Prøv avisen
Debatinterview

Forfatter og teolog: Svenskerne lider af selvdestruktiv godhed

Ann Heberlein. - Foto: Mikael Wilmarsgård

Det svenske samfund er præget af et misforstået banalt godhedstyranni, der i stedet for at mindske kløfter, medvirker til, at problemer med integration, æreskultur og kvindeundertrykkelse vokser, mener forfatter bag debatbog

SIDEN FLYGTNINGEKRISEN var på sit højeste i 2015, er fornægtelse, foragt for indvandrerkritikere og blåøjet åbenhed blevet udfordret af en friere debat om problemer med integration og indvandring.

Men selvom mange har erkendt, at det har været forfejlet at tro, at problemerne løser sig, hvis man ikke taler om dem, mangler Sverige stadig et opgør om den nationale identitet, der ligger bag grundsynet om indvandring – særligt på venstrefløjen. Indtil da vil samfundskløfter og integrationsproblemer fortsætte med at vokse.

Det mener Ann Heberlein, der er lektor i teologi ved Lunds Universitet, aktiv i det borgerlige parti Moderaterne og aktuel med bogen ”Den banale godhed” om multikultur, integration og værdier.

”Man kan sige, at mange lider af en slags virkelighedsfornægtelse, hvor man i blind tiltro til, at godhed løser alt, nægter at reflektere over, hvilke konsekvenser ens gerninger har. Det er det, jeg kalder den banale godhed – at man ikke forstår, at godhed ikke er sort-hvidt,” siger hun.

Forfatteren peger på, at godhedsbacillen i vid udstrækning viser sig i, at multikultur fremhæves som noget entydigt positivt, men også på en række andre måder.

”Nogle rejser ud i Europa og henter syge dyr med tilbage til Sverige for at hjælpe. Men de tænker ikke over, at dyrene lider under den lange transport og risikerer at bringe alverdens sygdomme med til svenske dyrebestande. Det er den slags naivitet, hvor det, de vil kalde en god gerning, ikke altid ender godt.

Det samme gælder, når man nedtoner svenske kulturelle rødder for, at andre skal føle sig velkomne. Det skaber i virkeligheden dårligere vilkår for indvandrerne, fordi de så ikke ved, hvad det er for et samfund, de er kommet til,” siger hun.

ANN HEBERLEIN ER BLEVET beskyldt for at være modstander af gode gerninger generelt. Desuden for at foragte den svenske tradition for at tage et ansvar over for verdens nødlidende og for at gøre nar af frivilligt arbejde. Men anklagerne er ifølge forfatteren udtryk for, at mange, selv efter at landet strammede asylpolitikken, fik en friere debatkultur og indførte id-kontrol ved grænserne, ikke vil se realiteterne i øjnene.

”Man kan godt acceptere det akutte, altså at der er kommet for mange flygtninge i forhold til, hvad vi kan rumme. Men man vil stadig ikke lytte, når nogle påpeger udbredte problemer med muslimsk kultursyn. Så selvom der er sket noget, vil man ikke grundlæggende acceptere de massive problemer med integration, som Sverige står i. I stedet for at anerkende, at ghettoområder som Rinkeby ved Stockholm er parallelsamfund plaget af religiøs radikalisering, kalder man det kreative områder. Det hænger jo slet ikke sammen og viser, at der stadig er en fornægtelse,” siger hun.

I teologens øjne er godhedsbegrebet mere nuanceret end den umiddelbare gode gerning. Godhed er ikke en absolut værdi, og en handling kan ofte ikke reduceres til enten at være god eller ej. Ender man med at forstærke fattigdom, hvis man giver penge til tiggere? Bliver problemer med kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer mindre, hvis man tier om udfordringerne for at modvirke fordomme? Og risikerer man i virkeligheden, at fordommene vokser, fordi information om problemerne oftest kommer frem, uanset hvor meget de etablerede medier kæmper imod?

DE TANKER ER BAGGRUNDEN for titlen ”Den banale godhed”, der er en reference til den jødiske forfatter Hannah Arendts refleksioner om ondskabens banalitet under retssagen mod Adolf Eichmann efter Anden Verdenskrig.

”De to begreber kan begge fremstå banale. Hos Arendt handler det om store dele af det tyske samfund, der ikke tager stilling, men lader det onde langsomt blive normen, uden at reflektere over, hvad konsekvenserne af passiviteten bliver. Den mekanisme sammenligner jeg med Sverige, hvor det umiddelbart gode ses som en absolut værdi, selvom det kan ende negativt, men jeg sammenligner altså ikke nazismen med den svenske godhed, som nogle ellers gerne vil have det til at fremstå som,” fortæller Ann Heberlein.

I Sverige er den banale godhed ifølge forfatteren udbredt i mange dele af samfundet: hos de etablerede politikere i Rigsdagen, der mener, at det gavner at udelukke det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne fra forhandlinger, selvom de i realiteten serverer partiet vælgere ved at kalde dem racister. Kirkens folk, der ved at politisere evangeliet, får folk til at forlade kirken i protest mod den venstreorienterede ledelse. Og medierne, der ved ikke at dække indvandrerproblemer kritisk og tie om gerningsmænds etnicitet medvirker til at grave grøfter og skabe fordomme.

