Under overskriften”MeToo viser skyggesiden af 68’er-generationens seksuelle frigørelse” kan man i Kristeligt Dagblad den 19. december læse et indlæg af teologistuderende ved Menighedsfakultetet Jacob Munk.
Heri hævdes det, at ”MeToo-kampagnen er intet andet end det naturlige udfald af 1970’ernes seksuelle revolution”, og at 1968-generationen står for en ”promiskuitetskultur”.
Efter Jacob Munks opfatttelse må især feminismen ”tage et opgør med sin tætte forbindelse til den seksuelle revolution, som har præget den siden 1968, og genopfinde sig selv som en forkæmper for det bindende, monogame forhold”.
Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at jeg var med i 1968-oprøret og var med i kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder i 1970’erne. Jeg havde dengang som nu den holdning, at det bindende, monogame forhold er det smukkeste, som klart er at foretrække.
Jacob Munk har desværre en skævvredet og forenklet opfattelse af baggrunden for den virkelighed, MeToo-bevægelsen har afsløret. For det første generaliserer han 1968’ernes og kvindebevægelsens seksuelle adfærd langt ud over, hvad der er empirisk belæg for.
For det andet – og vigtigere – findes der rigeligt med eksempler på magtfulde mænds overgreb på kvinder, længe før kvindebevægelsen slog igennem. Tænk blot på alle de tjenestepiger, der igennem tiden er blevet besvangret af husbond eller hans sønner.
For det tredje er overgrebene så langtfra begrænset til den vestlige verden, hvor kvindebevægelsen udviklede sig og blev stærk. Overgrebene finder sted verden over, endda i langt grovere udgaver end dem, vi kender til her.
Det nye er ikke overgrebene, men det faktum, at kvinder i dag har fået mod til at stå frem og åbent fortælle om det, de tidligere oplevede som skamfuldt, på trods af at det var dem, der var den forurettede part.
Modet til nu at sige det højt kan vi med rette takke kvindebevægelsen for, og lad os håbe, at MeToo-bevægelsen også fører til, at skammen bliver flyttet fra offer til overgrebsmand.
At hævde, at seksuelle overgreb og krænkelser er et resultat af det seksuelle frisind, som fulgte i kølvandet på oprøret i 1968, er blot en ny måde at give kvinderne skylden for nogle mænds helt uacceptable adfærd. Mænd må spørge sig selv og diskutere med hinanden, hvad det er for dunkle kræfter, der er på spil, og hvorfor nogle mænd tillader sig at give dem frit løb.
I det hele taget fortjener det emne, der ligger Jacob Munk på sinde, en langt bredere og mere nuanceret diskussion, end han lægger op til i sit indlæg.
Else Marie Kjerkegaard er forfatter og retræteleder.