Nørrebro er et ganske særligt sted i Danmark.
Med de mange forskellige kebab-restauranter og etniske tøjbutikker er Nørrebrogade enestående efter dansk målestok. Det er ikke tilfældigt, at københavnerbydelens butikudvalg varierer fra resten af Danmark, for med en indvandrer- og efterkommerandel på knap en tredjedel af befolkningen, er Nørrebro også blevet et af de klareste symboler på, hvordan Danmark har udviklet sig til et multikulturelt samfund.
Men inden for de senere år er Nørrebro af iagttagere også blevet beskrevet som et billede på, hvordan integrationen er slået fejl. Bander, der i overvejende grad udgøres af personer med ikke-vestlig baggrund, har ad flere omgange præget fortællingen om bydelen. Senest på grund af bandekonflikten fra sidste år, der kostede tre mennesker livet, mens endnu flere blev såret. Også civile.
Al Faruq-moskéen på Nørrebro har med jævne mellemrum vakt opsigt på grund af udtalelser fra yderligtgående imamer som Monzer Abdullah, der tidligere på sommeren blev tiltalt for at have bifaldet drab på jøder. Det var i samme moské, at Omar el-Hussein kom, før han i 2015 angreb Krudttønden på Østerbro og den jødiske synagoge i det indre København. To mennesker døde. Seks blev såret.
Det er også på Nørrebro, at Kristeligt Dagblad mødes med forfatter og sociolog Aydin Soei. For ham er Nørrebro hjem, og det er også omdrejningspunktet for de i alt fire bøger, han indtil videre har skrevet. Mandag udkommer nyeste titel ”Omar – og de andre”, der handler om kriminalitetstruede unge med minoritetsbaggrund. En gruppe, som Aydin Soei kender bedre til end de fleste. Gennem talrige samtaler med bandefolk, radikaliserede unge og øvrige kriminelle har han opbygget et særligt kendskab til dem, han beskriver som ”vrede unge mænd”.
”De har en oplevelse af ikke at være anerkendt som ligeværdige medborgere, og at de skal betale et ekstra gebyr for at skabe og sammensætte det gode liv for sig selv. Det gebyr skyldes deres etnicitet og religion. På nogle måder er det en sand fortælling. Hedder du Ali og er fra Blågårdskvarteret, er det sværere at komme ind på et diskotek og få en praktikplads. Men det kan også udvikle sig til en falsk og deterministisk fortælling om, at du er dømt til at mislykkes i livet, fordi du er fra ghettoen,” siger Aydin Soei.
Den forskelsbehandling, som nogle minoritetsunge oplever, har også lagt navn til begrebet ”modborgerskab.” Et begreb som Aydin Soei har gjort til sit eget, fordi det ifølge ham beskriver den følelse af social isolation fra resten af samfundet, som en del unge fra de udsatte områder sidder med. En følelse, som kun forstærkes med bande- og ghettopakker, siger den aktuelle forfatter.
”De føler sig som andenrangsborgere, og forslagene i ghettopakken og mærkatet ghetto er kun med til at forstærke den eksisterende modborgerskabsfølelse. De føler, at de endnu en gang bekræftes i, at de ikke er en del af samfundet, fordi de skal betale en særlig pris for deres etnictet og bopæl. Når statsministeren bruger en så stærk retorik som ”huller i danmarkskortet” og binder det sammen med etnicitet, indsats mod bander og parallelsamfund, bidrager det paradoksalt nok til, at nogle grupper bevæger sig endnu længere væk fra samfundet,” siger Aydin Soei.
Men hvordan er selvindsigten blandt disse mennesker? For nogle gange kan det også virke, som om nogle i de udsatte områder påtager sig en offermentalitet?
”Hvis man bare udråber de unge som ofre, er det som at stikke dem et hold kæft-bolsje. Jeg mener, at de unges udtalelser er vigtige. Men har du en stærk modborgerskabsfølelse, vil du også opfatte enhver modgang som udtryk for det. At deres brune hud er forklaringen på, at de ikke kan få et job eller komme ind på diskoteket. De betaler et ekstra gebyr, men det betyder ikke, at de er udsat for diskrimination. Alle dem, jeg er vendt tilbage til 10 år efter med den nye bog, har faktisk klaret sig godt i livet,” siger Aydin Soei.
Men vi er nødt til at tætne båndene mellem befolkningsgrupperne i Danmark for at komme marginaliseringen til livs, siger Aydin Soei. For som han skriver i sin nye bog: ”Det er utopisk at tro, at Danmark kan vende tilbage til billedet af en etnisk homogen nation.”
