Jeg var symptomet på, at noget ikke fungerede i vores familie. I løbet af kort tid havde jeg, der ellers var normalvægtig, tabt 10 kilo. Det var synligt. Hvad der ikke var synligt, var den psykiske lidelse, som min søster udviklede i sine teenageår, og som min anoreksi var en reaktion på. Men som ingen voksne reagerede på.
Ad omveje fik jeg at vide, at idrætslæreren ønskede at smide mig ud af skolen, fordi jeg pjækkede fra hendes fag. Tænk, hvis hun i stedet havde spurgt om årsagen til, at jeg holdt mig væk. Så havde hun måske opdaget, at jeg ikke kunne klare tanken om at vise mig nøgen i et omklædningsrum, hvor andre kunne se min fede, ækle krop. Faktum var, at jeg vejede 45 kilo og var alvorligt undervægtig.
Tænk, hvis der havde været en voksen til stede.
Min nyfødte lillesøster græd dag og nat. Da hun var spæd, mente mine forældre, at gråden skyldtes sult. Og de mente, at det var mig, der var årsag til, at hun ikke fik nok at spise. To år tidligere havde jeg nemlig tømt min mor fuldstændigt for modermælk, sagde de.
Jeg var fuld af skam over min grådighed. Oven i købet var mine lår runde, mens min søsters var tynde. Tidligt fik jeg et klart billede af mig selv som tyk. Da min søster voksede til, brød hun stadig ofte ud i gråd, fordi hun var bange for alting: for gravsten, for tordenvejr, for sin gymnastiklærer. Det sidste medførte, at min mor fik hende permanent fritaget fra gymnastik.
Min søster og jeg gik på samme skole, og i frikvartererne forsøgte jeg at skærme hende mod mobning. Men i stedet vendte mobberne sig mod mig. Jeg blev i forvejen mobbet med mine kalveknæ, med at jeg ikke var god til boldspil, med at jeg brugte briller, og med at det altid var min danske stil, der blev læst højt.
Men når jeg græd på mit værelse, kom der ikke nogen og trøstede mig. Jeg lærte at pakke mine følelser væk, og jeg svor, at jeg aldrig nogensinde mere ville fælde én eneste tåre.
Min søster og jeg var hinandens foretrukne legekammerater, da vi var små. Men fordi hun var så sårbar, var hun den, der fik opmærksomhed fra vores mor.
Måske var det – kombineret med mobningen i skolen – årsagen til mit tårnhøje sygefravær. For jeg syntes, det var skønt at være syg; så fik jeg sodavand, Anders And-blad og ikke mindst bekymret interesse fra min mor.
Jeg var et nemt og tilpasningsdygtigt barn, som dog ofte led af mavepine. Heldigvis havde vi både hund og marsvin, og dem – samt min elskede mormor – fandt jeg trøst hos. Da vi skulle skrive dansk stil over emnet ”Min bedste ven”, skrev jeg om mit marsvin. I dag kan det undre mig, at dansklæreren ikke fandt det bekymrende, at en ung pige skrev om et dyr og ikke om en veninde.
I starten af sine teenageår blev min søster ramt af en gevaldig og langvarig nedtur. Familielægens vurdering var, at hun var pubertetsramt.
Hver dag efter skoletid sad min mor inde hos min grædende søster og forsøgte at trøste hende. Jeg var klar over, at hvis vi skulle have aftensmad, måtte jeg tage affære. Så i en årrække var jeg ansvarlig for indkøb og madlavning.
Som tiden gik, blev min søsters humørsvingninger mere udtalte; hun kunne ryge direkte fra den dybeste nedtur til den højeste optur, hvor hun ikke sov i ugevis.
Pludselige raserianfald hørte også med til billedet. Især husker jeg den dag, jeg blev student, og hvor hun nægtede at deltage i familiefejringen med den følge, at hendes fravær kom til at fylde hele aftenen. Hun var i den grad stabil i at være ustabil.
Hele tiden var jeg på vagt: Hvordan er stemningen i dag? Er hun den søde, kvikke og hittepåsomme pige, jeg kender fra gamle dage? Eller er hun opfarende, ond i sulet og sender mig hadefulde blikke?
I kølvandet på min søsters op- og nedture udviklede jeg nervøs spisevægring.
