For nylig prøvede jeg noget nyt: Jeg blev anholdt. Fordi jeg deltog i en klimademonstration, arrangeret af Extinction Rebellion, en international klimabevægelse, hvis fremmeste virkemiddel er fredelig civil ulydighed. Organisationens aktivister bryder typisk loven ved at forstyrre "den offentlige orden" på en kreativ måde. For eksempel har aktivister plantet træer foran det britiske parlament og limet sig fast til kørebanen.
For to år siden dannede nogle kolleger og jeg organisationen Forfattere ser grønt, der kæmper mod klimakrisen. Vi samarbejder med Extinction Rebellion, fordi vi holder af dens kreativitet og kampgejst. Sidste fredag var vi med til at blokere broerne til Slotsholmen.
Jeg selv havde ikke nogen stærk trang til civil ulydighed. Jeg vidste godt, at der var en risiko for at blive anholdt, men på den anden side vidste jeg også, at der var en anmeldt demonstration på Slotspladsen, og jeg tænkte, at det var der, vi ville trække hen, hvis politiet ryddede broerne. Men min mand havde joket med arrest-risikoen samme morgen. Vi skulle holde familiefest dagen efter, og han bad mig om at lave kage, inden jeg tog til demonstration. Det gjorde jeg faktisk: lavede kage fredag formiddag, så et eller andet sted var jeg vel klar til civil ulydighed.
Jeg er ellers en forsigtigper. En forsagt grubler og curlingmor til to. Jeg har aldrig før været sigtet for noget. Jeg har end ikke fået en bøde for at køre uden lys på cyklen. Alligevel var jeg klar til demoen, fordi jeg synes, at klimakampen er uhyggeligt presserende. Jeg er enig med FN’s generalsekretær António Guterres, der siger: ”Klimaaktivister bliver undertiden fremstillet som farlige radikale. Men de virkeligt farlige radikale er de lande, der forøger produktionen af fossile brændsler.”
Derfor mødte jeg op på Højbro i København ved middagstid. Politiet var talstærkt til stede, men gjorde ikke mine til at rydde broen. Det virkede som en hyggedag med sange og taler fra blandt andet Shëkufe Heiberg og Carsten Jensen, der også er medlemmer af ”Forfattere ser grønt”. Men da forskeren Laura Horn var ved at holde sin tale, blev hun afbrudt af politiet. Betjentene havde bedt folk om at flytte sig fra kørebanen, men uden effekt. Og nu mente de, at tiden var inde til at gøre alvor af henstillingerne. Her begyndte situationen at blive tumultarisk, og en del gik væk fra broen.
Da politiet begyndte at rydde gaden, stod jeg i periferien af menneskemængden. Pludselig fik jeg en sms fra endnu en kollega, Kristina Stoltz. ”Er I stadig i gang?”, skrev hun. Det svarede jeg ja til, men advarede hende om, at politiet var ved at rydde broen. Så bar betjentene Carsten Jensen væk, der demonstrativt var blevet siddende på kørebanen efter sin tale. Kristina Stoltz kom hen på broen umiddelbart efter. Vi hilste på hinanden og satte os ned. Derpå kom betjentene hen til os og beordrede os til at komme med. Vi havde ikke lyst til at blive båret, men gik mellem betjentene og blev bagbundet med plasticstrips.
På Station Bellahøj blev klimaaktivisterne bænket i en lang korridor. Kristina Stoltz og jeg sad ved siden af hinanden. På min anden side sad en yngre mand, som var ansat i Danske Bank. Ved siden af ham sad en nyslået cand.scient. Andre, jeg genkendte, var en filosof og en gymnasielærer. Alt i alt en dannet og nydelig flok, som ville have klædt ethvert aftenselskab.
De betjente, jeg mødte, var også flinke. Nogle af dem endda småsludrende. Én ville gerne læse en kronik, jeg for nylig havde skrevet. En anden ville vide, om det ikke var svært at skrive en bog? Opholdet på stationen virkede lidt som et teaterstykke, hvor den ene del af forsamlingen var udklædt i uniformer, mens den anden del i dagens anledning havde fået strips på. Det var i hvert fald mit indtryk, skønt jeg er klar over, at andre, herunder min kollega Carsten, blev hårdere behandlet.
Det absurde teaterstykke på politistationen rejser selvsagt et spørgsmål: Hvorfor bruger en bankmand, en filosof, en gymnasielærer, tre forfattere, et par pensionister og en stribe studerende deres fredag aften i arresten? Svar: De er frustrerede over politikernes manglende klimahandling. Vi stemmer på de grønne partier, laver græsrodsarbejde, skriver kronikker. Men politikerne flytter sig fortvivlende langsomt, i forhold til den hast, hvormed klimakatastrofen nærmer sig.
Nogle gange glemmer man i diskussionen af civil ulydighed, at love er menneskeskabte. Måske er det af og til etisk forsvarligt at bryde loven. Måske er det etisk forsvarligt at gå ud på landingsbanen og protestere mod udvidelsen af lufthavnen, sådan som det skete for nylig i Kastrup. Historien rummer da også et utal af eksempler på civil ulydighed: Arbejderbevægelsens blokader eller Rosa Parks ulydighed i den raceopdelte bus.
Teaterstykket på politistation illustrerer også, at lovudøvelsen nogle gange er absurd. Er det rimeligt at arrestere så mange mennesker – 139 den dag – der ikke har gjort andet end at være på en bro? Jeg er klar over, at politiet skulle rydde kørebanen på et tidspunkt. Og hvis jeg selv var blevet forhindret i at komme på arbejde, fordi Forenede sølvpapirshatte demonstrerede mod udbredelsen af globusser, ville jeg nok have ønsket mig en rask politirydning af gaden. Men klimakrisen er så overvældende, at det ikke giver mening at sammenligne den med en hvilken som helst anden sag. Nogle lande er sågar begyndt at tale om "klimanødret".
Hvis du synes, at den slags klimaaktivisme er fjollet, så mærk efter, om det ikke kan skyldes bare en smule dårlig samvittighed. Vi ved jo godt, at klimaet er på farlig kurs. De færreste ligefrem benægter det. På engelsk taler man i stedet om climate delayers. På en måde er det os alle. Men nogle tager immervæk større skyklapper på end andre. Dem, der ikke forholder sig til klimaforandringerne på andet end et abstrakt niveau. Dem, der nøjes med at håbe på, at politikerne eller videnskabsfolkene vil redde os. Men som forfatteren Audre Lorde har sagt det i en anden sammenhæng: ”Din tavshed vil ikke beskytte dig.” Ikke at gøre noget er som bekendt også en handling.
Så hvis du mærker en flig af dårlig samvittighed, hjælper klimaaktivisme faktisk på sindsstemningen. Er det så et egoistisk projekt, som nogen synes at mene? Det er vanskeligt at gennemskue sine egne motiver, men for mit vedkommende har jeg svært ved at se, at det skulle være et egotrip. Jeg har rigeligt at se til med både arbejde og familie. Mit engagement tager tid fra andre gøremål, jeg holder af.
Men en tanke rumsterer i mit hoved: Hvad vil jeg sige, når mine børn spørger mig om, hvad jeg gør for at forhindre klimakatastrofen? Nogle gange tænker jeg på klimaaktivismen som en modstandskamp, ligesom den under krigen. Nogen bliver i hvert fald nødt til at gøre op med passiviteten, også selvom det er de store spillere, der gør en reel forskel. Men hvis ikke man presser på nedefra, rykker toppen sig tydeligvis ikke.