FÆRRE DANSKERE læser bøger, og nedgangen ses især blandt børn og unge. Ifølge Pisa-undersøgelserne er der nu rigtig mange svage læsere i skolen. Værdiundersøgelser har samtidig vist, at kulturarven – herunder vores salmer, romaner og digte – betyder stadig mindre for danskernes nationale identitet. I stedet samles danskerne om den demokratiske stats politiske værdier, menneskerettighederne.
Har vi opgivet at lære vores børn at læse bøger? Giver vi nationens litterære arv videre? Hvorfor er det vigtigt at gøre det? Den nationale kulturarv hævdes ofte at være et diskriminerende og undertrykkende instrument i majoritetens hænder. I virkeligheden er den en skøn og frisættende, men også meget skrøbelig genstand.
Teknologien gør nu det arbejde færdig, som postnationale akademikere påbegyndte for mange år siden: at dekonstruere vores kulturarv. I den digitale verden er tiltrækningskraften fra nuet nemlig blevet uimodståelig.
Det kræver i dag stor viljestyrke at fastholde tråden tilbage, for Lethe – glemslens gudinde – har forhekset vores verden. Som den franske filosof Alain Finkielkraut har skrevet: Grundlaget for vores samtale med de døde – stilhed, ensomhed og langsomhed – er ved at blive eroderet.
Især ungdommen foretrækker den digitale skærm frem for bøgerne. Bøgerne er nemlig vanskelige at læse, og så er de kedelige, for de hverken snurrer, ringer eller blinker med festlige farver. Skærmens multifunktionalitet åbner for nutidsbevidsthedens herredømme, der gør alting til usammenhængende ”kommunikation” i en hæsblæsende og øredøvende tovejstrafik, hvor man sender og modtager samtidigt. Derved spredes opmærksomheden, og brugeren vænnes til øjeblikkelig behovstilfredsstillelse.
PÅ SKÆRMEN ER DU ALTID tilgængelig og kan konstant holde kontakten, imens du hyppigt skifter mellem Facebook, Youtube og Twitter på jagt efter flere likes, distræt optaget af endnu en ligegyldig video eller i gang med at samle stumper af ord i en besked til dine virtuelle venner. Du multitasker, selvom hjernen aldrig laver flere ting på samme tid. Den springer i stedet frem og tilbage på de sociale mediers overflade af forstyrrende notifikationer.
Bogen derimod holder vores flygtige nutid og påtrængende omverden på afstand. I stedet tilbyder den en hel verden og åbner os for én stemme, som vi til gengæld formår at tilegne os med desto større intensitet og koncentration.
De litterære mesterværker i vores kulturarv viser os ydermere noget sjældent: Det, der rager frem. I vores demokratiske tidsalder lærer vi her den sjældne kunst at anerkende det fremragende – det, der ikke er ligeværdigt. Vi møder her det ekstraordinære, som modstår opblandingen og udtyndingen i oplevelsessamfundets mange kulturtilbud.
Det litterære værk lærer os, at verden ikke er triviel, at den rummer en dybde, vi tvinges til at fastholde. ”Geniet bliver mere sjældent,” skriver Tocqueville om demokratiets epoke. Men et litterært værk vidner om et stykke geni, om en højere ånd, der taler til os ned gennem tiderne, og som ikke blot kan konsumeres som alt andet, det vil sige opbruges for siden at forsvinde som et fantom ind i skyggerne.
LYDER DET HØJSTEMT? Jamen, det ér det! Et værk viser os kort sagt betydningen af autoritet, at noget er bedre end andet. Som læser lærer man at beundre den eksistentielle alvor i en salme af Grundtvig, at rystes af grusomheden i en myte af Johannes V. Jensen, at betages af den kosmiske skønhed i et digt af Thorkild Bjørnvig, at gribes af ophøjet ærefrygt ved at læse om sorgen i en sonetkrans af Inger Christensen, at skrækkes ved fornedrelsen i en fortælling af Preben Major Sørensen, at forføres af det gådefulde og sublime i digte af Ole Sarvig og Søren Ulrik Thomsen eller en roman af J.P. Jacobsen.
BOGEN OG KULTURARVEN er altså trængt. Sådan har det måske altid været. Men digitaliseringen har forandret vores tid på et afgørende punkt. Som Finkielkraut har påpeget: At være ældre i dag er ikke at have erfaring, men at mangle den. Det er ikke at forvalte en visdom, men at være funktionshæmmet.
Vi, de ældre, er digitale indvandrere, der skal integreres i skærmenes lande, som bebos af de digitalt indfødte, vores børn. Førhen kunne vi blive konger i højkulturens vidtstrakte riger. I vores tidsalders digitale stat er børnene præsidenter. Om få år har vi måske ikke engang noget litterært fædreland.
Vi er i færd med at glemme noget af det fineste, vi har, under den digitale revolution i demokratiets postnationale republik.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.