ofte, når vi afleverer om morgenen: ingen voksne til at tage sådan rigtigt imod. Vi oplever det, når vi henter og må kigge langt efter en voksen.
Vi hører – og oplever selv – beretninger fra den virkelige verden, hvor én voksen har ansvaret for 17 eller måske 20 børn.
Vi kan godt skrue lidt på ledelsen, men vi kan ikke lede os til markant flere omsorgsfulde pædagogiske medarbejdere. Vi kan ikke, hvor meget vi end ville, løfte kvaliteten, hvis vi ikke løfter grundnormeringerne, for samvær mellem mennesker kræver både tid og nærvær.
Vi har brug for et minimum af voksne omkring vores børn, hvis vi vil andet end rå pasning eller opbevaring, om du vil. Vi kalder det minimumsnormeringer.
Men begrebet er ikke afgørende. Det afgørende er, at der er så mange voksne, at vi er sikre på, at der er tid til trøst, tid til omsorg og til samtale.
Indrømmet, det kommer til at koste penge i første omgang, om det bliver dyrt, ved jeg ikke. Men jeg ved, at vi ved, at investeringer i de mindste giver det bedste afkast, hvis vi nu skal blive i de termer.
Jeg ved, at vi ved, at børn, der har gået i gode børnehaver med gode normeringer og veluddannet pædagogisk personale, får en dejlig barndom her og nu, og at den positive afsmitning varer ved ind i voksenlivet. Når vi har fundamentet i orden, så kan vi bygge en stærk og bæredygtig konstruktion ovenpå. En konstruktion bestående af trygge, livsduelige børn, der udvikler sig og trives i stærke fællesskaber. Som hver dag oplever glæde, kærlighed, nærvær og omsorg.
Det kræver et minimum af veluddannede voksne i børnehaven eller vuggestuen.
Et tredje centralt element er retten til at passe syge børn. Influenza, skoldkopper med mere klares hverken på én eller to dage under dynen. Det stresser og giver ubalance. For hvem skal tage over, når mor og far har brugt deres overenskomstsikrede ret til barnets første sygedag? Hvis tur er det til at ringe sig syg denne gang – far eller mor?
Ligesom lønmodtagere har ret til at blive hjemme, til de er raske, så bør vi give børnene de samme rettigheder. Du siger, det lyder dyrt.
Ja, men så lad os starte med at lade os inspirere af Sverige, hvor børnene gennem adskillige år har haft retten til at have forældrene hjemme ved sygdom i op til 60 dage årligt pr. forælder. Mindre end 60 dage kan også gøre det.
Der er hos mig ingen tvivl om, at kortere arbejdsdage, flere voksne i vores daginstitutioner og retten til at passe syge børn vil give et langt bedre børne- og familieliv. Og endelig er det yderst sandsynligt, at det samtidig viser sig at være en endog rigtig god investering i vores fælles fremtid. Men ja, det koster af og til lidt, her og nu.
Louise Gjervig Lehn er formand i FOLA - Forældrenes Landsforening.