”10 procent af befolkningen er i dag indvandrere og efterkommere, og den udvikling kan du ikke rulle tilbage. Det, du kan gøre, er at samarbejde om fælles løsninger. Vi lever i et land, hvor liberale frihedsrettigheder er centrale. Hvor ligestilling mellem kønnene er central, og hvor retten til selv at vælge partner er central. Spørger du mig, bør de liberale rettigheder være helt grundlæggende.”
Nu viste en rapport fra Københavns Kommunes integrationsbarometer tidligere i år imidlertid, at færre unge indvandrere føler sig demokratiske, og at flere er parat til at tilsidesætte dansk lovgivning for religiøse og kulturelle love. Er det ikke bekymrende?
”Generelt har efterkommergenerationen et langt mere liberalt syn på køn, ligestilling og opdragelse, men der er en gruppe, som er blevet mere konservativ, og det er primært drengene og de unge mænd, der ikke får en kompetencegivende uddannelse. Hvis du nu føler, at du får en større status på grund af dit køn, så vil nogle af disse unge mænd tænke sådan.”
Hvad betyder religion for de unge mænd på kanten af samfundet?
”Religion betyder meget for efterkommergenerationen. I nogle tilfælde betyder religion faktisk mere for de unge end deres forældre. Ikke fordi de nødvendigvis er praktiserende muslimer, men fordi det er en vigtig identitetsmarkør. Religion og islam som identitetsmarkør i sig selv er heller ikke nødvendigvis farligt, men det kan være farligt, hvis du føler dig som modborger. Så indgår det som en del af fortællingen om, at du ikke har en chance, fordi du er muslim.”
Hvordan ser det ud i bandemiljøet? Her har religion ikke været ret omtalt, men det var eksempelvis fremme, at mæglingen mellem bandegrupperinger fandt sted i en moské i København.
”Moskéerne eller imamerne spillede ikke en aktiv rolle i bandekonflikten. Når parterne mødtes i en moské, skyldes det snarere, at parterne i bandekrigen skulle mødes et neutralt sted. I princippet kunne det lige så vel have foregået i en kirke. I det kriminelle miljø tager du det fra islam, du kan bruge, og det, der er let at leve op til. Når bandemedlemmer bliver spurgt, om de er muslimer, siger de ’selvfølgelig’, men de erkender typisk også, at de med deres kriminelle levestil ikke lever op til Koranens budskaber. Det er en af grundene til, at mange salafister ser ned på bandemedlemmerne og deres levevis, som jo er meget vestlig med store biler og dyrt tøj.”
Men det har været fremme, at Omar el-Hussein kom i den kontroversielle Al Faruq-moské nær Mjølnerparken på Nørrebro før terrorangrebet i 2015. Skal vi ifølge dig frygte en ny Omar el-Hussein?
”Jeg frygter ikke en ny Omar. Omar el-Hussein var på mange punkter et billede på en typisk kriminel ung mand, men udfaldet blev radikalt anderledes, end hvad vi normalt ser. Han havde ikke nogen direkte kontakt til kendte islamistiske miljøer, men handlede på egen hånd. Det, jeg hører, er, at man ikke ser den samme radikalisering og voldsparathed nu, og jeg tror heller ikke, at vi havde set Omar el-Husseins angreb, hvis ikke vi havde haft angrebet mod Charlie Hebdo og det efterfølgende angreb mod et jødisk supermarked. Omar el-Hussein fulgte samme fortælling, men var ikke en stor islamisk ideolog. Han var en voldsparat ung mand, der havde lært at håndtere våben i et kriminelt miljø i den skandinaviske velfærdsstats udsatte områder. Spørgsmålet er, om han havde begået angrebet, hvis han ikke påtog en ekstrem modborgerskabsfortælling, og hvis der havde været lavet en udslusningsplan for ham fra fængslet, så det ikke var det kriminelle miljø, der tog fat i ham, da han blev løsladt.
Så var hans terrorangreb blot et tilfælde?
”Det var et sammenfald mellem en række forskellige tilfælde, som tilsammen endte så fatalt. Hans pludselige, uventede løsladelse uger efter Charlie Hebdo-angrebet, som ingen kunne have forudset, en stærk religiøs modborgerskabsidentitet i et miljø, hvor få siger fra over for ekstreme meninger, og hvor antisemitisme ikke er en unormal størrelse, og så selvfølgelig Islamisk Stats succes med at udbrede sin voldsæstetik til kriminalitetstruede unge i Europas udsatte områder, som ikke har direkte kontakt til terrororganisationen, men som i en årrække lod sig inspirere af dens budskaber om vestligt hykleri og muslimsk andenrangsborgerskab.”