Fordomme bliver sat på prøve, når man ser aristokraten i ”Baronen i grisestien” som dyreaktivist

Sognepræst Jesper Bacher har set TV2-dokumentaren "Baronen i grisestien", hvor hovedperson baron og veganer Peter von Kohl ikke passer ind i hans fordomme om dyreaktivister

Peter von Kohl måtte knibe en tåre i TV2-programmet ”Baronen i gristestien”, da grisene blev kørt til slagtning under hans besøg på en svinefarm på Fyn.
Peter von Kohl måtte knibe en tåre i TV2-programmet ”Baronen i gristestien”, da grisene blev kørt til slagtning under hans besøg på en svinefarm på Fyn. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Der findes ingen fordomsfrie mennesker. Det skulle da lige være spædbørn, men erfaring giver fordomme, og vi ville slet ikke kunne orientere os uden. Man skal bare huske, at fordommene ikke altid holder stik.

Fordomme har rødder i vores erfaringer og observationer, men fordommene har den indbyggede fare, at de kan gøre blind og døv for nye erfaringer og hindre os i at se det, som ikke passer med fordommene. Jeg nærer således den fordom, at dyreaktivister stort set er unge brushoveder med vilde øjne, som er bedre til at skrige i en megafon, end de er til sammenhængende argumentation. Men se om ikke denne fordom, blev gjort til skamme, da jeg så TV2s dokumentar ”Baronen i grisestien”.

Baronen var Peter von Kohl, en ulastelig klædt aristokrat med sølvbeslået stok og fortid som garderofficer og dertil årelang dyreaktivist. Denne dannede aristokrat, som lagde vægt på at debattere disciplineret og værdigt, var også veganer og havde gjort dyrenes sag til sin hjertesag. Nej, Peter von Kohl passede ikke just til min og sikkert heller ikke til mange andres fordom om en dyreaktivist.

Peter von Kohl har en spændende og broget historie som soldat, dyrepasser og mangeårig freelancejournalist med sin gang på de bonede gulve i Strasbourg og Bruxelles. Allerede som dreng havde han besluttet sig for at være både buddhist og katolik, og det var også i barndomsårene, han havde fået de første stærke indtryk af dyrs lidelser. I sin alderdom var Peter von Kohl blevet diagnosticeret med kræft og i lyset af den dødelige sygdom, kunne han godt spørge, om hans lange kamp som dyrenes stemme, overhovedet havde nyttet noget? Men den gamle aktivist vågnede alligevel op til dåd og troen på, at hans indsats kunne gøre en forskel.

Peter von Kohls kærlighed til dyrene var i hvert fald uformindsket, og i en kostelig scene entrerer han en mudret svinesti i jakke og slips i ren begejstring over grisenes frie forhold. Anderledes var hans oplevelse, da Peter von Kohl besøgte en almindelig svinefarm på Fyn, hvor han måtte knibe en tåre, da grisene blev kørt til slagtning.

Peter von Kohl fremsatte den påstand, at ”den måde mennesker opfører sig over for dyr, opfører de sig også i virkeligheden, hvis de får mulighed for det, over for mennesker”. Den påstand er lige vidtrækkende nok. Skadedyrsbekæmpning er ikke nødvendigvis forstadiet til massemord. Men Peter von Kohl kunne ikke engang få sig til at klaske de møl, som gik i hans tøj. Peter von Kohl fortalte også, vist nok i ramme alvor, at han kunne føle sig som en reinkarnation af Frans af Assisi, dyrenes skytshelgen. Det blev der ærlig talt for meget helligfrans over. Mon ikke også Frans af Assisi ville korse sig for den slags vranglære?

Nuvel, kan man ikke gå hele vejen med Peter von Kohl, kan de fleste nok gå med til, at dyrevelfærd er en værdig sag. Han fremstod som en mand, man kunne tale med, også som samvittighedsløs flueklasker.

Jesper Bacher er sognepræst.