VOR INITIATIVRIGE uddannelsesminister Søren Pind (V) vil sammen med Alternativets Pernille Schnoor genrejse dannelsen i Danmark. Den er gået rabundus under nettets og mobilens forkortelser og hastværk. Og på grund af skolevæsnets og DR’s og TV 2’s åndsformørkelse.
For en del år siden skulle alle, der ville tage en universitetsuddannelse, først tage en filosofikum. Den bestod af formel logik, psykologi og filosofi.
Jeg tror, der i vor tid er en længsel efter ånd og dannelse. Et fælles grundlag, ikke bare for universitetsstuderende, men for alle. Så Pinds og Schnoors idé om at få gjort danskerne dannede er et nødskrig i rette tid.
Hvad skal filosofikum i vore dage så indeholde?
FOR DET FØRSTE SYNES JEG, at den dannelse, danskerne har mest brug for lige nu, er den danske dannelse. I disse globale tider har vi brug for at kende den jord, vi står på, den danske muld. Mange indvandrere spørger: Hvad består danskheden i? Og mange danskere bliver dem svar skyldige.
Vigtigst for dannelsen er de skriftlige vidnesbyrd, vi har efterladt os. Altså vores litteratur. Så her er et forslag til Pinds og Schnoors nye filosofikum. Jeg inddeler lærdomsstoffet i puljer. Hver filosofikum-lærer får frihed til at udpege de værker fra hver pulje, han/hun finder vigtigst.
Den første pulje består af vores olddigtning, edda-kvadene. De er hilsner fra vikingerne og Absalon. Samlet hos Saxo, der jo skrev et formfuldendt latin om danernes bedrifter. Næste pulje fylder vi med folkeviserne. De er skrevet til danselystne riddere i middelalderen. Om helte, kærlighed, og tryllerier. Vor første lyrik.
Så foreslår jeg, at vi springer Leonora Christinas ”Jammers Minde” over og går direkte op i 1700-tallet til grundlæggeren af vor moderne litteratur, Ludvig Holberg. Han er norsk, men norsk og dansk var dengang en fælles kultur. En styrke for begge lande.
Holberg er en ægte forfatter, realist den ene dag, fabulerende den næste. Sprællevende den dag i dag er han. Holberg-puljen kan indeholde skuespillet ”Erasmus Montanus” eller ”Den politiske kandestøber” eller ”Jeppe på Bjerget”. Foruden hans kronikker, som han kaldte ”Moralske Tanker” og ”Epistler”. Samt den komiske helte-satire ”Peder Paars”. Stor honnør for og plads til professoren fra Bergen.
Holberg skrev ikke salmer. Det var næsten det eneste, den flittige mand ikke skrev. Så næste pulje skal bestå af salmer. For lige fra 1100-tallet har der lydt salmesang fra kirketårnene hen over de danske enge, marker og skove: Kingos himmelråbende anskrig om sorrig og glæde. Brorsons tårestrøm fra ”Troens rare Klenodie”. Og Ingemann, der er lige så henrevet over jordelivet omkring Sorø Sø som af forventningerne til evighedens paradis.
HERFRA ER OVERGANGEN til Grundtvig ikke lang. Salmesangen hos ham er tilføjet den religiøse ekstase, den nordiske mytologi og verdenshistorien. Grundtvig blev en opvigler mod det teologiske system og miljø. Men er samtidig en genskaber af nordisk heltekraft. Han omsatte sine syner og sin tro i et salmeværk, der næsten er identisk med den danske kirke.
Også H.C. Andersen må have sit helt eget kapitel. Han løfter eventyret op i poesiens rige og åbner de voksnes verden for børnene. Millioner af mennesker over hele kloden har af H.C. Andersen fået troen på eventyrets gode undere. Steen Steensen Blicher og J.P. Jacobsen tager hinanden i hånden som vemodens danske digtere. De ser bagud og sukker: Ak, hvor forandret!
Herman Bang og Henrik Pontoppidan sætter vi også i samme pulje. De er begge børn af nederlaget i 1864. Men også af travlheden og landets genopbygning i sidste tredjedel af 1800-tallet. Det er vel ”Lykke-Per” og ”Ved Vejen”, gymnasiasterne skal læse. Men det kunne også være Pontoppidans skildringer af fattiglivet på landet, ”Fra Hytterne”, og Bangs ”Stille Eksistenser” om dem, der ikke duer til at hvirvle rundt i livets fejende karrusel.
Det var dengang, det var en katastrofe for livet at være homoseksuel som Bang. Vor tid har trods alt lagt den tragiske dumhed bag os.
Efter 1864 var Danmark blevet mindre. Men havet, fjordene, skovene, markerne var lige storslåede og minderige. Tiden omkring 1900 er årene, da Jeppe Aakjær bliver vores nationalpoet. Flankeret af Holger Drachmann, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen, Stuckenberg, Helge Rode, Sophus Claussen, Valdemar Rørdam og Christian Richardt. Det er nu, Højskolesangbogen fyldes op.
OG VED SIDEN AF de nationale sange består vores poesi også af humorens finurlige svende: Johan Herman Wessel, Aarestrup, Hostrup, Tom Kristensen, Jens August Schade, Hans Hartvig Seedorff, Storm P., Harald Bergstedt. Vi er i modsætning til vore naboer, tyskerne og svenskerne, et folk, der har let ved at gribe til latteren. Disse humorens læremestre skal vore skoleelever også blive fortrolige med. Vores enlige mand på verdens filosofgang, Søren Kierkegaard, hører selvfølgelig også til repertoiret.
Til dansk dannelse hører også den grundlæggende viden om vore store opdagere. Verdens skarpsindigste astronom i renæssancen, Tycho Brahe. Den praktiske begavelse og politi- og borgmester i København, ham, der opdagede lysets hastighed, Ole Rømer. 100 år senere opdagede H.C. Ørsted elektromagnetismen. Og igen 100 år senere var det Niels Bohr, der opdagede komplementariteten. Disse fremskridt for civilisationen skal enhver dansker kende. For de blev gjort i Danmark. Og måske skal vi tilføje Niels Finsens nobelopdagelse af lysets helbredende kraft. Alt sammen bør være del af dansk dannelse.
Hertil skal føjes den danske kongerække af musikkens mestre fra Carl Nielsen til Per Nørgård. Og vore billedhuggere med Bertel Thorvaldsen i spidsen. Og alle vore fint sansende malere, fra landskabsmalerne Købke, Lundbye og Skovgaard til Hammershøi og rækken af vor egen tids fantastiske Cobra-malere.
Selvfølgelig er der en dannelse – en stor en – uden for Verona. Men vi, der er født og bor i Verona, må i det mindste kende til den dannelse, der er blevet til hos os selv de seneste 1000 år.
Er det nationalisme? Nej, det er selvrespekt. Som vi altså først kan påberåbe os, når vi har lært lektien. Så på med vanten, skolelærere og DR.
Ole Hyltoft er forfatter.