Foreningen Far: Delt børnecheck er bedst for barnet

Flere fædre end nogensinde er ligeværdige og primære forældre, men børn og forældre lever stadig med en familielovgivning og struktur, som siden 1922 baseret på en nordisk kommission i sin grundessens er opbygget om den ene forælder, skriver Jesper Lohse

Modelfoto
Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

SKAL MAN FORSTÅ den fælles politiske aftale om det nye familieretlige system, herunder deling af børnechecken for ligeværdige forældre, er det nok vigtigt at træde et skridt tilbage i stedet for at lytte til personer, som har siddet det meste af deres arbejdsliv, har deres faste løn og magtbaser inden for den familieretlige osteklokke, som har slået revner i årtier. Aftalen handler om børn og forældre som helhed i Danmark i det moderne og mangfoldige familieliv.

De nye lovændringer handler om god og ansvarlig politisk og offentlig ledelse, da den simple sammenhæng er, at vi nu og i fremtiden lever i en åben og ligeværdig verden. Det er ikke længere muligt at fastholde sine magtbaser og lege ”diktator” i hverken erhvervslivet, det politiske liv, kulturlivet – eller i familielivet – og det er positivt, men vi skal lære at forstå og leve med den nye virkelighed samt skabe en god og sund, ikke mindst mental, fremtid for børnene i det moderne og mangfoldige familieliv.

Flere fædre end nogensinde er ligeværdige og primære forældre, men børn og forældre lever stadig med en familielovgivning og struktur, som siden 1922 baseret på en nordisk kommission i sin grundessens er opbygget om den ene forælder. Det har skadet børn og familier som helhed de seneste årtier, skaber familiekonflikter hos helt almindelige ligeværdige og gode forældre samt et manglende opgør med den sociale arv for alle børn i generationer. Lovgivningen og strukturen passer simpelthen ikke til den verden, de fleste børn og forældre lever i i Norden, og som er en realitet nu og i fremtiden.

Udfordringerne, vi står over for, er baseret på respekt for mennesker, om de er kvinder eller mænd, drenge eller piger.

Det handler om:

For det første at skabe forebyggelse med rollemodeller, fædrebarsel, familiegrupper og digital post til begge forældre.

For det andet at skabe lige muligheder med en ny lovgivning, der har fokus på barnet og hele familien (det er ikke enten/eller, men både/og).

For det tredje at skabe kvalitetssikring i det offentlige familiesystem (hvor skift af hænder skaber ventetid, tab af viden og menneskelige fejl), så man er klar til ligestillingen, der kommer i verden for mænd og kvinder, drenge og piger.

Den fælles politiske aftale og delt børnecheck hos ligeværdige forældre handler om mere frit valg og lige muligheder for den store gruppe af fantastiske forældre og bedre kvalitet for den lille gruppe, der har behov for hjælp. Vi skal i Danmark så at sige gå fra 80 procent børn, der har det godt, til 99 procent.

Vi har i Danmark haft flest mandlige statsministre, men den første kvinde er set. Vi har i Danmark haft flest mødre, der er primære omsorgsforældre for børnene, men det er ikke altid tilfældet. World Economic Forum har netop berettet, at der til tider er flere mænd end kvinder i mødregrupperne, som de i øvrigt kalder familiegrupperne, i Sverige, som allerede har delt børnecheck som en naturlighed i samfundet.

Det handler ikke om, hvor mange der er af den ene eller det anden type, men om en samfundsforandring, som gør, at alle skal have lige muligheder, om de er kvinder, mænd, drenge eller piger. Det har de krav på menneskeretligt, og det er sundt for samfundet. Lige muligheder er bedst for barnet som helhed, viser virkeligheden og forskningen. Det skal derfor danne udgangspunkt for den moderne familielovgivning. Når det ikke er bedst, skal det håndteres med god kvalitet.

Vi skal lære at forstå og leve med den nye virkelighed og de nye magtbaser – også på familieområdet.

Jesper Lohse er landsformand i Foreningen Far.