Det er da ufatteligt. Nu troede jeg lige, at vi var ved at komme lidt ud over Grosbøll-debatten. Måske vi nu kunne begynde at tage lidt fat på det berettigede i denne ulykkelige sommergalskab - nemlig at opholde os ved, hvordan vi taler om Gud i verden.
Men nej! Lige så snart debatten langsomt er ved at komme ind på et lidt mere konstruktivt spor, bringes den atter fuldstændigt ud af en meningsfuld diskurs. Denne gang så glimrende gjort af sognepræst Kristina Nilsson (KN) i Kristeligt Dagblad torsdag 18. september.
Jeg troede knap mine egne øjne, da jeg læste KN's kommentar til den netop afholdte konference baseret på Kirkeministeriets Kertemindehøring. Det er da helt ufatteligt, at KN kan få sig selv til at skrive, hvad hun faktisk får ud af pennen. Den ene passage efter den anden råber til himlen om barmhjertighed. At tænke sig, at en sognepræst frimodigt kan få sig selv til at skrive, at »præster og teologer må se at se i øjnene, at det er indholdet, som må fornys«. Goddag, mand økseskaft! Jeg begriber ikke, hvordan man kan lade en sådan forståelse tage sig ud som seriøs kristendomsforståelse. Det er langt længere ude, end Grosbøll overhovedet turde bevæge sig. Grosbøll fastholdt dog, at det var en samtale om indholdet. At Grosbøll så måtte opgive hele den apostolske trosbekendelse, fordi denne ikke gav mening, kan jeg kun undrende beklage.
Men at sige som KN, at nu må vi forny indholdet, er mig helt ubegribeligt. Jeg forstår overhovedet ikke, hvordan KN kan fastholde dette med det præsteløfte, som jeg går ud fra, at hun engang ærligt har aflagt.
I præsteløftet har KN aflagt løfte på at ville bestræbe sig på »É at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangeliske-lutherske folkekirkes symbolske bøger« og lidt længere henne »É at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse«.
Nu er jeg mig naturligvis bevidst, at disse passager kan læses lidt forskelligt. Det har jeg fuld forståelse og respekt for. Men hvordan man kan nå frem til, at man som præst advokerer for, at »hvis man ser moderne på teologien, har folk ret i, at de emner, de ønsker ud af kirken, er forældede: jomfrufødsel, seksdagesskabelse, en magtgud, som straffer for synder, kødets opstandelse. Det er dele af den kristne religion, som teologien har gjort op med gennem de sidste 50 år«, begriber jeg ikke.
Alene det forhold, at KN helt uproblematisk opregner den ene komplekse teologiske problemstilling efter den anden uden så meget som at antyde en forståelse af disse spørgsmåls vanskelige karakter, er i sig selv udtryk for et standpunkt, man ikke kan tage seriøst. KN's indlæg er så tåbeligt, at det var bedst tjent med fortielse. Ikke ét sted kommer KN med et fornuftigt og konstruktivt bud på, hvordan vi kan tale kristendom på de vilkår, hun skitserer. Hun kommer med mange fine bud på, hvordan vi kan opgive kristendommen og lade alle mulige andre trosanskuelser blive gjort gældende. Men det er vel en præsts opgave at pege på Kristus - eller hvad?
Af kærlighed til folkekirken, og fordi jeg som præst ikke kan sidde en sådan vranglære overhørig, finder jeg det dog nødvendigt med denne korte indsigelse. Jeg håber inderligt, at KN's biskop også har læst KN's kommentar og forstår at tage vare om den på rette vis. Det er en sorg for Haderslev Stift, at der også her gør sig en sognepræsts stemme gældende, der frejdigt og frimodigt opgiver bærende trosudsagn for kristendommen. KN's idéer leder ikke til fornyelse, men en sørgelig forarmelse af folkekirken.
Ulrik Becker Nissen er adjunkt ved Det Teologiske Fakultet i Århus og ulønnet hjælpepræst ved Ansgars Kirken i Aalborg