Forfærdelsen er stadig levende i Norge

Serie om terror i Norge følger blandt andet denne overlæge på et hospital i Oslo. – Foto: NRK.
Serie om terror i Norge følger blandt andet denne overlæge på et hospital i Oslo. – Foto: NRK.

SIDEN DEN 22. JULI 2011 er det blevet diskuteret, hvordan man dokumenterer en hændelse, der er så grusom, at det er svært at begribe. På denne dag oplevede Norge det terrorangreb, som blev udført af Anders Behring Breivik, og som kostede 77 mennesker livet i Oslo og på øen Utøya.

Der er blevet lavet både teater, bøger og dokumentarfilm om begivenheden, og mens nogle finder det forkert overhovedet at beskæftige sig med den, mener andre, at det er vigtigt at søge indsigt.

På DR 1 kan man for tiden følge serien ”22. juli – dagen, der ændrede Norge”, hvor skuespillere optræder, mens forløbet selvsagt er taget fra virkeligheden. Denne kombination fungerer særdeles godt. Forløbet er bygget op omkring nogle personer, der var på arbejde og på anden vis involveret, da det hele fandt sted, heriblandt journalisten Anine, politibetjenten Eivind, hospitalspersonale og en blogger ved navn Mads, der er ivrig kritiker af muslimsk indvandring.

SOM SERIEN SKRIDER FREM, lærer man dem at kende, og i det tredje afsnit, der kan genses i morgen, beskrives det store chok, da det står klart, at gerningsmanden ikke er islamistisk terrorist, men en norsk mand, der er født og opvokset i Oslo og har gået på samme skole som kronprinsen.

Dette er for alle et skelsættende øjeblik, der skaber ekstra bestyrtelse på avisredaktionen og bremser den islamkritiske Mads i hans rutinemæssige tankestrøm og får ham til at se tomt ud i luften. Det hele er vendt på hovedet.

Da Mads tilmed senere opdager, at han har fungeret som én af Anders Breiviks inspirationskilder, mærker han jorden brænde, og vi berører her kernen af det store skrøbelige spørgsmål om tonen og debattens afsmittende virkning, der kørte på højtryk umiddelbart efter angrebet.

JEG HÅBER, at serien bevarer balancen angående placeringen af den egentlige skyld hos gerningsmanden selv. Denne optræder i dette afsnit kun med sit portræt på en computerskærm og som en hvidklædt skikkelse, der føres bort fra øen efter pågribelsen.

Det er gribende fremstillet, man fornemmer, hvordan både de involverede og det norske samfund som helhed oplevede en opvågnen til en virkelighed, som ingen havde forestillet sig. I en scene, hvor journalisten Anine sidder fanget i en bilkø på vej ud til øen, suser politi og ambulancebiler forbi som et billede på, hvordan uregerlige kræfter hurtigt kan overhale en uopmærksom civilisation indenom.

Man aner i skuespillernes intense nærvær, at dette er noget andet end andre professionelle optrædener. De spiller et stykke norsk historie, der bor dybt i deres hjerter, flere gange tager man sig selv i at tro, at det virkelig er autentiske scener fra 2011, og hvis Anders Breiviks forbrydelse med tiden skal bearbejdes – og det skal den – er dette en meningsfuld måde at gøre det på.

Blandingen af fiktion og virkelighed kan ofte føles lidt kunstig og livløs, men det er bestemt ikke tilfældet her. Utvivlsomt fordi den forfærdelse, der fremstilles, stadig er så levende.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.