I Danmark kan vi noget særligt. Vi har en lang og stolt tradition for at lægge vægt på begreber som fællesskaber, kreativitet og dannelse. Noget, der ikke umiddelbart kan måles og vejes, men som har uendelig stor betydning for vores velbefindende. Så stor en betydning, at kineserne gerne rejser den lange vej for at lade sig inspirere. Ja, kineserne, som vi gør os så mange anstrengelser for at ”slå” i kapløbet om fremtidige markedsandele.
Men dén tradition er vi ved at gøre godt og grundigt op med. Opgøret tog rigtig fart, da et flertal i Folketinget for nogle år siden besluttede, at ”alle børn skulle blive så dygtige, som de kan”. Uden smålig skæven til forskningen, hvis advarselslamper blinkede, og uden skelen til bekymrede forældre og elever og det gode, varierede børneliv, blev skoledagen forlænget i betragtelig grad: 30 timer til de mindste og 33-35 timer ugentligt til de større.
Den længere skoledag har også gjort det svært for fritidsinstitutionerne at bevare kvaliteten. Tilbuddene er blevet udhulet med færre pædagogiske medarbejdere og færre aktiviteter, åbningstiden er kortet, og forældrebetalingen er i mange tilfælde ikke faldet tilsvarende, samtidig er det trætte og udkørte børn, der ankommer efter en lang skoledag. Det gør det svært for fritidsinstitutionerne at opretholde gode og inspirerende tilbud, hvor børnene har lyst til at komme, og som deres forældre har mulighed for at betale.
Faktum er, at mange børn bliver meldt ud, og at det i høj grad er de udsatte børn, der forlader fritidsinstitutionen. Netop de børn, som måske mest af alt har brug for det sociale fællesskab, de omsorgsfulde pædagoger, legen og kammeratskabet, som vores fritidsinstitutioner er kendt og anerkendt for at kunne tilbyde.
Noget tyder på, at vi er godt i gang med at afvikle vores fritidsinstitutioner og skabe en ny generation af nøglebørn, som må gå alene hjem og passe sig selv. Vi spørger os selv, om det måske hele tiden har været tanken, at vores fritidsinstitutioner skulle overflødiggøres og afvikles.
For med den længere skoledag har vi iværksat en udvikling, hvor fokus er på resultatet. ”Hvad kan barnet blive”, mens vi negligerer, ”hvad barnet er”, om det trives, indgår i gode sociale fællesskaber, om det har en dejlig dag fyldt med gode oplevelser. Vi har skabt et læringsfokuseret samfund og overser dét, der ikke kan testes, måles og vejes. Når det gælder om at løbe stærkere og stærkere, at strukturere sit liv og nå sine mål, så har den uforpligtende fritid, som den udleves i vores fritidsinstitutioner, selvsagt trange kår.
For os forældre har det uendelig stor betydning, at vores børn trives, at de udvikler sig, at de har gode kammerater og fungerer i fællesskabet. Derfor skal vi værne om vores børns fritid og deres fritidsinstitutioner, for barndommen – og her taler vi om børn ned til femårsalderen – er langt mere end skole og systematisk læring. Det er også fritid og gode fritidsinstitutioner med leg, kreativitet og fællesskaber på tværs af aldre og sociale skel. Så pas på dem – både fritidsinstitutionerne og vores børn.
Louise Gjervig Lehn er formand for FOLA – Forældrenes Landsforening. Flemming Linnebjerg Rasmussen er formand for Odense ForældreOrganisation. Julie Kyndesgaard er formand for Københavns Forældreorganisation. Andreas Brandrup Elkjær er formand for Roskilde Forældreorganisation. Morten Bowman er formand for Århus Forældreorganisation.