Prøv avisen

Forbud mod bønnekald er et fundamentalistisk vildspor

Med et eventuelt forbud mod danske muslimers bønnekald fra kommende minareter er vi desværre på vej til at følge i de fundamentalistiske muslimers spor, hvor forbud anses for at være den bedste vej til at beskytte egen kultur og religion. Det er et vildspor, skriver dagens debattør. Foto: John Macdougall, AFP Photo,

Hvis religionsfriheden begrænses, fordi vi er bange for muslimske bønnekald, er der tale om et korthus, der alligevel vil falde, skriver Mette Bock, der er cand.scient.pol. og mag.art. i filosofi

DA JEG ONSDAG LÆSTE Kristeligt Dagblads historie om forbud eller frihed til bønnekald slog det mig, hvor dygtige vi som mennesker er til at glemme egne gerninger og grundværdier. Og at frisindet desværre ikke altid rækker til andre end vore ligesindede.

For godt 30 år siden rejste jeg som ganske ung til Indien og Pakistan og kom undervejs forbi Mardan i det nordlige Pakistan. Mine bedsteforældre var ikke meget for, at jeg på egen hånd ville udforske det muslimske land, så de havde sat mig i kontakt med Dansk Pathanmission, grundlagt af ægteparret Margrethe og Jens Christensen. Jeg blev på alle måder taget godt imod.

Området var stærkt muslimsk, men den lille, kristne menighed eksisterede. Og for mig var det både bemærkelsesværdigt og glædeligt, at flere kristne kirker i det muslimske Pakistan dengang kunne kalde til bøn med kirkeklokkerne, uden at det gav anledning til uro. De tider er desværre for længst forbi.

Med et eventuelt forbud mod danske muslimers bønnekald fra kommende minareter er vi desværre på vej til at følge i de fundamentalistiske muslimers spor, hvor forbud anses for at være den bedste vej til at beskytte egen kultur og religion. Det er et vildspor.

Forbud fører tværtimod ofte til radikalisering og fundamentalisme. Det er i langt bedre pagt med den liberale friheds- og oplysningstradition, hvis vi tager den grundlovssikrede religionsfrihed alvorligt, også når vi bliver udfordret af andre trossamfund.

Det undrer mig dagligt, at vi som et kristent folk åbenbart føler os så usikre på vor egen tro, at vi mener, kristendommen forsvinder i mødet med islam.

Vel har vi ikke religionslighed i Danmark, for den danske folkekirke har fortsat en særstilling. Men hvis religionsfriheden, som vi bør være stolte af, begrænses og gøres selektiv, fordi vi er bange for muslimske bønnekald, så er der tale om et korthus, der alligevel vil falde. Og det nægter jeg at tro på!

Mette Bock,

cand.scient.pol. og mag.art. i filosofi,

Sehestedsvej 4, Horsens