Forbøn skal have mere plads i behandlingen

FORBØN: Den omsorg, der lægges i bønnen, kan have en placeboeffekt, og bør derfor inddrages i behandling af syge mennesker

I den seneste tid er begrebet »forbøn« dukket op i den offentlige debat. Forbøn forstået som en enkelt persons eller en gruppes bøn til Gud om helbredelse eller andre former for afværgelse af en uønsket udvikling.

Eksempler har været bragt på, at forbøn har helbredt kræftpatienter. Lægerne har været skeptiske, hvilket de i øvrigt altid er, når det hævdes, at andre metoder end den traditionelt medicinske har en positiv effekt.

»Den gyldne standard« for lægerne, når de vil dokumentere effekten af en behandling, er forsøg udført på grupper af patienter, som inddeles i to eller flere undergrupper efter en lodtrækning. Én gruppe får den nye behandling. En anden gruppe får den behandling, man hidtil har anvendt. Og en tredje gruppe får det, man populært kalder en kalktablet. Denne gruppe kaldes også placebogruppen. Hvis det er muligt, er både lægerne og patienterne uvidende om, hvem der får hvad, før forsøget er afsluttet. Dette for at undgå, at forsøgets resultater drejes i den retning, der favoriserer den nye behandling, som man naturligvis håber på er bedre end den gamle.

Årsagen til, at man har en såkaldt placebogruppe, er, at man ved, at alene det, at der gives en behandling, har en god effekt. Kalktablet eller ej. Man formoder, at placeboeffekten udgør op til halvdelen af den positive effekt, forsøget eventuelt vil vise. I virkeligheden ved man ikke, hvor meget af den øvrige positive effekt, der også er placebo. Nogle forskere i mentale sygdomme har for eksempel hævdet, at størsteparten af effekten af lykkepiller og lignende er en placeboeffekt.

Altså, vi har noget, vi kalder placebo. Og også medicinerne anerkender dette faktum. Men hvad ved vi om dette fænomen? Er det hokuspokus, selvindbildning, hysteri eller noget helt andet? Med filosoffen Descartes fik vi adskilt sjæl og legeme, og det har siden haft alvorlige følger for vor forståelse af mennesket og dets sygdomme - og for vor manglende forståelse af placebofænomenet. Resultatet af omsorg eller »snydebehandling« er jo ikke blot et psykologisk fænomen. Det kan faktisk »måles« på forskellige fysiologiske forhold som for eksempel blodtryk. Den udbredte anvendelse af kæledyr på amerikanske plejehjem sker ikke blot for at underholde beboerne, men fordi man ved, at f.eks. blodtrykket falder, hvis man har mulighed for at stryge eller klappe et dyr og modtage dets beroligende hengivenhed. Psyke og Soma står altså i et gensidigt forhold til hinanden og kan ikke adskilles.

Og så tilbage til forbønnen! Kunne det ikke forholde sig sådan, at effekten af bønnen ikke er Guds indgriben, men placebo? Medmindre den, der bedes for, er ganske uvidende om, at der bliver bedt, kunne det jo tænkes, at den omsorg, der ligger i bønnen, har samme effekt som kalktabletten.

De undersøgelser, der er foretaget omkring forbønnens virkning, er metodologisk meget forskellige og uklare på en række punkter, der er vigtige for den videnskabelige dokumentation. Det er f.eks. væsentlig at vide, om de kræftpatienter, som hævdes helbredte, har været vidende om forbønnen.

Hvor vil jeg hen med dette? For det første vil jeg gerne gøre opmærksom på fænomenet placebo og dets ofte oversete betydning i helbredelsesprocesser. Og for det andet vil jeg gerne støtte forbønstanken som et placebofænomen, der får større plads i alle former for behandling. Jeg er klar over, at der i Danmark er forskning på vej omkring forbønnens betydning. Lad placebobegrebet indgå i denne forskning og kast Descartes på lossepladsen.

Lone Scocozza

er professor

i folkesundhed