Prøv avisen
Debat

Studerende: En tiltrængt åndelig udvikling er på vej

Franciskanermunken Frans af Assisi (1182-1226) skal engang have sagt: ”Tænk, at nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de ejer, er penge.” Det er en dækkende diagnose af nutidens velfærdssamfund, hvor konsekvensen af verdslig rigdom indtil nu har været åndelig fattigdom. Foto: Privatfoto

Hele mit liv har jeg levet i velfærdsstatens overfladiske forbrugersamfund, hvor konsekvensen af verdslig rigdom har været åndelig fattigdom. Men nu er det omsider ved at vende, skriver Robert Høgh

Hele mit liv har jeg levet i velfærdsstatens relativistiske, utålmodige og overfladiske forbrugersamfund, hvor alt er lige galt og betydningsløst bortset fra bundløs berømmelse, som er produktet af skandale.

Hvor det er vigtigere at se splinten i sin broders øje end bjælken i sit eget. Hvor dyder, der hører cv'et til, er vigtigere end dem, der hører begravelsestaler til. Hvor det er vigtigere at vide end at tænke. At svare end at spørge.

Alle kan lidt af alt, men gør alt dårligt, fordi ingen gør sig umage. Ingen længes bort fra al øjeblikkets larm og støj, der uophørligt kredser som sand, der piskes rundt af hvirvelvinde.

Det er vigtigere at udtrykke sig end at have noget at udtrykke, og vi er mere optagede af fremtiden end af det, der kommer til os nu, hvorfor dage forsvinder i arbejde og nætter i søvn uden drømme.

Barnet er tættere på dagplejere, børnehavepædagoger og skolelærerinder end på far og mor. Teenageren er tættere på kokain, cannabis og Casper Christensen.

Pensionisten er som oldingen i Albert Camus' klassikerroman ”Pesten” forvist til en tilværelse uden børn og venner, hvor han sidder alene og beregner tidspunktet for hjemmehjælperens ankomst ved hjælp af to gryder, hvoraf den ene er fuld af ærter. Så kan han flytte dem over i den anden, én for én, med koncentration og regelmæssige bevægelser. For hver 15. gryde kommer hjemmehjælperen på besøg. For hver 15. gryde får han lov at leve. Hvilket liv, hvilken væren.

Franciskanermunken Frans af Assisi (1182-1226) skal engang have sagt: ”Tænk, at nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de ejer, er penge.” Det er en dækkende diagnose af nutidens velfærdssamfund, hvor konsekvensen af verdslig rigdom indtil nu har været åndelig fattigdom. Nu tyder noget på, at det omsider er ved at vende. Lektor og dr.phil. Hans Hauge erklærede for nylig på sin Facebookprofil sin overraskelse over, at oldgamle ord som ordentlighed, respekt og anstændighed fra tiden før velfærdsstaten har fået en renæssance i den offentlige debat.

Denne genopståen er i mine øjne udtryk for en tiltrængt åndelig udvikling, som de seneste år har været undervejs: Værdipolitik og moralske principper præger mere og mere den politiske debat, der næres af protestantiske præster som Kathrine Lilleør, Sørine Gotfredsen, Mikkel Wold og mange flere, der udgiver utallige bøger og dagligt debatterer i aviser og dagblade. Af disse styrtdykker overfladiske B.T. og Ekstra Bladets oplagstal som bomber mod baggårdens asfalt, mens aviser med dybde som Kristeligt Dagblad og Weekendavisen har været blandt de eneste, der ikke oplever oplagsnedgang.

Kulturinstitutioner som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Aros, Heart og Museum Østjylland kunne for nylig alle melde om rekordhøje besøgstal i 2015. Det fosser frem med forskellige podcast-serier som Netudgavens ”Kongerækken”, der fortæller historien om alle danske konger, P1's ”Mennesker og Tro”, der er et samtaleprogram om tro, værdier, livserfaring, moral og etik, samt ”Eksistens”, der handler om store spørgsmål, dyb undren og levende nysgerrighed.

På det personlige plan oplever jeg også som ung mand, at nutidens kvinder desperate er på jagt efter den eneste ene. De søger ikke skødesløs sex og samvær, men forhold med forpligtelser. Pupillen udvider sig i mørke og finder til sidst lys dér, ligesom sjælen udvider sig i ulykken og til sidst dér finder Gud, og menneskeånden udvider sig i velfærdsstatens værdiløshed og finder måske til sidst dér meningen med det at være menneske.

Som når små blomster, bøjet ned og lukkede af nattekulden, retter deres stilke og åbner sig, belyst af solens stråler, således håber jeg, at vores døsende velfærdsnation nu rejser sig fra den overfladiske forbrugskultur.

At den tiltrængte åndelige udvikling er udtryk for, at vi fremover vil tage ansvar for os selv og hinanden. Vælge principper og instanser, som vi vil leve vores liv ud fra, som giver tilværelsen en mening og lader os skelne mellem godt og ondt. Mennesket er ikke et dyr: Det er lidenskabeligt og fantasifuldt, det har intellektuelle, etiske og religiøse muligheder, som det kan bruge til at gå ud over sin egen selviskhed, forlade egoland og lade kærligheden styre livet. Det, tror og håber jeg, er ved at ske.

Robert Høgh, stud.scient.pol., Gothersgade 157, st th., København