Ifølge den 47-årige forfatter er forklaringen, at selvbilledet i årtier har været præget af idealet om at være en humanitær stormagt. Et land, der har ressourcerne til at hjælpe og derfor til enhver tid må stå på de svages side.

”Man tænker bare ikke over, at der kan være svage herhjemme. At Sverige ikke er et perfekt samfund, men at der er voksende problemer med fattige ældre, krise i skolesystemet, politiet, sundhedsvæsenet og så videre. Det fejer man væk, og mange af dem, der bliver påvirket af den negative udvikling, ender med at stemme på Sverigedemokraterne, fordi de føler, at det er det eneste parti, der taler om det land, de lever i, mens de andre taler om en utopisk stormagt, der ikke findes på landkortet,” siger teologen Ann Heberlein.

MANGE AF DEM, der lever i utopien, går og skammer sig over, at de har det godt i forhold til andre steder i verden, mener hun. En følelse af skyld, der siden Anden Verdenskrig har været en del af den svenske identitet, hvor neutraliteten og samarbejdet med Nazityskland satte varige spor.

Fælles for dagens Tyskland og Sverige er, at begge lande har højrefløjspartier, der ikke er velkomne i det gode selskab. Ved det nylige valg buldrede Alternativ for Tyskland frem på samme måde som Sverigedemokraterne forventes at gøre det ved rigsdagsvalget næste år.

I Ann Heberleins øjne er krigens ar en stor del af forklaringen på, at svenskerne har opbygget en selvforståelse af at skulle være et godhedens forbillede. Den tanke blev også båret frem på den internationale scene af den socialdemokratiske statsminister Olof Palme, der for både kritikere og tilhængere er et ikon for det moderne Sverige.

Med flygtningekrisen er der kommet en mere åben og kritisk debat, men når forfattere som nationaløkonomen Tino Sanandaji samler indvandringens negative konsekvenser, bliver han straks fejet til side af den etablerede elite. I enkeltdele kunne hans kritik, der blev rejst i bogen ”Masseudfordring” tidligere i år, måske godt tolereres, men fordi han fremstiller et samlet billede af et land med store konflikter og udfordringer, bliver det for meget, mener Ann Heberlein.

Det samme skete i august, da integrationsminister Sylvi Listhaug (Fremskridtspartiet) under den norske valgkamp advarede om ”svenske tilstande” med henvisning til ghetto-forstæder ved Stockholm. Og da den amerikanske præsident, Donald Trump, i starten af året langede ud efter de uroplagede indvandrerområder og sagde: ”Se, hvad der skete i Sverige i aftes”, fortæller den svenske forfatter.

”I stedet for selvrefleksion angriber man Trump, fordi der ikke skete noget den dag. Og norske Sylvi Listhaug blev også skældt ud af politikere og mediefolk for at sortmale billedet af Sverige, selvom mange deler hendes bekymring,” siger Ann Heberlein.

ÅRSAGEN TIL det manglende kritiske blik på hjemlandet er, at de forhold, Listhaug, Trump og Sverigedemokraterne påpeger, trækker hele tæppet væk under selvforståelsen. At de ikke kun peger på enkelte sager om eksempelvis rekruttering af IS-terrorister eller kriminalitet som et problem, men at de samlet tegner et dystert billede af et land, som mange svenskere ikke kan acceptere, mener forfatteren.

”Folk er langsomt ved at åbne øjnene, men det går for langsomt, og det skyldes, at Sverige er ramt på identiteten. Vi er ikke på vej til at blive et succesfuldt multikulturelt samfund, det er slået fejl,” siger hun.

Forfatteren stiller op til rigsdagsvalget næste år for det største borgerlige parti, Moderaterne, som hun håber på et tidspunkt vil samarbejde med Sverigedemokraterne. Indtil videre lader det dog til, at udelukkelsen vil fortsætte i hvert fald frem til valget, men derefter er det mere uvist. Valget i 2018 kan i øvrigt ifølge Heberlein meget vel blive et skelsættende pejlemærke, der kan sætte skub i opgøret med den nationale identitet og banale godhed.

”Jeg tror, at det bliver endnu værre, før det vender, men der skal en virkelig afgørende erkendelse til. Jeg håber ikke, at Sverigedemokraterne bliver så store, som jeg frygter, men de kan ende med at blive det største parti. Og det kan desværre være den slags, der skal til, før folk begynder at tænke over, hvad man bør gøre anderledes, og om tavshed om problemerne nu virkelig er det bedste. Det kommer til at kræve en helt ny forståelse af, hvad det vil sige at være svensk.”

”Selvom der er sket noget, vil man ikke grundlæggende acceptere de massive problemer med integration, som Sverige står i. I stedet for at anerkende, at ghettoområder som Rinkeby ved Stockholm (billedet) er parallelsamfund plaget af religiøs radikalisering, kalder man det kreative områder. Det hænger jo slet ikke sammen og viser, at der stadig er en fornægtelse,” siger den svenske forfatter og dr.theol. Ann Heberlein. – Foto: Jerker Ivarsson/Aftonbladet/ritzau