Foreningen Far: Del nu børnechecken mellem forældre

Børnechecken deles allerede i dag mellem forældrene i Sverige, som er foregangsland i verden for ligeværdigheden i familielivet. Så lad os i fællesskab støtte politikerne i en familiepolitik med fremtid for danske børn, skriver formanden for Foreningen Far

Modelfoto.
Modelfoto. . Foto: Nima Stock/ritzau.

I Kristeligt Dagblad den 13. september skriver Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår og Mads Roke Clausen fra Mødrehjælpen – i det, der vel minder om karteldannelse på børneområdet – at en fair fordeling af børnepengene ikke skal gå ud over børnene. Se, der er vi helt enige, men ærligt talt, venner: Vi kan ikke længere lukke øjne, øre og mund for virkeligheden.

Børnechecken deles allerede i dag mellem forældrene i Sverige, som er foregangsland i verden for ligeværdigheden i familielivet. Så lad os i fællesskab støtte politikerne i en familiepolitik med fremtid for danske børn. Her er tre råd til de igangværende forhandlinger på området:

Politikerne kan fordele børnechecken 50/50 mellem forældrene, som udgangspunkt, i alle familieformer baseret på barnets bopæl i landet i en vis periode.

Politikerne kan lade forældrene lave egen aftale om ønsket, så alt, der er muligt i dag, også er muligt for forældrene i fremtiden.

Politikerne kan lade den nye ”familiedomstol” træffe anden aftale med saglig grund. Ved udvidet samvær er det fortsat 50/50, så vi undgår for mange sager. Ved weekendsamvær kan det være 100/0 som i dag naturligvis, og ved meget tungtvejende grund kan en domstol træffe anden afgørelse.

Det giver familierne et frit valg, sikrer lige muligheder, og alt, som sker i dag, er fortsat muligt for forældrene, samtidig med at der ved saglig grund kan træffes anden afgørelse af myndighederne for de børn, der har behov for samfundets støtte.

Helt almindelige børn har i årtier oplevet manglende forebyggelse og forskelsbehandling i samme situation for barnet. Familiekonflikter er startet imod enhver sund fornuft hos helt almindelige forældre på grund af opdeling i A- og B-forældre ude af trit med samtiden.

Forældre, som ikke bor sammen, kan faktisk ikke engang træffe et frit valg til fordeling af barnets hverdag med mest tid hos den ene forælder, samtidig med at barnets økonomi tilfalder den anden i kortere eller længere tid for eksempel ved samlivsophør, arbejde væk fra hjemmet, kræftsygdomme og stress, eller fordi barnet gerne vil bo hos anden forælder og nye søskende et stykke tid.

Dette samtidig med at børn ikke mindst og måske mest alvorligt af alt er opvokset med social arv i generationer hos forældre, der har lært sig at leve af danske sociale ydelser og skabe forældrekrig, fordi det betaler sig, stik imod sund fornuft og en glad hverdag for børnene.

Jesper Lohse er formand for Foreningen Far.