Jeg tror, min ubevidste ”logik” var denne: Hvis jeg ikke havde været så grådig som spæd, havde min søster været normal. Hvis jeg holdt igen med at spise, ville der være mad nok til hende, og så ville hun blive rask. Behøver jeg at tilføje, at taktikken ikke virkede?
I halvandet år vejede jeg 45 kilo. Min far roste mig for min viljestyrke, når jeg undlod at smage på de kager, jeg jævnligt bagte. Jeg var pavestolt over ordene fra min far, som ellers var fjern både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.
Det var mig, der var min mors fortrolige. Jeg lyttede til alle hendes bekymringer, som handlede om min søster, min far, mine bedsteforældre og hende selv, men aldrig om mig. Jeg ville ikke bringe nye byrder til hendes allerede overbelastede skuldre.
Selv da jeg vejede 45 kilo, syntes jeg, at jeg var tyk. Jeg var besat af tanken om mad, og min mave knurrede uafbrudt. ”Sulten fjerner følelser og hærder hjertet,” som psykolog Finn Skårderud skriver i sin bog ”Uro”. Det kan jeg genkende. At sulte sig er en effektiv og billig form for narkotika. Da min søster var sidst i 20’erne, blev hun indlagt på en lukket afdeling. I begyndelsen troede jeg på hendes ord om, at hun havde til opgave at passe på patienterne. Jeg kunne ikke rumme, at min egen kødelige søster var spærret inde på et psykiatrisk hospital.
Gudskelov var jeg året før begyndt hos en psykolog, som beroligede mig med, at risikoen for, at jeg ville ende som min søster, var lille.
I dag lever jeg et godt liv, ikke mindst takket være psykologens hjælp. Men med årene har jeg opgivet håbet om, at såvel min søster som vores relation nogensinde bliver ”normaliseret”.
En undersøgelse foretaget af foreningen Bedre Psykiatri i 2020 viser, at der her i landet findes 52.300 børn, som har en søster eller bror med en psykiatrisk diagnose. Det svarer til antallet af indbyggere i landets tiendestørste by, som pudsigt nok er Roskilde, min barndomsby.
Ifølge samme undersøgelse udvikler hver fjerde af de oprindeligt raske søskende selv sidenhen en psykiatrisk diagnose – sådan som det skete for mig. Måske er tallet højere, for vi kan af gode grunde ikke vide, hvor stort et mørketal, der er tale om.
Til min undren findes der mig bekendt så godt som ingen faglitteratur på dansk om følgerne af at være søskende til en sårbar bror eller søster. Til gengæld faldt jeg over ”The Normal One: Life With a Difficult or Damaged Sibling” af ph.d. og psykoterapeut Jeanne Safer, som skriver, at de normalt fungerende søskende typisk deler fire kendetegn: De modnes for tidligt, de plages af skyld over at være normale, de lider af tvangsmæssig præstationstrang, og de er bange for at blive ”smittet” af deres bror eller søster. Jeg kan nikke til det hele.
For et par år siden gik jeg i gang med at skrive en roman med udgangspunkt i min opvækst. Især tiden omkring udbruddet af min søsters psykiske lidelse og min egen anoreksi var meget pinefuld at genoplive og genopleve, fordi jeg måtte helt ind i den kolossale ensomhed, desperation og magtesløshed, som fyldte min hverdag.
Undervejs i skriveprocessen gik min kæbe af led, så i en uge var jeg kun i stand til at spise flydende kost. Det mindede i ubehagelig grad om dengang, jeg som 17-årig hver dag indtog en simpel suppe lavet på en Maggi-terning og kogte gulerødder.
Op til bogudgivelsen tidligere i år grublede jeg over alt det frygtelige, jeg troede ville ske, når bogen udkom. Men heldigvis blev ingen af mine bekymringer til virkelighed. Tværtimod. Jeg har fået adskillige henvendelser fra læsere, som genkender sig selv i min fortælling, og som skriver, at det gør dem så godt at vide, at de ikke var – og er – alene.
Og ikke nok med det. Det gør også mig godt at vide, at jeg ikke længere er alene. Sådan som jeg var det for 40 år siden. Hvor der ikke var nogen voksen til stede.
I halvandet år vejede jeg 45 kilo. Min far roste mig for min viljestyrke, når jeg undlod at smage på de kager, jeg jævnligt bagte.