Fordommene står i kø

Assimilation er ikke det samme som ensretning, siger dr.phil. Hans Hauge

Vi er ikke multikulturelle, men interkulturelle. Man bliver ikke assimileret, men assimilerer sig. Det var det, Grundtvig mente med det folkelige, skriver Hans Hauge.
Vi er ikke multikulturelle, men interkulturelle. Man bliver ikke assimileret, men assimilerer sig. Det var det, Grundtvig mente med det folkelige, skriver Hans Hauge. Foto: Jens Nørgaard Larsen.

DEN KREATIVE KLASSE har den fordom, at assimilation er ond og højreorienteret, og integration er godt og socialistisk. Dens velkendte klicheer derom aflires af Maria Christensen og Svend Løbner i Kristeligt Dagblad den 12. marts. De tvivler på, at Søren Pind (V) forstår, hvad "begreberne dækker". Vi må da formode, de selv ved det.

For det første bryder de sig nok slet ikke om Søren Pind, Venstre eller regeringen. Det kræver ikke megen ideologianalyse at kunne se det.

For det andet siger de fejlagtigt, at assimilation er det samme som "ensretning". Det er de imod. De kan bedre lide forskelle end ligheder. De foretrækker integration, hvor den anden får lov at forblive den samme, som hun var, før hun kom.

ASSIMILATION KENDER vi fra USA. Der hed det "the melting pot" (smeltediglen). Når indvandrere kom til USA, var det for at blive amerikanere. Resultatet blev Danish-Americans. Den slags finder Christensen og Løbner ubehageligt. De kan ikke lide bindestregsmennesker. Danskere skal fastholde det nationale, synes de.

I stedet foretrækker de den canadiske model. Canada integrerer, og USA assimilerer. Billedet på integration er mosaikken. Deri sidder en masse små forskelligt farvede firkanter afgrænset fra de andre. En mosaik forandrer sig ikke: Der smeltes ingen og intet sammen. Det er deres ideal. Tyrkere og indere skal forblive det samme. Det skal vi også.

Tænk om Henrik Hertz, Georg Brandes eller Niels Bohr aldrig var blevet assimileret. Det blev de heldigvis. De gjorde det nemlig selv. De vidste, at til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil. Derfor kunne Brandes udtale: "Dansk først, naturligvis."

Alle politikere er gået ind for integration siden indvandrerstoppet i 1973. Alle. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Og har det virket? Nej. Det har været tom snak.

Derfor er det tid til at prøve noget nyt og anderledes. Det gør Søren Pind. Dermed er han også en del af en større europæisk strømning. Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og David Cameron siger det samme.

Multikulturalismen - der blev opfundet i Canada af en liberalist i 1971 - er død. Vi er ikke multikulturelle, men interkulturelle. Man bliver ikke assimileret, men assimilerer sig. Det var det, Grundtvig mente med det folkelige.

Hans Hauge,

lektor, dr.phil.,

Dr. Margrethesvej 9,

Århus N